F1JOURNAL.COM / F1 HISTORIE / ARTIKEL


ENDELIG PROST
Selvom man ikke rigtigt kan tale om at Alain Prost blev snydt i 1984, VM afgørelsen var reel nok, er det alligevel nærliggende at føle, at skæbnen havde været hård ved den lille franskmand. I tre sæsoner havde han ubetinget været feltets bedste kører, men det afgørende held – det manglede han. I 1985 virkede Prost rigtig opsat på at vinde en VM titel. At have været så tæt på to gange kan enten knække en mand, eller gøre ham endnu mere stædig. I Prosts tilfælde blev det det sidste.

Hvis man i 1985 havde vidst at der skulle gå 18 år før man fik en sæson, der havde den samme grad af variation og spænding, så havde man sikkert nydt det lidt mere dengang, men faktum er, at i 1985 virkede sæsonen ikke så bemærkelsesværdig. Sæsonen gav sejre til otte forskellige kørere i fem forskellige biler. Men set over en hel sæson var der ingen rigtig trussel mod Prost og McLaren.

Sæsonen startede, som vanligt, i Brasilien. Af de engelske bookmakere var Piquet udnævnt til at være forhåndsfavorit til VM titlen. Den dobbelte brasilianske verdensmester havde i 1984 været den absolut hurtigtste i sin Brabham-BMW, men gang på gang var han udgået med en defekt turbo. Til 1985 mente man, at man havde fået kureret turbo problemerne, så tanken om triumf til Piquet og Brabham var nærliggende. En faktor man måske ikke havde taget højde for, var at Brabham havde skiftet dækleverandør fra Goodyear til Pirelli, og de italienske dæk var lidt en ubekendt faktor.

Den anden store favorit var Ferraris Michele Alboreto. Selvom 1984 ikke havde været en ubetinget god sæson for det italienske team, var der lys forude. De havde fremstillet en smuk bil, der i grove træk lignede forgængeren, men havde fået slebet kanterne af. Deres store force var Goodyear dækkene som de havde kørt med i nogle år. Ferrari havde foretaget en stor del af Goodyears udviklingsarbejde og bil og dæk passede sammen. Det gav dem en klar fordel, på papiret i al fald, over rivalerne fra McLaren.

VM vinderne fra 1984 havde benyttet sig af Michelin dæk på deres vej mod mesterskaberne. Men det franske firme havde trukket sig fra Formel 1 med udgangen af 1984. Det betød at McLaren nu skulle køre på Goodyear dæk, der var udviklet af Ferrari, med en bil, der i bund og grund var tilpasset Michelin dæk.

Vinterpausen havde ikke budt på de store kørerrokeringer. Mansell var blevet fyret hos Lotus, til fordel for Ayrton Senna. Lidt kontroversielt, da den unge brasilianer havde en kontrakt med Toleman, som han havde kørt for i 1984. Mansell var i stedet havnet hos Williams. Egentlig ville de have haft Derek Warwick, men han valgte at blive hos Renault, og så var vejen banet for Mansells langvarige, men ikke altid lige lykkelige, samarbejde med Williams.

Jacques Laffite havde forladt Williams teamet, til fordel for Liger, hvor han havde kørt fra 1976 – 1982. Den 41 årige franskmand havde valgt at vende hjem til det team, hvor han havde haft sin bedste sæsoner, for at afslutte karrieren.

Tre nye teams så dagens lys i 1985. Det tyske Zakspeed team dukkede op. Uden for alvor at gøre sig bemærkede levede de en tilværelse i bunden af F1 frem til 1989, hvor de med Yamaha motorer præsterede så uendeligt lidt at teamet lukkede.

Sidst på sæsonen dukkede det amerikanske Beatrice team op. Det var opkaldt efter sponsoren, og havde store ambitioner og en 39 årig Alan Jones som kører. Det sidste team der dukkede op i 1985 var ingen ringere end det evigt vedholdende Minardi team. Ligesom i dag, lå teamet dengang som oftest bagerst.


Før sæsonstarten var Piquet regnet blandt favoritterne. Virkeligheden skulle vise sig at være en helt anden

EN SUPERSTJERNE FØDES
Da bilerne ankom til det første løb i Brasilien manglede der nogen. Det engelske Toleman team, havde udover Ayrton Senna, mistet deres dækleverandør. Det var meningen at Avon skulle have leveret dæk til teamet, der havde ansat Stefan Johansson og John Watson som kørere. Men Avon trak sig fra aftalen, og hverken Goodyear eller Pirelli var umiddelbart interesserede i at levere dæk til Toleman. Det betød tilgengæld at Johansson var klar til at drøne ud for Tyrrell, da bossen Ken Tyrrell havde suspenderet Stefan Bellof fra teamet, på grund af uoverensstemmelser.

Alboreto havde pole foran Rosberg i en tilsyneladende velfungerende Williams-Honda. Og godt nok kom italieneren godt fra start, men hurtigt viste det sig, at det der med McLaren og Goodyear sådan set fungerede en hel del bedre end man tidligere havde forestillet sig. Prost kom foran og vandt løbet, dog kun med tre sekunder ned til Alboreto. De Angelis og Arnoux kom på de næste pladser, men var en omgang efter. Tambay og Laffite fik de sidste to pointgivende placeringer, mens Tyrrell reserven Johansson sluttede som nummer 7. Williams bilerne var måske både pænere og hurtigere end året før, men helt holdbare var de ikke endnu. Det var Brabham heller ikke. Bookmakernes VM favorit, Piquet, holdt kun to omgange – og havde heller ikke været for imponerende i tidskørslen.

