F1JOURNAL.COM

Det var dog sæsonen 1979 der skulle blive Gilles bedste sæson overhovedet. Hele sæsonen lå det og vekslede mellem, hvem af de to teamkammerater Gilles Villeneuve og Jody Scheckter, der skulle vinde. Tre gange kom Gilles øverst på podiet uden dog at være sikker på mesterskabet. Gilles kunne være blevet verdensmester, men viste i stedet storsind og fulgte en teamordre, der betød at titlen i stedet gik til Scheckter. Det var også i 1979 det berømte løb i Dijon blev kørt. Efter den flotte sæson i 1979 fulgte to sæsoner som mildt sagt ikke var særlig gode. Ferrari og Villeneuve kunne ikke rigtig få tingene til at fungere.

I 1981 havde han så fået en ny partner i den kontroversielle Didier Pironi og forholdet mellem de to kørere var meget koldt. Men det skulle blive meget værre sæsonen efter. Op til løbet på Imola i 1982 var der heftig diskussion mellem FIA og Formel 1 konstruktørerne. Dette medførte at de fleste britiske hold boykottede løbet og det var åbenlyst at Ferrari ville få en walk-over sejr. Planen var at Gilles Villeneuve og Didier Pironi skulle køre et stille og roligt løb, spare på materialet og køre over stregen med Villeneuve i spidsen. Men Pironi ville det anderledes. Efter at de to kørere havde ligget og skiftet mellem at føre overhaler Pironi til allersidst og spærrer vejen for Gilles. Gilles prøver at overhale da han faktisk ikke helt tror på, at Pironi vil stjæle sejren fra ham. Men Pironi skærmer fint af og vinder således løbet. Gilles Villeneuve bliver rasende og forlader Italien med løftet om at han aldrig mere vil tale med Didier Pironi.

To uger efter episoden i Italien døde Gilles ved et voldsomt uheld. Ved kvalifikationen på Zolder i Belgien var Gilles langsommere end Pironi og han kastede sig i de sidste minutter af kvalifikationen ud i et forsøg på at indhente denne. Men Gilles ramte i stedet Jochen Mass' March-racer og kørte galt. Styrtet var så voldsom at Gilles Villenenueve blev slynget ud af bilen. Han nåede rent faktisk at blive genoplivet på stedet, men døde senere samme aften på det lokale hospital. En stor racerkører var død og en legende var født.

...En karriere afsluttes brat på Zolder 1982

Kun fem år efter det store talent begyndte at udfolde sig, endte det brat. Men selv om Gilles Villeneuve kun nåede at køre 67 grand prix-løb i sin karriere, står han stadig tilbage som en af de store legender i Formel 1 sporten. Han nåede at tage seks GP-sejre og ikke færre end 13 podium pladser.

På dette tidspunkt var Gilles' søn Jacques kun fyldt 11 år og ikke specielt interesseret i racerløb. Dette ændrede sig dog da hans fars gamle mentor Jim Russel tog ham under sine vinger som 15 årig. Han begyndte at køre på Jim Russels Racing skole fortsatte i Formel 3 i Italien og endte i Japan i 1991 sammen med blandt andet Tom Kristensen. Herefter tog han tilbage over Atlanten og skiftede så til Indy. I 1995 kom gennembruddet med sejr i Indy500 og titlen som CART mester. Han skrev kontrakt med Williams og debutterede i Formel 1 den 10. marts 1996 i Australien. Og det startede med et brag. Jacques var meget tæt på en debutsejr, men måtte se sig passeret af en anden racersøn Damon Hill selvom han var startet fra pole og havde ført en stor del af løbet.

Denne succes skulle blive kendetegnende for resten af det første år i Formel 1. Med fire GP-sejre sluttede han en fornem debut sæson og sluttede således på en imponerende placering som nummer to i klassen. Og det skulle kun blive bedre i sæsonen der fulgte. Syv sejre og ti pole positions i 1997 gjorde Jacques Villeneuve til verdensmester i sit kun andet forsøg. Mest kendt ved dette mesterskab er nok situationen i Jerez, hvor Michael Schumacher forsøger at køre Villeneuve af banen. Det lykkedes ikke for tyskeren og titlen var i hus. Men efter den fine start begyndte tingene så at gå galt.

1998 vinder Jacques ikke et eneste løb og ender på en 5. plads med to 3. pladser som bedste resultat. Jacques ved at der skal ske noget og skifter derfor til BAR teamet. Nedturen er dog ikke til at stoppe og BAR må konstatere at de end ikke er i stand til at score et eneste point i hele sæsonen selv om de har en tidligere mester i stalden. Med dette dårlige resultat kunne tingene kun blive bedre op til sæsonen 2000. Men også kun en lille smule. BAR kan stadig ikke vinde et eneste løb og det hele ender med at Jacques Villeneuve må tage sig til takke med en beskeden 7. plads. Men man kan ikke komme uden om det faktum at Jacques Villeneuve altid har været en hurtig kører og en fighter.

