Efter en af de allerbedste Formel 1 sæsoner, blev 1987 en noget kølig klud at få i ansigtet. På papiret ligner sæsonerne meget hinanden. Det var de samme fire kørere der dominerede, men omstændighederne var ganske anderledes. Mens VM kampen i 1986 havde været tæt og intens, med fire mulige mestre, hvoraf de tre havde muligheder lige til det allersidste, kom VM kampen i 1987 aldrig rigtig op at flyve. En vandt løbene, en anden titlen, de to andre måtte på hver deres måde kæmpe med materiel der ikke var VM potentiale i.
I de store teams var der heller ikke de store forskydninger på kørerfronten. Rosberg var stoppet og hans afløser var Stefan Johansson, som Ferrari havde erstattet med Gerhar Berger. Østrigerens plads hos Benetton var blevet overtaget af belgieren Thierry Boutsen, der tidligere havde vist at talentet var der, men ikke havde været i standt til at hente et eneste point i 1986. Hos Lotus havde man udskiftet andenkøreren. Johnny Dumfries, hvis eneste sæson i Formel 1 ikke var specielt imponerende var blevet afløst af den 33 årige japaner Saturo Nakajima. Samtidig havde de udskiftet deres Renault motorer med Honda motorer. Nakajimas bil var sæsonen igennem udstyret med et kamera og det gav ofte gode billeder, da japaneren tit var involveret i afkørsler og sammenstød.
Også Ligier havde fået en ny motor. Egentlig skulle de have haft Alfa Romeo motorer, en helt ny motor. Men efter en af de første tests udtalte René Arnoux sig så tilpas nedsættende om motoreren af Alfa Romeo trak sig. Angiveligt var de selv klar over deres kreations mangler, og ledte efter en undskyldning. Ligier måtte derfor i 11. time skifte til de aflagte BMW motorer, der nu gik under navnet Megatron.
Turboen var på vej ud i 1987. Siden Renault havde introduceret turboen til Formel 1 i 1977 havde den langsomt erobret det hele og de sidste par sæsoner havde været kun med turbo biler. Men de mange hestekræfter var blevet for meget, og for dyre, så med udgangen af 1988 ville turboen helt forsvinde. Indtil da skulle dens effekt begrænsen med en såkaldt pop-off ventil, der gjorde at trykket i turboladeren ikke blev for højt (ikke over 4 bar). Det betød at den konventionelle sugemotor gjorde comeback efter et par udenfor. Tyrrell var det mest prominente hold der droppede turboen. Andre, nye hold, kørte også med sugemotorer, March, Larousse, AGS og senere Coloni.
Men i historisk perspektiv var det mest interessante affjedringssystemet i Lotus racerne. De før så flotte JPS sponsorerede biler, havde nu skiftet sort og guld ud med gule og blå kameler – kønt var det ikke! Tilgengæld præsenterede de som de første aktivaffjedring i en racerbil. Systemet havde været flere år undervejs, helt tilbage i 1982 havde Lotus testet det, med Mansell som chauffør. Englænderen havde ikke været begejstret. Men nu blev det introduceret til brug i løbene. Samtidig var Williams også på vej med deres udgave af det. Dermed startede den bølge, der i løbet af de næste sæsoner så fødslen af semi-automatiske gearkasser, traction control, launch control, to-vejs telemetri og så videre. Den moderne F1 racer var blevet født.
Hvis Formel 1 havde været en skøndhedskonkurrence havde Brabham vundet i 1987 - © Schlegelmilch Photography
DE FØRSTE LØB
Sæsonen startede med et pitstop show i Rio. At referere løb vil blive en anelse for omstændeligt. Alain Prost vandt på sin beherskede kørerstil. Mens de andre skiftede dæk tre gange, kunne franskmanden nøjes med to stop, og det gav ham så stort et forspring at han uden problemer vandt løbet foran Piquet og Johansson i den anden McLaren. Mansell gentog sit kunststykke fra Adelaide året før, da hans venstre bagdæk punkterede og desintegrerede. Dennegang kunne han dog holde bilen på banen. Og da Alboreto mod slutningen fik problemer og faldt tilbage nåede Mansell en 6. plads og fik dermed point ud af en miserabel weekend, hvor han præsterede at misbruge sin pole på det skammeligste. Boutsen fik en god debut for Benetton med en 5. plads, og han fik en enkelt omgang i front.
Spænding havde der ikke meget af, bare almindelig forvirring for tilskuerne, med alle de pitstops. Næste løb, San Marino, led ikke af nogen form for forvirring, så der var den manglende spænding tilbage. Allerede om fredagen blev en af favoritter siet fra, da Nelson Piquet kørte af i Tamburello og slog hovedet så tilpas meget, at Syd Waktins ikke ville give ham lov til at køre mere denne weekend.
Prost var den næste af farvoritterne der blev siet fra, tidligt i løbet udgik han med en teknisk defekt. Så var der kun to tilbage, Mansell og Senna. De havde kæmpet i starten, da Senna kom bedst afsted fra sin pole-position, men Mansell gik hurtigt forbi brasilianeren. Den aktive affjedring var stadig en ny opfindelse og Senna brød sig ikke om bilen eller systemet, og helt effektivt var det heller ikke. Senna sluttede på en heldig og distanceret 2. plads efter Mansell, der mere eller mindre cruisede sig til sejr.
Dagens mand var Riccardo Patrese i den flotte, men elendige Brabham racer. Han kørte forrygende hurtigt og lå mod slutningen på 2. pladsen, inden bilen svigtede ham og sendte ham ned gennem feltet. Også Alboreto fik problemer og måtte lade sig overhale af Senna. Johansson fik 4. pladsen, mens 5. pladsen gik Martin Brundle, der havde skiftet til Zakspeed. Dermed scorede han det lille tyske teams eneste points i deres Formel 1 tid. Japaneren Nakajima hentede sit allerførste point med en 6. plads.