Sæsonens andet løb var blevet lagt i Portugal på Estoril banen, der ikke mange måneder forinden havde lagt asfalt til sæsonfinalen 1984. Men i ’85 var løbet altså flyttet frem til foråret – det blev det aldrig igen! Der var hele løbet et ganske modbydeligt regnvejr, som dog ikke forhindrede pole manden Senna i at storme afsted. Den første sejr var aldrig for alvor truet, specielt ikke efter at nærmeste konkurrent, Prost, spandt af den våde bane efter 30 omgange. Senna vandt med over et minut ned til nummer 2 – Alboreto igen. Nogle kørere vinder deres første sejr ved et sammenspil af tilfældigheder, få kører vinder deres første sejr ved at føre hele løbet igennem. Den dag på Estoril blev en superstjerne for alvor født. Tambay tog 3. pladsen – en omgang efter. De Angelis, Mansell og Bellof tog de sidste pointgivende pladser.

Ferrari præsenterede en ny kører til løbet i Portugal. På trods af den hæderlige 4. plads i Brasilien besluttede man sig for at skille sig af med René Arnoux. Officielt var af helbredsmæssige årsager at den 37 årige franskmand forlod teamet. Uofficielt havde der gennem lang tid været intern uro i teamet. Svenskeren Stefan Johansson, der i 1984 havde været vikar i Toleman, og som skulle have kørt for det engelske team, der stadig ingen dæk havde, i 1985, havde i Brasilien leveret en fin præstation for Tyrrell. Ferrari købte ham fri af hans kontrakt med Toleman og så var svenskeren pludselig Ferrari kører. Hans præstation i Portugal var hæderlig indtil han med fem omgange tilbage måtte udgå.


Ayrton Senna vandt sine to første sejre i denne smukke Lotus

AT SEJRE ELLER IKKE AT SEJRE
McLaren havde i de to første løb kunne konstatere at de havde omkring 10 kg brændstof tilbage i bilen. På grund af de daværende vægtregler, der blot vejede bilen som den stod efter løbet, besluttede McLaren sig for at spare lidt på ballasten i bilen til det næste løb i San Marino. Det skulle vise sig at være fatalt. I løbet duellere franskmanden længe og inderligt med Senna om førstepladsen. Brasilianeren havde skruet lige lovligt højt op for turbo-trykket og brugte en del mere benzin end godt var. Men han havde ikke skruet så højt op at det virkede mistænkeligt.

Derfor prøvede Prost at holde trit med Lotusen. Også svenske Stefan Johansson blandede sig i topstriden og førte på et tidspunkt, ganske kort, løbet. Det var efter at Senna var udgået fordi hans bil var løbet tør for benzin, og inden han selv gjorde det. Det betød at vejen var banet for en sejr til Prost, der også kørte over målstregen med 40 sekunders forspring til de Angelis i den anden Lotus. Men på vej rundt på æresrunden løb Prost tør for benzin og ansigterne i McLarens pit skiftede karakter fra glæde til det let bekymrede. Og det var ikke uden grund: McLaren raceren viste sig at være 2 kilo for let i forhold til reglerne. De Angelis fik tilkendt sejren og Prost var diskvalificeret. Så efter tre løb havde Prost stadig kun 9 point, mens Alboreto havde 12 og de Angelis havde 16.

Belgieren Thierry Boutsen arvede 2. pladsen. I sin Arrows racer havde Boutsen kørt et fornuftigt løb og mens andre var faldet fra i slutningen af løbet, kravlede Boutsen op gennem feltet og tog karrierens første podieplacering. Tambay tog endnu engang 3. pladsen, mens den regerende mester Niki Lauda fik sine første tre point for en 4. plads. Mansell blev nr. 5, mens Johansson reddede sig en 6. plads.

I Monaco havde Ayrton Senna for tredie gang i træk pole-position. Men alligevel var det andre kørere der til sidst stjal billedet. Sennas løb varede kun 13 omgange inden motoren sagde farvel. Den første der bragte sig i fokus var Tambay, der indtil nu havde haft en god sæson i Renault. Men ligesom året før varede hans løb i Monaco kun indtil første sving. For andet år i træk placerede han Renaulten i barrieren og måtte gå fra løbet uden at have gennemført en eneste omgang.

Den næste der for alvor bragte sig i fokus var Riccardo Patrese, der havde haft en uimponerende sæson i Alfa Romeo. På 16. omgang ville Piquet, hvis sæson heller ikke havde været imponerende, gerne forbi. Men Patrese var ikke så interesseret i at lade sig overhale, så da Piquet på opløbsstrækningen ville trække indenom italieneren, lavede Patrese en manøvre der er gået over i historien som en af de absolut dummeste. Han ikke bare blokerede for Piquet, nej, han skar på tværs af banen og kørte ind foran Brabham raceren i samme skrå vinkel som de gør i dårlige politiserier når de skal spærre vejen for forbryderne. Sammenstødet var uundgåeligt. Vragdele fløj rundt i alle retninger og bilerne dansede de smukkeste piruetter inden de endelig holdt stille. Begge kørere kunne kravle uskadte op fra siddebrøndene. Nelson Piquet var ikke specielt imponeret, men i modsætning til da Salazar pillede ham af banen i Tyskland i 1982, reagerede han ikke aggressivt overfor Patrese. De to havde kørt sammen for Brabham i to sæsoner og deres gensidige respkekt for hinanden hjalp lidt på den pinlige situation.

Tilbage i front af løbet var det Prost der stormede afsted med Alboreto i hælene og sådan endte det også. De Angelis blev nummer 3 og bevarede lige præcis førstepladsen i VM. Situationen var lidt mærkelig i Lotus teamet. Senna var klart den hurtigste mand, men det var de Angelis der lå og kæmpede om VM. De øvrige point gik til de Cesaris i Liger, Warwick i Renault og Laffite i den anden Ligier.


Svenskeren Stefan Johansson blev hentet ind hos Ferrari som afløser for Arnoux.