I 2001 ser tingene derfor ud til at skulle vende. Han kører to 3. pladser hjem, men må stadig indse at han er langt væk fra medaljerne. I 2002 begyndte tingene så at gå galt igen. Jacques kommer end ikke i nærheden af et podium og må notere sig en 4. og 6. plads som eneste pointgivende resultat. Op til sæsonen 2003 var der derfor stor spænding om han stadig ville få en chance eller om en fyreseddel fra BAR ville komme på bordet. Villeneuve selv har udtalt at han er frustreret af at have kørt i 5 år uden en sejr og overvejer derfor at forlade Formel 1 efter kontraktudløb i 2003.

Gilles Villeneuve ligeså kendte søn havde kun været to år i Formel 1, før hans resultater overgik farens. Men trods dette har Jacques aldrig vundet folks hjerter og respekt på samme måde som Gilles. Han har altid stået lidt som outsider og provokatør. Hvor faderen ikke kun blev elsket af Formel 1 entusiasterne grundet hans kørsel men også på grund af hans personlighed, står det meget anderledes til med sønnen. Jacques har i hele hans karriere ikke været bleg for at udtale sig om både sit team, hans medkørere og ikke mindst hans konkurrenter. Dette har ofte bragt ham på kant med mange i sporten.

THE AMERICAN DREAM - MARIO OG MICHAEL ANDRETTI

Men selv om ens far har en glorværdig karriere er man bestemt ikke sikret succes. Det kan Michael Andretti snakke med om. I dag kan han se på en lang og pæn succes som kører i den amerikanske CART serie, men han har såmænd også kørt Formel 1. Tilbage i 1993 nåede han at køre 13 GP-løb for McLaren. Hans bedste placering var dog kun en tredjeplads i Italien i en MP4-8 så han besluttede sig for at smutte over Atlanten igen. Det startede ellers fint. I 1986, 1987 og 1990 opnåede han alle 3 år en fin placering som nr. 2 i Indy Car. I 1991 kom gennembruddet med en førsteplads. På opfodring fra sin far Mario, fik han så kontakt til McLaren, men succesen udeblev altså. Selvom han var partner med Ayrton Senna ville bilen bare ikke det samme som han ville.

Anderledes var det med hans far. Mario Andretti blev født som meget fattig immigrationssøn i 1940. Han blev født i Italien, men kom med familien lige efter Anden Verdenskrig til staterne og voksede op i Nazareth, Pennsylvania. Da han var 12 år tog hans far ham med til Monza og Mario tabte sit hjerte til Formel 1 og ikke mindst hans store idol Alberto Ascari. Mario ville være racerkører, men hvordan skulle dette gå i opfyldelse for en fattig immigrant? Det hele starter da han som 19 årig køber en bil (Hudson) sammen med tvillingebroderen og begynder at køre race. I 1964 begynder det at blive seriøst og allerede året efter debuterer han i Indy 500. Da han får en fornem tredjeplads bliver han kåret som året Rookie of The Year. Og året efter vinder han løbet.

Men det var Formel 1 "Super Wop" ville køre. Derfor fik han kontakt til den hedengangne Lotuschef Colin Chapman. Da Lotus køreren Jimmy Clark omkommer ved et frygteligt uheld på Hockenheim "overtaler" Chapman Mario Andretti til at overtage Clarks Lotus ved løbet Watkins Glen. Og Andretti senior gør et godt indtryk med det samme. Da starten er gået er Mario Andretti i front, men desværre holder det ikke længe. Han udgår desværre senere da hans bil nærmest bryder sammen. Noget der skulle fortsætte i resten af sæsonen, som kom til at betyde at han ikke nåede at gennemføre nogle løb. Men det betød ikke at Andretti ikke havde travlt. Han pendlede frem og tilbage over Atlanten og deltog i Indy 500, USAC mesterskabet samt andre løb. I marts måned 1970 kommer den første podieplads i hus, da Andretti kører i mål som nr. 3 i Spanien. Dette endda selvom han i denne måned deltog i ikke færre end fem forskellige top racerløb.

I 1971 skiftede Mario Andretti til Ferrari og det var med dem han skulle få sin første Grand Prix sejr. I det første løb der talte i mesterskabet på Kyalami i Sydafrika kørte han først over stregen. Resten af sæsonen og den der fulgte lige efter opnåede han dog kun middelmådige resultater og nåede kun at køre ni gange for Ferrari. Andretti besluttede sig at holde sig væk fra sporten et stykke tid og vendte først tilbage til 1974 sæsonen. Denne gang for teamet Parnelli. Men heller ikke denne gang smilede lykken til Andretti og efter nogle triste år hos Parnelli fandt han igen sammen med Colin Chapman og Lotus teamet. Genforeningen skulle snart vise sig at være frugtbart. Op til 1977-sæsonen blev Lotus 78 præsenteret med Andretti bag rattet.