Nelson Piquet i nærkamp med muren der syv år senere tog livet af Senna - © Ricardo Pereira
SEJR TIL DEN MODERNE TEKNIK
Den pragtfulde Spa-Francorchamps i Belgien kunne heller ikke live meget op i hvad der indtil nu havde været en bedrøvelig Formel 1 sæson. Alain Prost vandt sæsonens anden Grand Prix sejr. Dermed nåede han 27 og tangerede Jackie Stewarts rekord for flest vundne løb. På 2. pladsen kom Stefan Johansson i den anden McLaren, mens Andrea de Cesaris tog 3. pladsen i sin Brabham. Cheever, Nakajima og Arnoux tog de tre andre pointgivende placeringer. Med 3 point i sine første tre løb var Nakajima i klasse med folk som Ayrton Senna, Alain Prost og Michael Schumacher – så meget for den statistik!
Men hvad gik der galt i Belgien? Problemet i de tidlige løb i 1987 var, at der ligesom i 1986, kun var fire kørere, der reelt var i stand til at kæmpe om sejren. Men i modsætning til i 1986 gennemførte de ikke nødvendigvis alle fire. Så det man ventede på var i virkeligheden at alle bilerne ville holde til et helt løb, så skulle der nok komme gang i løbene. I Belgien udgik Piquet med udstødningsproblemer. Mere dramatisk var det exit som Mansell og Senne kreerede i fælleskab. Mansell havde haft pole, og var også kommet bedst fra start. Men en stor ulykke på anden omgang betød omstart, og i andet forsøg lykkedes det for Senna at komme i front. Mansell var dog tydeligvis hurtigere, men tålmodighed har aldrig været englænderens største dyd. Ude i den fjerne ende af banen mente han at Senna sagtnede farten, og pressede sig op på siden af ham. Senna holdt på sin side foden på speederen og de røg begge to af. Mansell kom dog igang igen men kom ikke til at spille nogen rolle i løbet. Manøvren virkede optimistisk, sammenstødet hændeligt, men bagefter skød de to skylden på hinanden og gik over til mere fysiske argumenter, da de begyndte at banke løs på hinanden. Men hvem havde skylden? Tjah – hvis man skal bedømme ud fra optagelserne må de dele den nogenlunde ligeligt imellem sig.
I Monaco kom der heller ikke det store brag af et slagsmål, men på den anden side, så gør der jo sjældent det i Monaco. Mansell dominerede tidskørslerne, men udgik relativ tidligt. Prost lå og kæmpede for at komme forbi Alboreto i Ferrari, mens Piquet og Senna var stukket af. Men Piquet led stadig under følgerne fra sit uheld på Imola og indrømmede efter løbet at han ikke var helt på toppen. Faktisk, mente han, var hans bil i stand til at vinde, han var bare ikke selv. Det betød at Ayrton Senna kunne cruise til en relativ let sejr, den første for en bil med aktiv affjedring. Senna selv var heller ikke helt tilfreds. Selvom han førte med et komfortabelt forspring blev han ved med at presse bilen – bare for at sikre sig alting var ok! Prost udgik mod slutningen af løbet, fik ingen point med qua sine to sejre beholdt han første pladsen i VM kampen. De to Ferrari racere sluttede som som nr. 3 og 4 med Alboreto forrest. Ferrari var begyndt at etablere sig selv som det definitivt fjerde bedste team, en plads som ellers både Ligier og Benetton havde kandideret til året før. Jonathan Palmer hentede 5. pladsen i sin turboløse Tyrrell, foran den ligeså turboløse turkisfarvede March med Ivan Capelli bag rattet.
Var Sennas sejr i Monaco vundet under gunstige omstændigheder, var der ingen tilfældigheder indblandet i hans brilliante sejr i Detroit. Mansell havde pole for fjerde gang i sæsonen, og kom bedst fra start. Sammen med Senna fik han opbygget et forspring til resten af feltet, inden han lagde luft mellem sig selv og brasilianerens Lotus. Bag de to var der kamp om pladserne med Piquet, Prost, Fabi, Cheever og Alboreto som hovedpersoner i nogle tætte dueller. For første gang i 1987 sæsonen var der tale om close race mellem favoritterne, selvom det i en periode var Cheever der stjal billedet da han erobrede 3. pladsen. Piquet blev sat tilbage med en punktering og kom ud igen langt nede i feltet. Det skulle senere vise sig at være til hans fordel. Mansell lavede også et dækskifte, og oplevede bagefter at det nye sæt dæk gav for meget hjulspind. Derfor skruede han ned for turbotrykket og faldt langsomt tilbage gennem feltet. Han sluttede på en distanceret 5. plads – en omgang efter Senna. Piquet havde fordelen af friskere dæk mod slutningen og lavede et veltilrettelagt angreb på de forankørende og snuppede 2. pladsen foran Prost. Berger blev nr. 4 (igen), mens Cheever, der ellers havde kørt et flot løb, måtte nøjes med 6. pladsen, efter et langt pitstop.
Sejren er en vigtig milepæl i historien om Ayrton Senna. Hans fem tidligere sejre var vundet ved hård kørsel og en smule held, mens sejren i Detroi 1987 var vundet på den rigtige taktik – ingen pitstop – der passede til den aktivt affjedrede bil. Senna viste sig her for alvor som en moden racerkører.