RØD DOMINANS I CANADA
Selvom Lotus igen, dennegang med de Angelis, havde pole i Canada, var det de røde Ferrari racere der stjal billedet. Fra anden startrække dominerede de løbet og endte med en 1-2 sejr, med Alboreto forrest. Stefan Johansson var stadig den nye dreng i teamet og hans andenplads betød at han for alvor rykkede ind i folks bevidsthed som mere end en erstatsningskører. Prost besatte den sidste podieplads, mens teamkammeraten Lauda endnu engang måtte forlade et Grand Prix uden point. Efter fem løb havde den regerende verdensmester kun sølle tre point for en enkelt fjerdeplads. Mens Prosts bil holdt gang på gang, var det Lauda der fik alle de mekaniske defekter som McLaren overhovedet kunne opdrive.

Keke Rosberg blev nummer 4 i Canada og var dermed a point med Lauda. Den tidligere finske verdensmester havde ofte været med fremme i løbene, men hidtil var det altså ikke blevet til nogen point. De Angelis tog 5. pladsen – femte løb i træk med point til italieneren, der samtidig var under voldsomt pres internt i teamet, på grund af Ayrton Sennas åbenlyse hurtighed. Mansell tog et enkelt beskedent point efter en anonym indsats.

Detroit blev aldrig nogens favorit bane i Formel 1. Den lidt kantede bybane manglede både charme og gode overhalingsmuligheder. For nogen markerede løbet i 1985 dog lidt et vendepunkt i sæsonen. Først og fremmest for Keke Rosberg, der var i en klasse for sig selv. I 1982 og 83 havde finnen også leveret fine præstationer i bilernes hjemby, men sejren havde han endnu tilgode. Men den kom i 1985 og dermed var finnen også igen en faktor, omend stadig en lidt fjern faktor, i den samlede stilling. Specielt hvis Williams-Hondaen nu kunne holde – for hastigheden var der ingen tvivl om. Johansson blev 2’er foran Alboreto. Alboreto havde ikke haft al heldet på sin side i løbet og var mod slutningen ved at hente sin svenske holdkammerat, men det lykkedes altså ikke. Stefan Bellof blev nummer 4 og hev dermed tre point hjem til Tyrrell, mens Brundle i den anden Tyrrell havde grund til at være skuffet. Året før havde han fået en fanstatisk andenplads i Detroit, en placering han blev frataget, da Tyrrell blev diskvalificeret fra alle løb. I 1985 kørte det godt igen for Brundle, der lå på en 4. plads, da han skulle overhale en RAM med en omgang. Men Manfred Winkelhock havde ikke set Brundle og tværede hans Tyrrell ind i betonmuren. Exit en meget skuffet Brundle.

De Angelis hentede, selvfølgelig, point – igen, mens Nelson Piquet med en 6. plads fik sæsonens første lille point. Ikke tilfredstillende for en tidligere dobbelt verdensmeter. Og ambitionerne om at vinde VM var da også helt væk på dette tidspunkt. For McLaren var Detroit ikke noget godt løb. Både Lauda og Prost måtte udgå med defekte bremser.

I Frankrig kørte man i år løbet på Paul Ricard, fremfor Dijon. Løbet er en god illustration f verdensmester Laudas 1985 sæson. Han havde kvalificeret sig til start rimeligt godt, som nummer 6. I løbet kørte han sig hurtigt op til en 3. plads, men efter 30 omgange ville gearkassen ikke mere, og Lauda kunne endnu engang konstare at point kontoen kun indeholdt tre point.

En anden tidligere mester fik tilgengæld succes i Frankrig. Nelson Piquet havde indtil nu haft en ganske skrækkelig sæson, men i Frankrig kørte tingene som smurt for brasilianeren. Han startede som nummer fem, kom hurtigt i front efter en duel med Rosberg, og vandt løbet med seks sekunders forspring til finnen. Prost tog 3. pladsen foran Johansson, med de Angelis og Tambay på de følgende pladser. De Angelis havde nu scoret point i alle syv løb. Men hvor han i starten af sæsonen havde virket som en mulig outsider – måske presset til at yde sit bedste af den nyankomne Senna, så virkede hans tre femtepladser i streg ikke imponerende, snarere som et udslag af tilfældigheder.


Kamera på bilerne var en nyhed i 1985. Dog var de lidt mere fikse end den model Warwick leger med her.

KAOS I ENGLAND
Englands Grand Prix i 1985 blev afbrudt da et regnvejr lagde sig over banen og en hulens bunke biler drønede af banen – samme sted! Dengang tog det tre dage inden resultatet forelå. Ti år senere skulle englænderne igen være værter for et kontroversielt løb, og dennegang klarede de ovenikøbet selv at lave rav i den, uden hjælp fra vejrguderne.

Tre kørere dominerede løbet. Først Rosberg, der havde pole og som stormede afsted. I tidskørslen havde finnen sat den hurtigste omgang, ikke bare på banen, men på nogen Formel 1 bane. En rekord der først blev slået for nylig. Men efter små tyve omgange fik han problemer og blev overhalet af de næste to hovedpersoner, Ayrton Senna og Alain Prost. Senna var hurtigst, men Prost hang godt ved ham. Et par gange lykkedes det for Prost at komme forbi Senna, men braslianeren svarede hurtigt igen. Det var let at mistænke den unge Lotus kører for at sidde og skrue op for turbotrykket, når han synes det gik for langsomt. Efter 60 omgange parkerede han i al fald bilen nærmest på målstregen – hvilket ville have været meget godt ramt, hvis ikke det altså var fordi der stadig var seks omgange tilbage. Officielt hed det sig at indsprøjtningen var gået i stykker, men det er svært at tro at det hidsige tempo ikke havde noget med det hele at gøre.

Prost og Sennas høje tempo havde gjort at de havde passeret alle andre kørere med mindst én omgang. Uden Senna betød det så at Prost var helt alene i front, med Alboreto lidt over en omgang efter. Alboreto havde kørt et rigtig kedeligt løb. Han var klatret op i feltet gennem andres uheld, og da Lauda udgik efter 57 omgange, var italieneren i en top 3 og nu hvor Senna var væk var han toer. Men ret skal være ret – den dag på Silverstone havde Alboreto nok i virkeligheden været den klogeste. Heldet var bare overhovedet ikke på hans side den dag.