Andretti selv var ikke helt tilfreds med bilen, men resultaterne viste en anden historie. Med fire grand prix-sejre lagde Andretti op til at vinde mesterskabet. Men der var desværre ikke taget højde for den sårbare Cosworth-motor. Motoren var så ustabil at teamet fik større og større problemer med den. Niki Lauda bliver mester og Andretti må i stedet nøjes med en beskeden tredjeplads. Men så skete der også noget. Chapman udviklede på en ny vidunderracer og resultatet af dette blev Lotus 79.

Udviklingen havde været revolutionær og Andretti i Lotus 79 skulle vise sig at være uovervindelig i 1978. Fordelen ved bilen var at man brugte gummi til at lukke det hul der var mellem undervognen og asfalten. Derved blev der skabt et undertryk og bilen blev suget ned til banen - den såkaldte Ground Effect. Dette var bilen der for alvor satte gang i avanceret undervogns teknologi. Allerede i bilens første løb i Belgien kørte Mario Andretti fra pole positioner til sejr. Mario Andretti vandt i alt seks grand prix-sejre og lignede en sandsynlig mester. Den eneste der reelt kunne true ham var svenskeren Ronnie Peterson, der også kørte for Lotus.

Denne trussel blev dog elimineret på tragisk vis på Monza-banen. Lige da starten var gået smadrer Petersons bil og forvandles til en kæmpe ildkugle. Flagene flagrer og James Hunt, Patrick Depailler og Clay Regazzoni prøver at få Petersons krop ud af den brændende Lotus. Dette lykkedes og svenskeren bliver kørt til det nærmeste hospital. Andretti og mange andre var overbevist om at Peterson klarede frisag, omstarten går og løbet sættes i gang. Andretti behøvede kun en sjetteplads i løbet og mesterskabet var i hans favør. Og det var lige nøjagtig hvad der skete. Mario Andretti var langt om længe blevet Formel 1 mester og hans drøm gik i opfyldelse. Men samtidig kom den triste meddelelse om at Ronnie Peterson var afgået ved døden af blodprop.

Mario kom sig aldrig over dette og resten af hans karriere lå i ruiner. Han kørte mindre og mindre og skiftede hurtigt fra team til team. I 1980 kørte han for Lotus og opnåede kun en tyvendeplads. Han skiftede til Alfa Romeo i 1981 og fik en syttendeplads, skiftede igen til Wiliams i 1982, men kørte kun et enkelt grand prix for dem. Formel 1 karrieren endte i stedet hos Ferrari, hvor han kørte endnu 3 grand prixer der gav ham en nittendeplads.

Han vinder ikke flere nye sejre. Drømmen ender med at blive til et mareridt og Mario Andretti er kun en skygge af sig selv. Men han ender dog med at komme lidt i gang igen hjemme i staterne. Han begynder igen at køre Indy Car og vinder blandt andet mesterskabet i 1984. Og som noget helt specielt ender det med at far og søn konkurrerer i hver deres racerbil i samme serie. Dette selvom Mario Andretti er ca. 50 år og sønnen Michael er på vej til Formel 1. I dag er Mario stadig bosat i Pennsylvania hvor han følger sønnens karriere nært, men med Mario kan man ikke være sikker på at tingene er ovre. Han har altid ønsket sig at vinde Le Mans 24 Hours. Dette har han ikke gjort endnu selvom han var tæt på i 1995. Så man skal aldrig sige aldrig.

THE UPHILL STRUGLE - GRAHAM OG DAMON HILL

Mario Andretti var dog ikke den eneste, der kom fra fattige kår og nåede Formel 1 toppen. I 1953 gik den 24 årige Graham Hill rundt i England og havde endnu ikke kørt en bil. Pengene var små og den unge Grahams liv skulle snart tage en ny drejning. En dag han læste den daglige avis, faldt hans øjne over en annonce fra en nystartet racerskole. Tilbuddet var at man kunne køre på Brands Hatch for kun fem schillings pr. omgang. Graham skyndte sig til Brands Hatch og kørte fire omgange. Så var Graham Hill solgt og hans liv skulle aldrig blive det samme igen. Graham havde ingen penge og fik derfor job som mekaniker på skolen, selvom han tilbød dem sin tjeneste som kører.