Senna og den aktive affjedrede Lotus var gode i gadeløbene – men så heller ikke så mange andre steder
© Schlegelmilch Photography
WILLIAMS OVER DET HELE
Fra Detroit plejede turen at gå til Canada, men ikke i år. Canadas Grand Prix var røget ud af kalenderen og næste stop hed i stedet Frankrig. På Paul Ricard banen ved Middelhavet begyndte årets Williams dominans at tage form for alvor. Mens den aktive affjedring havde været en fordel for Senna og Lotus i de to gadeløb, så var den nærmest det modsatte her. Bilen var nervøs og i løbet kunne den overhovedet ikke følge med.
Mansell havde pole, ingen nyheder der, og kom også bedst fra start. I starten var det Alain Prost der var forfølgeren, men senere kom Piquet forbi franskmanden. Men brasilianeren lavede en fejl og spandt næsten rundt foran næsen på Prost, der slap forbi. Nelson Piquet fik sin racer igang igen. Tilgengæld timede han sit pitstop glimrende og kom forbi Mansell, der måtte bruge otte omgange på at hente Piquet. At komme forbi sin holdkammerat så lettere ud end det var. Det almindelig kendt at de to ikke ligefrem var perlevenner og derfor var det lidt overraskende så let Mansell kom forbi brasilianeren. Men Mansells angreb kom pludseligt og på et tidspunkt hvor det virkede som om Piquet ikke var helt vågen. Nelson Piquet reagerede nogle omgange senere ved at skifte dæk igen, men da hans motor gik i stå under pitstoppet mistede han for meget tid til at han blev en trussel igen. For fjerde gang i sæsonen kunne Nelson Piquet kører over stregen som nummer 2 i et løb. Prost tog en distanceret 3. plads med en halvsyg motor. Senna blev 4’er efter at have heldet på sin side. Tidligere i løbet var han blev rendt over ende af de to Benetton racere, men de var begge rendt ind i problemer. Boutsen var udgået, mens Fabi faktisk hentede 5. pladsen, foran franskmanden Philippe Streiff i Tyrrell, der var fire omgange efter Mansell.
I 1982 på Imola havde Ferrari og Renault demonstreret at fire biler er nok til at skabe et spændende racerløb. På Silverstone i 1987 gik Williams et skridt videre og lavede et fantastisk spændende løb, kun de to biler. Det var ellers Prost der kom bedst fra start fra sin plads bag ved de to Williams racere, men den føring holdt kun nogle få hundrede meter, og inden den første omgang var forbi var både Piquet og Mansell forbi franskmanden, og fra da af, var der ingen der så de to igen. Ayrton Senna kunne i sin Lotus-Honda hverken holde trit med Williams-Hondaerne, eller med Prosts McLaren-TAG. Den aktive affjedring kostede simpelthen for mange sekunder og brasilianeren, der godt nok førte VM, var blevet en statist i spillet. På Silverstone blev det dog til en 3. plads, da Prost udgik. Men da løbet sluttede var han en omgang efter de to Williams racere.
Men den store duel stod i front, hvor Piquet fik lagt en smule afstand til Mansell. Midtvejs i løbet kørte englænderen i dæk for at skifte dæk og kom ud igen omkring 25 sekunder efter sin holdkammerat. Det var knebent om Piquet kunne nå at skifte dæk og holde sin 1. plads. I stedet valgte brasilianeren at satse på at køre igennem på et sæt dæk. Omgang efter omgang sneg Mansell sig nærmere på Piquet og den første spænding var om han ville nå ham. Med 18 omgange tilbae havde Piquet stadig et forspring på 18 sekunder. Men så begyndte forskellen i dæk at blive afgørende. På 16 omgange hentede Mansell de 18 sekunder og havde nu Piquet i sigtekornet. På vej mod et sving lavede Mansell et trick-angreb på ydersiden, der fik Piquet til at spærre af i den side og dermed lade indersporet stå tomt. Den fejl benyttede Mansell sig af og passerede uden problemer Piquet og trak en smule fra ham. Sejren var Mansells og de engelske fans jublede og deres hjemmebanefavorit.
At japanske Saturo Nakajima kunne tage en 4. plads i løbet er mere et vidnesbyrd om turboernes overlegenhed end om Nakajimas talent. Warwick blev nr. 5, mens Teo Fabi hentede 6. pladsen i sin Benetton racer.
VM kampen var stadig åben, på papiret, med Senna i front med 31 point, et mere end de to Williams kørere. Prost var nummer fire med 26 point. Men som de sidste par løb havde udfoldet sig, virkede det mere og mere sandsynligt at VM ville være et opgør mellem de to Williams folk.
BILLEDTEKST: Ferrari kom langsomt igang, men sluttede bedst - © Schlegelmilch Photography
MERE WILLIAMS
På Hockenheim kom der gang i silly-season ’87. Rygterne var i fuld sving, hvem skulle hverhen den kommende sæson. Nelson Piquet var med sine knap 35 år blev dømt til pension af rygtesmedene. Samtidig gik der rygter om at McLaren skulle overtage Lotus’ Honda motorer, og at Ayrton Senna skulle afløse Stefan Johansson i teamet. Et andet rygte cirkulerede omkring Brabham teamet. Her gik rygterne at Bernie Ecclestone var interesseret i at sælge, hvilket han nu forsøgte at benægte uden at benægte, med en ufiks kommentar om at han ikke havde hørt rygterne.