Da Prost afsluttede sin 65. omgang og skulle til at køre sidste runde, blev han mødt af det ternede flag – løbet var slut. Prost havde vundet, en omgang foran Alboreto. Der hvor historien bliver virkelig god, er da Prost løbet tør for benzin en kilometer ude på det egentlig skulle have været sidste omgang. Alboreto på sin side, havde kørt konservativt og havde rigelig med benzin til at køre de to omgange han egentlig manglede. Så hvis ikke løbet var blevet flaget af en omgang for tidligt, havde Prost haft en sejr mindre i karrieren. Alboreto var ikke fornøjet efter løbet.

Det var tilgengæld Jacques Laffite, Ligiers veteran. Han havde nemlig gaflet sig en 3. plads og var dermed på podiet for første gang i næsten tre år. På podiet er selvfølgelig så meget sagt, for han noget aldrig på podiet. Halvvejs ude på æresrunden løb også han tør for benzin. Piquet, Warwick og Surer, der havde afløst den uduelige Hesnault i Brabham, tog de tre andre pointgivende pladser.

Midtvejsstillingen efter den kontroversielle afslutning i England var, at Alboreto førte med 37 point foran Prost med 35. De Angelis havde 26 og Rosberg havde 18. VM lignede et opgør mellem Ferrari og McLaren. McLaren havde været de hurtigste, men Ferrarien havde været mere stabil.


Lauda sæson var resultatmæssigt sløj, selvom han flere gange var med i front.

VERDENSMESTER I FOKUS.
De næste tre løb blev vendepunktet for sæsonen. Det startede i Tyskland, hvor løbet var rykket fra Hockenheim til Nürburgring. På pole havde vi italieneren Teo Fabi i Toleman. Toleman havde til Monacos Grand Prix fået løst deres dækproblem og havde nu fået Pirelli til at levere gummi til hjulene. Indtil videre havde de gjort det hæderligt i sæsonen, uden at det på nogen måde var prangende. Bilen var en viderudvikling af sidste års model, der jo havde haft Senna som chauffør, og tøjfirmaet Benetton sponserede. Ved siden af sig havde Fabi en Ferrari, men ikke Alboretos – den holdt nede som nummer otte, men Johanssons. Men ingen af de to imponerede da starten gik, begge faldt de langt tilbage i feltet. I stedet var det Rosberg og Prost der så ud til at ville dominere løbet. Rosberg måtte dog udgå mod slutningen, men allerede på det tidspunkt var Alboreto kommet bagfra og havde overtaget kontrollen med løbet. Efter den uheldige afslutning på Silverstone, ville en sejr i Tyskland da også være en slags retfærdighed. Prost tog 2. pladsen. Jacques Laffite kørte et inspireret løb og havde en lang duel med Mansell om 3. pladsen. En duel Laffite til sidst vandt. Om det var fordi han aldrig nåede podiet i England, at den gamle Laffite var så aggresiv skal være usagt, men dennegang fik han lov at stå på skammelen efter løbet. Boutsen hentede en flot 4. plads – foran Lauda, der for en gangs skyld gennemførte, mens Mansell i en problemfyld Williams tog det sidste point.

På trods af den relative succes i Tyskland var Laudas dage i Formel 1 talte. Det havde de faktisk været et stykke tid, men først da McLaren havde en kontrakt med Rosberg for 1986, offentliggjorde den 3-foldige verdensmester at han, igen, ville gå på pension, i forbindelse med Østrigs Grand Prix. I modsætning til karrierestoppet i 1979, hvor han forlod banen midt under en træning, ville Herr Lauda dog køre sæsone færdig dennegang. Og at han mente det med at køre alvorligt kunne man så i tidskørslen. Der sluttede han som nummer tre, og virkede stærkt opsat på en sejr.

Løbet blev flaget af efter en halv omgang, på grund af fejl i startproceduren, lyset skiftede fra rødt til grønt og tilbage igen – og halvdelen af feltet tøvede et øjeblik. Men i anden ombæring kom løbet i gang om hvem andre end Lauda kom til at dominere det. Det vil sige, lige indtil hans efterhånden traditionelle mangel på held satte ind og motoren gik i stykker efter 39 omgange. En sejr på hjemmebane i sin sidste sæson stod ellers højt på østrigerens ønskeseddel. Men i stedet gik sejren til Prost, der havde et halvt minuts forspring til Senna, der måtte køre langsomt mod slutningen da han, igen, havde brugt en anelse for meget benzin. Men han gennemførte og fik for anden gang i sæsonen point. Den unge brasilianer var måske alligevel ved at blive voksen.

Efter Senna kom de to Ferrari racere, med Alboreto forrest. Det skulle vise sig at være sidste gang i 1985 at en Ferrari kom på podiet. De Angelis var tilbage i pointene, men nu så langt efter i den samlede stilling, at hans rolle var udspillet, og Surer tog 6. pladsen. Resultatet betød at Prost og Alboreto havde lige mange point – 50 – og der var seks løb tilbage. Det tegnede til en spændende sæsonafslutning, det blev det også – bare ikke på den måde.

Nelson Piquet havde pole-position i Holland. Det var den anden pole i sæsonen til Pirelli dæk, og det virkede som om de var begyndt at røre på sig. Men for Brabham var det en stakket frist. Efter syv sæsoner hos Brabham var han nu på vej til Williams for at afløse Keke Rosberg – der var nummer to i kvalifikationen i Holland. Men i virkeligheden er der ingen af de to, der i denne sammenhæng er interessante. Piquet sluttede uden for pointene og Rosbergs bil holdt kun 20 omgange.