På banen var det Mansell der tog pole, men da starten gik var det Senna og Prost der strøg forbi, med brasilianeren forrest. Men Mansell slog igen og da bilerne startede på anden omgang var englænderen igen forrest. Senna faldt hurtigt tilbage, igen var der problemer med at følge med de andre. Både Prost og Piquet kom forbi den gule Lotus. Men dermed var det ikke slut. Alain Prost havde indtil nu ikke haft den bedste sæson, men han var opsat på at komme tilbage i centrum af VM kampen. Nogle omgange inde i løbet gik han til angreb på Mansell og med et let forhøjet turbotryk susede han forbi Williams raceren på vej ned mod den første chikane. Og derfra kontrollerede Prost løbet.
Længere ned lå Senna på en beskeden 4. plads og kæmpede med bilen. Tre pitstops blev det til, det andet for at justere på bilens opsætning og det tredie for at skifte næsen, også af opsætningsmæssige grunde. Bag ham var de fleste af konkurrenterne forsvundet, så han mistede kun en enkelt placering på sine problemer, da Stefan Johansson i den anden McLaren kom foran ham. Alle andre turbo biler var på dette tidspunkt udgået og 5. pladsen blev indtaget af Philippe Streiff i Tyrrell.
Med tyve omgange tilbage udgik Nigel Mansell fra sin ellers sikre placering som nummer 2, og alle de bagvedliggende rykkede en tak op. Men der var mere drama i vente, da Alain Prost fire omgange før mål måtte trække ind til siden og parkere sin McLaren racer i rabatten. Der var problemer med strømforsyningen i bilen. Pludselig var Piquet i front af et løb, hvor han ellers ikke havde gjort meget væsen af sig. Han kunne køre de sidste fire omgange uden problemer og tage sæsonens første Grand Prix sejr, og bringe sig selv alene i front i kampen om VM. Bag ham kom Stefan Johansson hjem på tre hjul, da en punktering på sidste omgang havde ødelagt de fjerde hjul. Ayrton Senna var for langt efter ham til at true svenskeren. De to Tyrrell racere kom ind på de næste placeringer, med Alliots Larousse racer på en 6. plads. Dermed de første point til det lille franske team.
Stefan Johansson får sin punkterede racer over stregen på en 2. plads - © Geza Sury
HINGSTEN SPARKER
I Ungarn blev Williams dominansen endelig truet, men truslen kom fra en noget uventet kant. Det var hverken McLaren eller Lotus der kom tættere på de gule og blå biler med Mansell og Piqet. Nej, det var de røde biler fra Maranello med Gerhard Berger, der kvalificerede sig som nummer 2 og Michele Alboreto, der skulle starte som nummer 5, der leverede modstanden.
Mens Prost lavede en dårlig start, hang Berger fast ved Mansells bagende. Og Alboreto smygede sig elegant forbi Piquet. Dermed lå der en Williams foran to Ferrarier og så en Williams. Prost havde generelt ikke nogen god weekend i Ungarn. Få omgange inde i løbet måtte han se sig passeret af holdkammeraten Johansson, der dog senere spandt og næsten hev Prost med sig i faldet.
Men selvom hingsten sparkede i Ungarn havde den ikke kræfter til at vende alting på hovedet. Først udgik Berger og få omgange senere måtte Alboreto samme vej. Men de havde vist at Ferrari var på vej tilbage mod toppen. Mansell dominerede igen løbet, men mod slutningen var uheldet igen ude efter englænderen. En møtrik fra det ene baghjul røg og Mansell måtte opgive at liste tilbage til pitten, hjulet sad simpelthen for løst. Det betød at Piquet igen var i front af et løb, dennegang med foran en Senna og Prost, der begge kæmepde med problemer. For Sennas vedkommende var det selve bilen der var problemet, mens det for Prost var motoren. Boutsen, Patrese og Warwick tog de tre andre placeringer.
Resultatet betød at Piquet nu var i front med 48 point, mens Senna havde 41. Prost og Mansell delte trediepladsen med 30 point hver. Dermed så det ud til at de to var blevet slået lidt ud af VM kampen, mens pilen efterhånden pegede på Piquet. Senna var der ikke mange der regnede med, bilen var ikke god nok.
I forbindelse med Ungarns Grand Prix kom det frem at Nelson Piquet aldeles ikke havde tænkt sig at blive pensioneret med udgangen af 1987. I stedet havde han skrevet kontrakt med Lotus, hvor han skulle afløse Ayrton Senna. Senna havde selv tidligere meddelt Lotus at han ikke ville fortsætte hos dem i 1988. Nu var det så et spørgsmål om han skulle til McLaren eller Williams. McLaren havde lige skrevet under på en forlængelse med Alain Prost, der nu skulle køre for teamet frem til 1989.
I Østrig sparkede hingsten videre, men ligesom i Ungarn var det forgæves. Berger røg ud tidligt, mens Alboreto i lang tid lå og kæmpede om 3. pladsen, men mod slutningen ville bilen ikke mere. Men stadigvæk var der tale om forbedringer, tidligere på året var Ferrari langsomme og uheldige, nu var de bare uheldige.
Ellers vil Østrig 1987 nok primært blive husket for at det var det sidste Formel 1 løb på den ellers så pragtfulde bane. Kørerne var ikke tilfreds, banen var ujævn – noget de havde klaget over allerede året før, men som der ikke var gjort noget ved. At kørerne måske havde en point kunne man se ved de konstante små vulkunudbrud af magnnesium spåner der blev høvlet at bilernes bund.
Stefan Johansson havde den suverænt mest bizarre ulykke i 1987 da han om fredagen kørte ind i et stykke råvildt der sprang rundt på banen. Resultatet af sammenstødet var en totalskadet McLaren og en noget rystet svensker, der aldrig kom til at spille nogen rolle i løbet.
Selve løbet fik en kaotisk start med to omstarter. I første omgang var der en mindre kollision bagerst i feltet. Løbet blev flaget af fordi Palmers Tyrrell holdt på tværs af banen. I andet forsøg kiksede Mansell starten og blev til en prop der langsomt sivede gennem feltet. På et tidspunkt var der bare ikke mere plads og resultatet blev et kæmpe bunkebryllup midt på banen, med blandt andet Pascal Fabres AGS racer placeret nydeligt halvvejs oppe på Capellis March.
I tredie forsøg kom Mansell igen dårligt fra start, mens Piquet stormede afsted fra pole. I de tidlige omgange hed Piquets rival lidt overraskende Thierry Boutsen. Belgieren formåede at ligge et stort pres på den tidligere verdensmester. Mansell forklarede efter løbet at hans dårlige starter skyldtes at bilen ikke var beregnet til mere end en start. Hvorfor alle de andre så ikke havde de samme problemer kom han ikke ind på.
Tilgengæld kom han tilbage i løbet. Først kom han forbi Fabi og Berger, og derefter indledte han jagten på de to førende. Forbi Boutsen kom han først da denne fik problemer og måtte ind til et langvarigt pitstop. Mansell lagde nu et hård pres på Piquet og da Nakajima skal overhales med en omgang, men ikke er specielt hurtig til at flytte sig, udnytter Mansell situationen og kommer forbi Piquet. Og så var det løb afgjort.
Teo Fabi, Alain Prost og Michele Alboreto kæmpede længe om 3. pladsen, der til sidst gik til Fabi, da de to andre forsvandt fra kampen med tekniske problemer. Mens Alboreto som nævnt røg helt ud, formåede Prost at holde bilen kørende, hvilket gav en 6. plads efter Boutsen og Senna, der overhovedet ikke kunne få den aktive affjedring til at fungere på den ujævne bane.
Efter løbet blev Mansell kørt afsted til pressemøde i en ladvogn. Da de skulle under en lav bro, nåede han ikke at dukke hovedet og fik en gevaldig bule, som Murray Walker efterfølgende præsenterede for de engelske fjernseere ved at slå på den med sin pegefinger – Mansell var lidt i tvivl om han skulle grine eller græde.
MATCHBOLD TIL PIQUET
På Monza summede det med både rygter og facts. Det var nu officielt at Honda forlod, ikke Lotus, men Williams, til fordel for McLaren. Det var også officielt at Ayrton Senna skulle afløse Stefan Johansson i teamet. Williams var på deres side henvist til at købe motorer et sted fra. Som afløser for Piquet var der dukket en lidt overraskende kandidat op. Den 33 årige Riccardo Patrese, der havde kørt Formel 1 i ti år, uden alt for meget succes, lignede det mest sandsynlige bud på en ny Williams kører. Rygtet skulle senere vise sig at være ganske korrekt.
Nelson Piquet havde pole i en Williams med aktiv affjedring. Brasilianeren lignede efterhånden et ret godt bud på en verdensmester, selvom han ikke egentlig aldrig havde lignet det på banen. Men på Monza kom han bedst fra start, mens Mansell igen lavede en halvskidt start. Selvom han blev passeret var han alligevel 2’er da bilerne kørte ind i første chikane. Men Gerhard Berger fortsatte Ferraris comeback og gik i flæsket på Mansell. På anden omgang gav deres tætte duel mulighed for at Boutsen smuttede forbi dem begge to. De var så optaget af hinanden at ingen af dem opdagede den ellers så farverige Benetton før det var for sent.
Berger, og senere Prost kom forbi Mansell. Men Prost fik problemer og måtte ind til et pitstop der varede nærved tre omgange. I front af løbet blev Piquet igen presset af Boutsen. Men ligesom i Østrig kunne belgieren ikke bevare presset og faldt ned bagved Berger og Mansell igen.
Ayrton Senna havde ikke gjort meget væsen af sig indtil nu, eller i de sidste par løb for den sags skyld. Men det skulle der gøres noget ved nu. Han havde stadig muligheden for at vinde VM, og den mulighed skulle udnyttes. Ud fra ingenting fik han hentet og passeret Boutsen og Berger, og indledte jagten på Mansell. Da de to Williams racere kørte i pit kom Senna i front. Og som omgangene gik stod det klart at Lotus ikke havde tænkt sig at skifte dæk.
Satsningen var lige ved at lykkedes. Piquet og Mansell forsinkede hinanden med en duel over nogle omgange, indtil Mansell faldt lidt tilbage med små motorproblemer, men ikke størrer end han kunne trille hjem på 3. pladsen. Først mod slutningen begyndte Piquet at hale ind på Senna, men der var for langt hjem. At det alligevel gik galt for Senna, var hans egen fejl. Under overhalingen af en langsom Ligier kørte han ud i det beskidte spor, og med sine meget slidte dæk bremsede han alt for sent. Resultatet var en tur i sandkassen i Parabolica svinget, og at Piquet kom forrest. Men selvom Williams raceren havde nyere gummi på, kunne den ikke få en ordentlig afstand ned til Lotusen. Senna trykkede speederen i bund og kørte som sindssyg for at indhente Piquet. Men forgæves. Nelson Piquet vandt sæsones tredie sejr og havde nu 63 point, mod Sennas 49 og Mansells 43. Stakkels Alain Prost var sat helt af, med kun 31 point.