Interessant var derimod duellen om 3. pladsen som blev udkæmpet intenst mellem Senna og Alboreto, med Senna som vinderen. 0.4 sekund skilte de to på målstregen. Endnu mere interessant var duellen om sejren.
Selvom Lauda havde haft en skrækkelig sæson, forventede de fleste at han ville hjælpe Prost til sejr i VM, hvis han kunne. I Holland kunne han have givet Prost en stor hånd på vej mod tronen, men sådan gik det ikke. Lauda kom i front for løbet på grund af forskellige pitstop, og Prost var et stykke bagefter. Med kun få omgange tilbage var Prost helt oppe i østrigerens gearkasse. Spændingen var stor – ville Prost få lov at vinde? Umiddelbart så det ikke sådan ud. Lauda leverede et smukt eksempel på effektiv defensiv kørsel. Ikke som man kan se i dag, hvor kørerne zigzagger over banen, men med tidlige nedbremsninger og brede linjer gennem svingene. Prost virkede frustreret og dansede rundt over hele banens bredde for at finde et sted Lauda ikke havde dækket. Men den gamle ræv havde dækket det hele. Var opgøret mellem Senna og Alboreto tæt, så Lauda og Prosts duel meget tæt. 0.2 sekund var der imellem de to, da Lauda krydsede stregen og vandt karrierens 25. og sidste sejr.

Efter løbet blev Lauda spurgt hvorfor han ikke havde ladet Prost vinde. Lauda svarede, at han da var sikker på at Prost ville vinde VM, og det skulle vel ikke hedde sig at han vandt det fordi Lauda havde lukket ham forbi. Men hvis det virkelig brændte på senere, så skulle han nok hjælpe til.


Ferrari gik i stå henover sommeren og det kostede Alboreto chancen for VM

FERRARI FIASKO PÅ HJEMMEBANE
Til løbet i Italien var der sket et par ændringer. Andrea de Cesaris havde fået en fyreseddel af Ligier, til dels på grund af en række yderst spektakulære saltomotaler han lavede i Østriger. Han blev erstattet af franskmanden Philippe Streiff.

Men de Cesaris var ikke den eneste kører der manglede i Italien. Den talentfulde tysker Stefan Bellof var ugen inden blevet dræbt i et sportsvognsløb. Et stort tab for motorsporten.

Ny mand i feltet var den tidligere verdensmester Alan Jones. Den 39 årige australier gjorde comeback for det helt nye Beatrice team. Men det var nu ikke meget man fik set til Jones i løbet.

Senna havde pole foran Rosberg, men Rosberg kom, om ikke bedst fra start, så i al fald først igennem første chikane. Men dermed var Sennas trængsler ikke forbi. Den næste der kom forbi ham var holdkammeraten de Angelis. Senere kom også en hårdt kæmpende Niki Lauda. Lauda kæmpede sig videre forbi de Angelis og indledte jagten på Alain Prost, der var 2’er. Men Laudas næsevinge knækkede og han måtte en tur i pit og røg langt ned i løbet og udgik senere. Men østrigeren lignede på ingen måde en pensionsmoden racerkører.

Italienerens favorit var selvfølgelig VM kandidaten Michele Alboreto i Ferrari, men han havde et dårligt løb og endte med motorproblemer og VM endnu længere væk end inden løbet. For hans konkurrent Alain Prost vandt nemlig sæsonens femte sejr, da Rosberg mod slutningen både skulle have skiftet dæk og fik problemer med mekaniken. Finnen udgik efter 44 omgange med motorproblemer.

Piquet blev nummer to i Brabham, efter at have været i pit allerede på 3. omgang. Men flot kørsel sendte ham tilbage op gennem feltet til en sjælden podieplacering. Sæsonen havde ikke været god for den dobbelte verdensmester og det var ganske forståeligt at han nu havde skrevet kontrakt med Williams, der med Honda motorene igen var på vej mod at være et topteam.

På trods af problemerne med alle dem der overhalede ham, nød Senna godt af folks tekniske problemer og da Lauda udgik arvede brasilianeren 3. pladsen og de fire point. Surer tog 4. pladsen mens Johansson som nummer 5 hentede to point til Ferrari, ikke lige det tilskuerne havde håbet.

Efter den tre fantastiske baner i træk (Österreichring, Zandvoort og Monza) skulle man nu til den mest fantatiske af dem allesammen, Spa-Francorchamps i Belgien. Løbet skulle have været kørt mellem Monaco og Candas GP’er, men den nye asfalt belægning havde været for ny og kørerne nægtede at køre løbet, der så blev udsat til efteråret, hvor det blev kilet ind mellem Italien og Det Europæiske Grand Prix.

Niki Lauda manglede i startopstillingen. Østrigeren var kørt galt i træningen og havde brækket en hånd. Hans teamkammerat Prost havde pole foran Senna. Men på den regnvåde bane var det brasilianeren der spurtede afsted da starten gik – og så var der ellers ingen der så brasilianeren den dag.

Mens banen i et hastigt tempo tørrede op, blev Prost angrebet af Mansell, der virkede i rigtig god form. Englænderen kom forbi på 4. omgang, cirka samtidig som at Alboreto måtte udgå med en ødelagt motor. Prost var et skridt nærmere VM. Den anden Williams med Keke Rosberg kom også forbi Prost, men Rosberg fik igen problemer og måtte en tur i pit. Dennegang var han dog i stand til at vende tilbage til løbet og hente sig en 4. plads efter Senna, Mansell og Prost. 2. pladsen i løbet af Nigel Mansells hidtidige bedste resultat, så det varn glad englænder der efter løbet bortforklarede en fuldstændig unødvendig tur igennem sandet.


Efter mange forsøg vandt Mansell endelig sin første sejr.

DRAMATIK PÅ BRANDS HATCH
Det mest dramatiske løb i 1985 var Det Europæiske Grand Prix på Brands Hatch. Ny mand i feltet var den unge italiener Ivan Capelli, der havde overtaget Stefan Bellofs plads i Tyrrell. Men det var ikke ham der bragte sig i fokus i kvalifikationen. Det var derimod Philippe Streiff, der blot kørt sit tredie løb for Ligier. Franskmanden havde kvalificeret sig som nummer fem, lige foran Alain Prost. Prost skulle have to point mere end Alboreto for at VM var i hus. Det faktum at Alboreto holdt som nummer 15, gjorde at det virkede sandsynligt at VM ville blive afgjort.