Mod slutningen begyndte også Benetton at vise tænder - © Schlegelmilch Photography
REKORDEN I PORTUGAL
Efter Italien drog Formel 1 feltet til den iberiske halvø, hvor Det Portugisiske og Det Spanske Grand Prix skulle køres med kun en uges mellemrum. I Portugal kom der flere spark fra den italienske hingst. Gerhard Berger hentede pole til Ferrari, men måtte overgive sig til Mansell da starten gik. Bag dem ramte Piquet og Alborto hinanden, spandt rundt og forårsagede en større sammenstød bag i feltet. Omstart. Det samme skete en gang til, Mansell slog Berger i spurten mod første sving. Men allerede i starten af anden omgang kom østrigeren i front, og der blev han så. Omgående fik han lagt nogle meter asfalt mellem sig selv og Nigel Mansell.
Mansells deltagelse i løbet blev ganske kortvarig. Efter 14 omgange udgik englænderen, og overlod det til Alboreto og Piquet at slås om 2. pladsen. Bag de to hårdt kæmpende kørere lå Alain Prost og ventede på sin chance. Den kom da Piquet var en tur i pit. Prost fik timet sit pitstop så præcist at han kom ud foran snuden på Piquets bil. Nu skulle han bare vente på at Alboreto også fik skiftet dæk. Det gjorde han ellers på 6.8 sekunder, men det var alligevel ikke nok. At det så alligevel var lige meget, da han få omgange senere udgik, er en anden historie. Prost lå nu på 2. pladsen og begyndte at hale kraftigt ind på Berger. I løbet af få omgange fik han fysisk kontakt med Ferrarien. Det presse tilsyneladende Berger så meget at han lavede en uprovokeret fejl og spandt rundt, og dermed lukkede Prost forbi. Berger fik gang i bilen igen, men Prost var kørt. Heldigvis var Piquet for langt bagude til at true Berger.
Prost kørte over stregen som vinder af et Formel 1 løb for 28. gang og dermed var han den mest vindende Formel 1 kører i historien. Gerhard Berger måtte lade sig nøje med 2. pladsen mens Piquet med en 3. plads fik fire point og nu havde 18 points forspring til Senna. Teo Fabi, Stefan Johansson og Eddie Cheever hentede de andre point i Portugal.
Mansell skulle have fart på for at nå VM - © Sergio Roseiro
MANSELLS COMEBACK
En uge efter kom bilerne til Spanien, hvor de skulle køre rundt på den ikke specielt ophidsende Jerez bane. Nigel Mansell havde stadigvæk et spinkelt håb om at vinde VM, men hvis det skulle lykkedes krævede det en sejr. Mansell kørte da også et fremragende fejlfrit løb på Jerez, men samtidig blev han også hjulpet til sejren af omstændigheder. Hans eneste reelle konkurrent i løbet var Nelson Piquet, der først havde et kaotisk pitstop, og senere en lille trille-tur i sandkassen. En anden faktor der hjalp Mansell var Ayrton Senna. Brasilianeren havde på forhånd besluttet sig at køre igennem uden at stoppe. Og da han samtidig havde fået lagt sig ind på en 3. plads efter Mansell og Piquet, havde en hale af biler efter sig. Berger og Alboreto i de to Ferrari racere, Boutsen og Fabi deres grønne Benetton biler og endelig Prost og Johansson i McLaren vognene. Alain Prost virkede som om han med vilje holdt lidt afstand til dem alle og kørte rund i venteposition.
Satsningen lykkedes ikke for Senna, der ellers arvede 2. pladsen efter Piquets 19 sekunder lange pitstop. Mod slutningen var hans dæk så dårlige at konkurrenterne kunne komme forbi. Det vil sige, Ferrari og Benetton bilerne var alle udgået. Så det var Prost, Johansson og Piquet, i den rækkefølge der kom forbi og sendte Senna ned på en 5. plads. Alliot fik en 6. plads sin Larousse racer. Og Mansell havde nu 52 point mod Piquets 70. Med tre løb tilbage var muligheden der stadig. Specielt fordi Piquet nu havde scoret point i 11 løb. Og da man dengang kun måtte tælle de 11 bedste resultater med, betød det at Piquet skulle skære det dårligste resultat fra, hvilket var 4. pladsen i Spanien. Mansell på sin side havde scoret point i syv løb og kunne derfor bruge alle de point han fik i de sidste tre løb. Så VM spændingen var ikke helt slut endnu.
Mansell skulle vinde i Mexico for at holde liv i sine VM drømme. Det gjorde han også, endda relativt ubesværet. Godt nok kom han, igen, langsomt fra start og måtte overlade de to første pladser til Gerhard Berger og Thierry Boutsen. De to fik hurtigt lagt afstand til resten af feltet og kæmpede en god kamp om front positionen. Netop som det lykkedes for Boutsen at presse sin Benetton racer forbi Bergers Ferrari røg det elektirske system i bilen. To omgange senere udgik Berger med turbo problemer. Det betød at Mansell var i front. Bag ham lå Senna og kæmpede med de Cesaris. Ligesom italieneren fandt en vej forbi Sennas Lotus, spandt han af banen og for 13. gang i 14 løb kunne måtte de Cesaris forlade sin Brabham racer før målstregen. Ikke at det var sensationelt for de Cesaris, men det interessante var at i langt de fleste tilfælde var der tale om tekniske defekter.
Nelson Piquet i Mansells søsterbil kæmpede for at komme op gennem feltet. Et sammenstød med Prost på første omgang havde sendt franskmanden ud af løbet og Piquet ned bagerst i feltet. Lidt før halvvejs i løbet kørte Warwick af banen og hans Arrows holdt parkeret på tværs af banen og løbet blev stoppet.