McLaren havde også en ny kører med til løbet. Lauda var stadig ude med en brækket hånd og som vikar havde de hyret 39 årige John Watson der havde kørt for teamet 1980 – 1983. Dermed fik den nordiske veteran et allersidste Formel 1 løb, og så skulle han endda komme til at være en anelse i fokus.

Senna havde pole, foran Piquet, Mansell og Rosberg. Mansell virkede opsat på at vinde. Han havde været hurtigts i opvarmningen og da løbet startede angreb han med det samme. Desværre oversatsede han en anelse og blev sat lidt tilbage. Dog ikke så langt tilbage som Alain Prost der oversatsede endnu mere og prøvede hvordan en McLarens evner som plæneklipper var. Resultatet var ikke overbevisende – og Prost var langt nede i feltet.

I front var Rosberg kommet forbi Piquet og kæmpede intenst med Senna. Ayrton Senna var i sin karriere kendt for mange ting, en af dem var at han nogen gange måske kørte lige vel på kanten af hvad der kan karakteriseres som god opførsel. Denne dag på Brands Hatch havde han i al fald ladet de gode manerer bliver hjemme. Da Rosberg prøver at køre indenom igennem et sving gør brasilianeren sig mere end bred og skubber Rosberg helt ud i sandet. Finnen spinder og bliver ramt af Piquet. Dermed slutter brasilianerens løb. Mansell kommer forbi Rosberg, som dog får vendt snuden i den rigtige retning, men så viser næste problem sig. Næsen på Piquets bil har punkteret Rosbergs baggæk og finnen må en tur i pit og have dækkene skiftet.

Efter et hurtigt dækskifte kom Rosberg drønende ud af pitten, lige inden Senna kunne sætte ham en omgang tilbage. Og så kom Rosbergs hævn. Mens Senna lagde an til overhaling accelerede Rosberg og efterlod et hul ved siden af Senna, som Mansell var hurtig til at smutte igennem. Mansell var ny mand i front og Rosberg havde overhovedet ikke nogen intention om at slippe Senna forbi. Tværtimod viste det sig at han nogle få omgange senere kom forbi Mansell og trykkede speederen i bund for at komme fremad i feltet. Da løbet sluttede og Mansell havde vundet sin første sejr, var finnen 58.5 sekunder efter – på en 3. plads. Fremragende kørsel af Rosberg!

Undervejs havde han blandt andet overhalet Alain Prost der sluttede på en 4. plads og sikrede sig sin første VM titel, da Alboreto var udgået med en brændende motor. Om det var fordi at italieneren var så skuffet over Ferrari teamets præstationer på det sidste er ikke til at vide, men stædigt kørte han næsten en hel omgang med flammer ud af bagende, og ned i pitten og parkerede foran mekanikerne – måske i det forfængelige håb at han kunne brænde en enkelt af dem af?

Prost blev hjulpet lidt af den tilbagevendte Watson, der forsinkede Johansson i Ferrari en smule, da han skulle sættes en omgang tilbage, så Prost langt om længee kunne finde en vej forbi

Men Rosberg og Mansell var ikke de eneste i topform denne dag. Den 41 franskmand Laffite, der netop havde besluttet sig for at tage en sæson til, kæmpede sig vej op gennem feltet. Hans første forhindring havde været Johansson/Prost duellen. Et par omgange lå han bagved Prost og lignede en mand der støttede sin gode ven og forretningspartner. Men pludselig strøg den blå Ligier forbi McLaren raceren og kort efter fandt han også en vej forbi Johanssons Ferrari.

Den næste i Laffites sigtekorn var Ayrton Senna, som han også hentede, inden motoren besluttede sig for at den alligevel ikke gad køre alle omgangene. Schweizeren Marc Surer, i den anden Brabham var også kommet forbi Senna og lå på en 2. plads, men måtte udgå med 13 omgange tilbage. Det ville ellers have været det bedste resultat i den sympatiske Surers karriere. Så selvom Senna blev overhalet af både veteranen Laffite og den ret upåagtede Surer sluttede han alligevel på en lidt ufortjent 2. plads.


Veteranen Laffite overraskede mange med sine resultater og fik sin bedste sæson siden 1981.

SÆSONEN SLUTTER

Formel 1 havde i mange år kørt et årligt løb i Sydafrika. Men i 1985 var verdenen blevet opmærksom på at Apartheid ikke var nogen sympatisk politik. Det, kombineret med uroligheder, Sydafrikas Grand Prix til en politisk varm kartoffel. Alle var enige om, at man ikke skulle køre der mere, men skulle løbet i 1985 aflyses?

Et argument var at VM alligevel var afgjort, så det kunne vel hverken gøre fra eller til. Generelt delte kørerne sig i to lejre, de der mente af løbet skulle aflyses på grund af politik, og de der mente at man skulle køre på grund af det sportslige. De sportslige og økonomiske hensyn vandt. Næsten. De to franske team, Ligier og Renault, valgte at blive væk fra løbet. Det betød at Philippe Streiff var fri til at køre for Tyrrell i stedet for den urutinerede Capelli.

Niki Lauda var tilbage i sin McLaren og havde et godt løb indtil han, igen igen, fik problemer med bilen, netop som duellerede med Prost. Men dagens mand var ikke Lauda, men Keke Rosberg. Finnen lavede en dårlig start, kæmpede sig tilbage. Overtog føringen fra Mansell. Spandt af banen og landede i en sandkasse, kom igang igen. Hastigt er han på vej tilbage mod toppen, da han bliver nødt til at skifte dæk. Og alligevel når han at blive nummer 2 i løbet, 7.5 sekund efter Mansell, der vinder sin anden sejr.

Mansells store held var at han var cirka 20 meter efter Rosberg da denne spandt i en oliepøl, og takket været en hurtig reaktion fik englænderen styret uden om både olie og Rosberg.

I den anden ende af feltet havde løbet været ganske kort for de to Alfa Romeo kørere Riccardo Patrese og Eddie Cheever. Teamet havde haft en ganske grufuld sæson, og ledelsen havde besluttet at de, ligesom Renault, ville forlade Formel 1. I Sydafrika blev bunden alligevel nået for det italienske team, da Cheever pillede en mildt sagt utilfreds Patrese af allerede inden de var nået over startlinjen.

Med Mansell sejr sluttede en epoke i Formel 1. Først efter apartheid regimets fald vendte Formel 1 tilbage til Sydafrika. Men selvom banen hed det samme, var den for altid ændret. Væk var den fantastiske langside, en af de længste i Formel 1. Da man vendte tilbage i 1992 var det i øvrigt Mansell der vandt...

Sæsonafslutningen i 1985 var henlagt til den australske by Adelaide på den fantastiske semi-bybane, der altid var god for et godt løb, indtil Bernie og Co. flyttede løbet til den kedsommelige Albert Park.

Det var første gang man skulle køre Formel 1 i Australien og manden i fokus var selvfølgelig Alan Jones, der dog måtte udgå med elektriske problemer tidligt i løbet. En anden australsk verdensmester, Jack Brabham dukkede også op og kørte et par omgange i en af sine gamle racere.

De 82 omgange i Adelaide skulle vise sig at være hårde for en Formel 1 racer. Historien skulle vise at overraskende resultater i Adelaide var mere reglen end undtagelsen. Af de 25 startende var der kun syv der gennemførte.

I fokus kom de to kamphaner Rosberg og Senna. Mansell strøg ud allerede på første omgang med gearproblemer og Prosts solide Porsche motor demonstrerede at også den var i stand til at ryge. Og dermed var vejen banet for en hæsblæsende duel med kun deltagere, en slags fortsættelse til Brands Hatch.

Ayrton Senna demonstrerede to ting i løbet. Dels at han var afsindig hurtig, hvis man ikke havde opdaget det endnu, dels at han endnu var for umoden til at være rigtig god. Igennem flere sving kom han alt for langt ud og senere ramte han Rosbergs baghjul, netop som finnen var på vej i pit. Sennas næse blev ødelagt og dermed blev den Lotusen også sværere at styre, hvilket den unge Senna åbenbart havde lidt svært ved at vende sig til. I al fald lykkedes det ham at komme så tæt på en mur at han også rev den anden vinge af. Under en nedbremsning, bremsede han også for sent og strøg en tur igennem en sandkasse – og forbi indkørlsen til pitten! Derinde stod mekanikerne ellers klar med en ny næse. Resultatet var at Rosberg indhentede Senna, der nu måtte give sig og køre ind til en næsetransplantation.

Ude på banen kom han igen i problemer, dennegang med en vis Herr Lauda der var opsat på at få lidt sjov ud af karrierens sidste løb. Da Rosberg igen må i pit, bliver Senna/Lauda duellen til en kamp om 1. pladsen. Og lugten af sejr trak åbenbart stadig i Laudas næsebor, rimelig let slap han forbi Senna og gik igang med at udbygge et forspring. Det blev dog aldrig ret stort inden en bremsedefekt sendte bilen ud af kurs og ind i betonmuren. Og der, med snuden kvadret mod en betonmur sluttede Andreas Nikolas Laudas Formel 1 karrieren, en karriere der var startet 14 år tidligere i Østrig.

Senna lå nu i front, men hans problemer var ikke ovre. For lige bag ham lå Rosberg, der måske nok havde været i pit to gange, men han tilgengæld var han hurtig. Finnen kom forbi Senna, uden den store dramatik og få omgange senere fik brasilianeren problemer med motoren og måtte udgå.

Dermed var vejen banet for en udramatisk sejr til Rosberg, selv ikke et ekstra pitstop kunne true hans plads. Nummer 2 blev Jacques Laffite, der havde nydt godt af alle de frafald der havde været. Mod slutningen blev han presset af Streiff, der efter sit Tyrrell eventyr, var tilbage i den anden Ligier. På sidste omgang forsøgte Streiff lidt optimistisk at komme forbi Laffite, men ramte i stedet hans baghjul og ødelagde sig eget hjulophæng. Heldigvis kunne han trille i mål og stadig få en 3. plads, men hverken Laffite eller teambossen var særlig imponerede af hans hasarderede kørsel på banen. Capelli, der var tilbage i Tyrrellen blev nummer 4, foran Johanssons Ferrari. Det sidste point gik til Gerhard Berger, der også havde hentet to af slagsen i Sydafrika. Lidet anede man at den unge østriger skulle blande sig i toppen af Formel 1 de næste mange år.

Alboreto og Bellof i Monaco

VM 1985
1   Alain Prost McLaren-TAG 73 p.
2   Michele Alboreto Ferrari 53 p.
3   Keke Rosberg Williams-Honda 40 p.
4   Ayrton Senna Lotus-Renault 38 p.
5   Elio de Angelis Lotus-Renault 33 p.
6   Nigel Mansell Williams-Honda 31 p.
7   Stefan Johansson Ferrari 26 p.
8   Nelson Piquet Brabham-BMW 21 p.
9   Jacques Laffite Ligier-Renault 16 p.
10 Niki Lauda McLaren-TAG 14 p.
11 Thierry Boutsen Arrows-BMW 11 p.
     Patrick Tambay Renault 11 p.
13 Marc Surer Brabham-BMW 5 p.
    Derek Warwick Renault 5 p.
15 Philippe Streiff Ligier-Renault 4 p.
    Stefan Bellof Tyrrell-Renault 4 p.
17 René Arnoux Ferrari 3 p.
    Andrea de Cesaris Ligier-Renault 3 p.
    Ivan Capelli Tyrrell-Renault 3 p.
    Gerhard Berger Arrows-BMW 3 p.