Dengang havde man ikke en safety-car. Proceduren var at stoppe løbet, rydde op og starte igen. Men som en krølle indregnede man den tidsforskel der var inden løbet. Det betød at Mansell, der havde 44 sekunders forspring til Piquet, roligt kunne lade sin holdkammerat tage føringen da starten til andet heat gik. Han skulle bare holde sig tæt nok på ham, og det gjorde han uden problemer. Piquet kom først over stregen og Mansell fik sejren. På 3. pladsen kom Riccardo Patrese hjem med sin Brabham. Teamets sidste podieplacering med Bernie Ecclestone som ejer.
Mansell havde nu 61 point, mens Piquet havde 73 – og kun de to var tilbage i VM kampen. For Piquet var det kun sejre der talte, mens Mansell kunne bruge alle de point han hentede. Og med Mansells aktuelle form var ingenting afgjort endnu.
Gerhard Berger vand sæsonen to sidste løb - © Jose Miguel Barros
ANTIKLIMAKS I JAPAN
Det der skulle have været en dramatisk og tæt kamp om VM trofæet mellem Williams teamets to kørere, blev i stedet til et stort antiklimaks. Under træningen til Japans Grand Prix havde Mansell en voldsom afkørsel og slog ryggen så meget, at han hverken var i stand til at køre i Japan, eller sæsonens sidste løb i Australien. Så Piquet blev verdensmester på den lidet glorværdige måde. Men en titel er en titel og brasilianeren havde været den eneste virkelige stabile kører set over hele sæsonen.
Løbets to hovedpersoner blev i stedet Gerhard Berger og Alain Prost. De to starte på første række med østrigeren forrest. Gerhard Berger skulle vise sig at være ganske urørlig, efter første omgang havde han to sekunder ned til Prost. Men Berger blev også hjulpet af netop Prost, der umiddelbart efter at have passeret startlinjen på første omgang fik en punktering og måtte liste rundt på den lange Suzaka bane for at få skiftet sine dæk. På det tidspunkt var franskmanden to omgange bagefter. Igennem løbet fik han hentet den ene omgang og kom tæt på at hente den anden også. Prost sluttede på en beskeden 7. plads efter hvad han selv beskrev som et af sine allerbedes løb.
Men Bergers sejr kunne ingen gøre noget ved. Det var Ferraris første sejr siden sommeren 1985 så jubelen i den italienske stald var ganske stor. Senna satte en vældig slutspurt ind og tog mod slutningen 2. pladsen fra Stefan Johhansson, der havde problemer med balancen i sin McLaren.
To uger senere i Australien var det igen Berger der trak det længste strå. Igen havde han pole og førte hele løbet igennem. Nigel Mansell var blevet hjemme i England med sin dårlige ryg. Hans afløser var Riccardo Patrese, der næste år jo alligevel skulle køre for Williams. Ecclestone havde uden tøvet ladet Patrese gå før tiden. Som afløser for Patrese i Brabham fik F3000 mesteren Stefano Modena sin Formel 1 debut.
Piquet og Prost kæmpede om 2. pladsen bag ved Berger. Men Prost havde store bremseproblemer og endte i barrieren. Senere fik Piquet problemer med gearkassen og måtte udgå. Dermed var hans to årige forhold til Williams definitivt slut. I stedet var det Ayrton Senna der kunne køre over stregen som nummer 2 efter en solid indsats. Alboreto blev nr. 3. Dermed overtog Senna 2. pladsen i VM kampen. Men ikke ret længe. Ved den efterfølgende undersøgelse af bilerne blev Sennas bil fundet ulovlig. En teknisk detalje omkring bremserne gjorde at Senna blev diskvalificeret og Mansell alligevel fik sine sølvmedaljer – ikke helt ufortjent.
Dermed sluttede 1987 sæsonen, en sæson der aldrig rigtig kom op at flyve. Piquet samlede mange point sammen, Mansell udgik ofte, Prost og Sennas biler var i længden ikke konkurrencedygtige. Ferrari blev først for alvor konkurrencedygtige mod slutningen – men det lovede godt for 1988, for det italienske team.
TOP 10
ALAIN PROST, MCLAREN-TAG/PORSCHE
Igen er det den lille franskmand der indtager førstepladsen på året top ti. Det var ellers ikke fordi resultaterne var fremragende igennem sæsonen. Men han nåede at vinde sin 28. Grand Prix sejr og dermed blive den mest vindende kører. Prosts store problem var at hverken bil eller motor levede op til de sidste par sæsoner og han måtte derfor tage til takke med at samle stumperne op, når Honda motorerne gik i stykker. Det startede ellers godt med to sejre i tre løb, men fra da af gik Prosts sæson lidt i stå. Han viste flere gange at han godt kunne lege med. Klarest bliver det når man sammenligner hans indsats med Stefan Johansson i den anden McLaren. Svenskeren var i 1987 regnet for et stort talent med en solid fremtid foran sig. Men i 1987 kunne han kun ved enkelte lejligheder lege med i front, mens Prost lå der hele tiden, i en bil der nok ikke burde være i stand til det.
NIGEL MANSELL, WILLIAMS-HONDA
1987 er uden tvivl Nigel Mansells bedste sæson. Han blev godt nok verdensmester i 1992, hvor han også vandt 9 sejre. Men omstændighederne var anderledes. Williams lavede i 1992 en klart overlegen bil. Hans holdkammerat hed i 1992 Riccardo Patrese og var ikke på samme måde en trussel for Mansell. I 1987 var englænderen i en dræbende god form. Han var med fremme i stort set alle de 14 løb han deltog i, og bevarede indtil sin ulykke i Japan optimismen omkring verdensmesterskabet. Seks sejre blev det til, men så blev det heller ikke til så meget andet. Hans starter var tit tvivlsomme og et par gange var han, som så ofte, sin egen værste fjende.
Senna i kamp med Berger og Prost - © Schlegelmilch Photography
AYRTON SENNA, LOTUS-HONDA
Var uheldig med ikke at blive nummer to i VM. Han vidste ingenting om den ændring teamet havde lavet på bilen i Australien, og det er tvivlsomt om den egentlig betød noget. Men faktum var at han blev diskvalificeret og dermed måtte nøjes med bronze. Men det væsentlige angående Senna var, at han i 1987 kørte en meget moden sæson. Hans bil var generelt ikke i stand til at følge med de to Williams racere, og flere gange var han også langsommere end Prosts McLaren. Men han bevarede roen og hentede ganske mange placeringer i løbet af året. Ayrton Senna var ved at blive voksen.
NELSON PIQUET, WILLIAMS-HONDA
En verdensmester som nummer fire på en top ti, er ikke imponerende. Men Nelson Piquet var så sandelig heller ikke imponerende i 1987. Han virkede lidt uoplagt og tvær. Det sæsonen igennem tydeligt at han ikke følte sig tilpas hos Williams. Men mens Mansell enten vandt eller udgik, formåede Piquet at holde bilen vendt den rigtige retning i 12 af sæsonens 16 løb. En masse 2. pladser blev det til for brasilianeren. Sejrene var tilgengæld foræringer, men sådan er sport også.
GERHARD BERGER, FERRARI
Ny mand hos Ferrari, men han viste sig hurtigt som værende fremtidens mand i det italienske team. Som sæsonen skred frem blev både Ferrari og Berger bedre og målt over de sidste fem løb var han måske den bedste. Han sluttede af med sejre i sæsonens sidste to løb. Men allerede inden han ved flere lejligheder vist at han både kunne og ville lege med i front.
Belgiske Boutsen fik sit store gennmebrud i 1987 - © Schlegelmilch Photography
THIERRY BOUTSEN, BENETTON-FORD
Belgieren, der kom fra en dårlig sæson hos Arrows i 1986, kørte en aldeles fremragende sæson i 1987. Benetton var stadig et ungt team og de havde en helt ny motor. Allerede fra starten af viste Boutsen at han og teamet var på vej frem i feltet. Desværre manglede de lidt stabilitet i starten af sæsonen, ellers kunne det være blevet til en hel del flere point. Men som året skred frem, og i takt med at teamkammeraten Fabi mistede modet, blev Boutsen bedre og bedre og lignede mod slutningen en potentiel vinder.
RICCARDO PATRESE, BRABHAM-BMW
Det blev ikke til mange resultater for den 33 årige italiener i 1987. Hans Brabham var simpelthen ikke god nok. Men når det er sagt så gjorde han det godt med sit materiel. I San Marino kæmpede han godt og lå på 2. pladsen da bilen ikke ville mere. Ved flere andre lejligheder sneg han sig ind i top seks, for så at udgå med tekniske problemer. Han blev, via Ecclestones varme anbefalinger, ansat som Piquets afløser hos Williams til 1988, hvilket egentlig siger en hel del om hans indsats i 1987.
MICHELE ALBORETO, FERRARI
Den tidligere VM-sølvvinder havde ikke nogen god sæson i 1987. På en måde var den næsten dårligere end i 1986. For året før havde han, sammen Johansson, kæmpet mod hårde odds i en umulig Ferrari. Men i 1987 havde han fået Berger i teamet, og den sammenligning faldt entydigt ud til østrigerens fordel. Og mens Berger flere gange blandede sig helt i front lå Alboreto som oftest lidt bagefter og kæmpede om mere sekundære placeringer. Samtidig blev han heller ikke ligefrem hjulpet af sit materiel der hele tiden gik i stykker.
STEFAN JOHANSSON, MCLAREN-TAG/PORSCHE
Svenskeren var efter 1986 blevet skubbet ud af Ferrari til fordel for Berger og nu blev han skubbet ud af McLaren til fordel for Senna. Han havde det hårdt, det var ikke fordi han var en dårlig kører, den umiddelbare konkurrence var bare for god. Samtidig blev han sat grundigt til vægs af Prost i 1987. Mens Prost formåede at vinde tre løb, så blev Johansson en heldig 2. plads to gange. Imponerende var det ikke, hvis han skulle have haft en chance skulle han nok have været tættere på Prost. Han var på tale til et sæde i Benetton teamet i 1988, men det gik i stedet til Minardi køreren Alessandro Nannini. I stedet endte han hos Ligier, hvorfra ruten gik videre ned gennem feltet over Onyx og AGS inden han endte hos Arrows (i øvrigt sammen med sin gamle holdkammerat fra Ferrari dagene, Alboreto). Senere blev til en sejr i Le Mans (igen sammen med Alboreto og en eller anden fyr ved navn Tom Kristensen). Johansson havde simpelthen fået to store chancer i Formel 1, flere end de fleste får, og han havde ikke brugt dem godt nok.
ANDREA DE CESARIS, BRABHAM-BMW
At finde en der var værdig til den sidste plads, var svært. Fabi og Cheever scorede begge en del point. Warwick kørte fornuftigt. Palmer var den bedste uden turbo. Når valget så falder på en kører, der eller er mest kendt for at køre af banen, er det lidt et symptom på 1987. Ikke engang de bedste levede op til deres allerbedes i denne sæson, og derfor er de Cesaris på listen. Hans fik job hos Brabham fordi der ikke var andre! Men han klarede det godt, godt nok gennemførte han kun et løb, men der blev han nr. 3. De fleste gange var det mekanikkens fejl at han ikke gennemførte og han var ganske hurtig, som altid, i tidskørsler.
Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com