TOP 10

ALAIN PROST
I en alder af 30 år, vandt den lille franskmand endelig sin første VM titel. Det havde ellers holdt hårdt. Siden 1982 havde han demonstreret at han var den bedste kører i klassen, men omstændighederne havde holdt ham væk fra tronen hvert år. Og selvom 1985 på papiret ser let ud, var han igennem den første del af sæsonen presset af Alboreto og Ferrari. Men Prost holdt ved og lavede kun en enkelt fejl – i Portugal. Sæsonen igenne udstrålede han den ro, som i pressede situationer kan gøre forskellen mellem succes og fiasko. En ro, som han ikke tidligere havde haft.


KEKE ROSBERG
Sæsonen igennem var den 36 årige finne med i front. Bilen var hurtig, men ikke specielt holdbar i starten. Det faktum gjorde at de aldrig for alvor kom ind i VM kampen. Derudover var Rosberg groft forfulgt af uheld på uheld. Men hele vejen igennem kørte han med klampen i bund og leverede suveræne omgangstider og dramatiske løb. En sand racer!

Rosberg var hurtig, men først mod slutningen var Williams for alvor med i front.

MICHELE ALBORETO
I sin anden sæson for det italienske team fik Alboreto sin eneste reelle chance for en VM titel. Og så reel var den så heller ikke. Inden sæsonstarten forventede mange at Ferrari ville have en fordel overfor McLaren, men sådan forholdt det sig ikke, i bedste fald var de jævnbyrdige og som sæsonen skred frem mistede det italienske team terræn. Men under omstændighederne levere Alboreto en fornem indsats, mens bilen fungerede var han stabiliteten selv og hentede podieplaceringer på stribe. Men stabil kørsel er ikke nok. Alboreto lignede aldrig en mester.

AYRTON SENNA
Den kun 25 årige Senna var utvivlsomt den hurtigste mand i feltet. Rigtigt mange poles blev det til, og rigtig mange gange blev han svigtet af materielet. To sejre blev det til i hans kun anden sæson, begge fantastiske flotte sejre under svære omstændigheder. Men andre gange skinnede hans manglende erfaring igennem. Dårlig dømmekraft i afgørende situationer trækker ned i karakterbogen. Men som Jackie Stewart sagde, så giv ham to sæsoner til, til at lære det, så skal I bare se. Og hvor fik han ret, den kære Stewart.

NIKI LAUDA
I sin sidste sæson gav østrigeren ikke op, selvom de fleste andre ville have mistet modet efter halvt så megen modgang. Hans tidkørsler var sjældent noget at prale med, men han formåede altid at bringe sig derop hvor det var sjovt – hvis altså ikke bilen gik i stykker inden. Den ene dag, da alting spillede i samme takt, lod han heller ikke chancen gå fra sig. Hårdt presset af teamkammerat Prost leverede Lauda den smukkeste og reneste form for defensiv kørsel. Også i Australien kom han i front, inden han udgik. Passende for en kører af det format at forlade cirkuset mens man ligger i front i vogn nummer 1.

NIGEL MANSELL
I starten af sæsonen stod Mansell en anelse i skyggen af lynhurtige Rosberg. Men da han havde vænnet sig til teamet og der kom styr på bilen, kom der også fart i den 32 årige britte. To sejre mod slutningen blev det til, og det lovede godt for den følgende sæson. Men endnu manglede han at vise om det et permanent talent, eller held.

ELIO DE ANGELIS
Mens de første seks kører er ganske lette at placere i forhold til hinanden, er det sværere med de fire sidste. Nuancer gør udslagene. De Angelis vinder bundracet her på top 10’en med sin præstationer først på sæsonen. Ankomsten af Senna ansporede uden tvivl italieneren til at yde sit bedste, men som Senna blev bedre integreret i teamet dalede de Angelis’ præstationer til det mere jævne. En fornuftig præstation, der også viste at grænsen for hans talent nok var nået.

NELSON PIQUET
En af VM favoritterne før sæsonen og så nede som nummer otte på denne liste. Problemet for Piquet var hans bil, og specielt hans dæk, ikke var konkurrencedygtige. Nelson Piquet var aldrig kendt for at være en hårdtarbejdende kører, og når bilen ikke var i topform, så var han heller ikke. Den dag bilen fungerede vandt han en smuk sejr. Ved andre lejligheder kunne han også være med i front. Men når han ikke kunne virkede det heller ikke som han gad prøve at være med i midten.

STEFAN JOHANSSON
Da Ferrari efter det første løb fyrede Arnoux, blev svenske Stefan Johansson hentet ind som erstatning. Han startede godt, førte i San Marino, hentede to 2. pladser i nordamerika. Og da teamet faldt bagud i forhold til konkurrenterne virkede det som om Johansson i nogen grad fungerede bedre end Alboreto. Det skyldes måske at Alboreto måtte se chancen for VM glide ham af hænde, mens forventninger til Johansson var knap så høje. Ferrari belønnede hans indsats med en kontrakt for 1986.

JACQUES LAFFITE
At feltets ældste mand skulle ind på en top 10 var ikke nogen selvfølgelighed da sæsonen startede i Brasilien. Efter et småtriste sæsoner hos Williams (som han iøvrigt kørte sit allerførste løb for i 1974) vendte Laffite tilbage til Ligier, hvor han havde kørt i perioden fra 1976 – 1982. I en alder af 41 var det forventet af 1985 ville blive franskmandens sidste – måske også ham selv. Men resultaterne overbeviste ham om noget andet. Midt på sæsonen tog han et par 3. pladser og senere var han i stand til at duellere med Senna og Prost inden han sluttede af med 2. pladsen i Australien – det bedste resultat siden sejren i Canada i ’81. Og hvorfor stoppe når man stadig kan lege med de unge? Så Laffite forlængede aftalen med Ligier.


Af Martin Møller-Thomsen
martin@f1journal.com