Tilbuddet blev dog afslået og Graham gik andre steder for at få en chance. Til sidst lykkedes det ham at rende ind i Colin Chapman. Colin Chapman kunne godt lide Graham og tilbød ham et job som mekaniker på hans fabrik for et pund om dagen. Men Graham havde stadig drømme om at blive kører. Han blev ved med at opsøge Colin Chapman for at blive kører, med dette blev afslået gang på gang. Faktisk endte det med at Graham Hill nåede at tage sin afsked før han langt om længe fik Colin Chapman overbevist. Hill skulle endelig få sin chance.

Graham Hill fik sin debut i en Lotus Climax i 1958 i Monaco. Successen udeblev på denne varme dag og Hill måtte udgå med motorproblemer. Og selv om Hill nåede at køre to sæsoner hos Lotus opnåede han aldrig at placere sig blandt de seks bedste i et eneste løb. Derfor skiftede han i 1960 til BRM men heller ikke her kom han sovende til tops. Hele to år tog det ham før han tog sin første grand prix-sejr på Zandvoort i Holland. Denne sejr motiverede ham tilsyneladende og han vandt igen to løb i træk på både Nürburgring og Monza. Der var således lagt op til et spændende finaleløb i Sydafrika 29. december 1962. Opgøret stod mellem Jim Clark i Lotus og Graham Hill. Men heldigvis for Graham Hill fik Jim Clark problemer med olien og Graham vandt sin grand prix-sejr nr. fire og kåres som verdensmester.

Hill bliver hos BRM de næste fire sæsoner, men disse bliver middelmådige. Han vinder seks løb, men har store mekaniske problemer med bilerne. I stedet finder han sammen med sit gamle team Lotus og danner et superteam med Jim Clark. Desværre blev Clark dog dræbt i Hockenheim 1968. Graham kommer sig over krisen, vinder løbene i både Spanien, Monaco og Mexico og kan derved fejre sit andet mesterskab. Sæsonen efter skulle dog blive mindre god og det eneste positive var Graham Hills femte sejr i Monaco. En rekord der skulle holde helt til 1993 før den blev slået af Ayrton Senna. I oktober samme år på Watkins Glen i USA kører Hill galt. Han spinder og hans sikkerhedssele ryger op. Han kan ikke sætte den fast igen og han ender i alvorligt uheld. Han bliver kastet ud af bilen og brækker begge ben.

Uheldet betyder at Graham Hill må sidde i rullestol. Men bedst som man tror hans karriere er ovre kæmper han sig tilbage igen. Men han bliver aldrig den samme. Hills karriere i formel 1 skulle dog blive lang og han fortsatte endnu seks år. I disse år skulle han aldrig siden komme på sejrsskamlen. Til gengæld nåede han både at køre for Lotus, Brabham, Shadow og Lola. I 1975 vælger Hill at indstille karrieren og vil i stedet være teamejer. Men inden planerne når at realiseres, styrter Hill ned i et fly og omkommer. Hvis man skal beskrive Graham Hill som kører er der ikke tale om et naturtalent. Graham var bestemt ikke født med et rat i hånden og grundet dårlig økonomi samt den sene indtræden i Formel 1 sporten skulle der kæmpes en hård kamp. Men dette var også lige nøjagtig det som var hans stærke side. Graham Hill var resultatminded og vidste hvad han gik efter.

Dette er også noget der skulle kendetegne sønnen. Damon Hill havde modsat mange andre sønner af racerkørere ikke den store interesse for Formel 1 og de firehjulede. Hans store interesse var motorcykler. Han kørte motorcykel på sit arbejde og han kørte motorcykel i sin fritid. Og på samme måde som faderen, var det først i en sen alder, han skulle sætte sig i en formel racer. Og hans primus motor var ikke faderen, men moderen Bette. Efter Grahams død i 1975 blev Damon og hans familie kastet ud i store økonomiske problemer og tilværelsen blev hård. Men Hill-familien har altid været kendt for stædighed og ihærdighed. Og når den kommer i den mængde som Graham og Damon viste fører den gerne nogle resultater med sig.

I 1984 vinder Damon en stor titel på motorcykel og hans mor Bette overtaler ham til at tage et kursus på en racerskole i Frankrig. Herefter var der mange døre, der åbnede sig. Men Damon havde stadig en lang vej mod toppen og det krævede hårdt arbejde. Formel Ford førte til Formel 3 og videre til Formel 3000. Undervejs vandt han en del løb, men ingen titler. Som faderen var det lange seje træk der senere gav resultater. Resultaterne i Formel 3000 gjorde Frank Williams imponeret nok og Damon blev testkører hos Williams i 1991. I 1992 fik Hill en plads hos Brabham og fik endelig lov til at prøve kræfter i Formel 1. Men han kvalificerede sig kun 2 gange ud af 8 forsøg og stoppede igen hos Brabham.

Damon Hills åbne sind og evner gjorde ham vellidt og da Nigel Mansell sagde stop hos Wiliams blev Hill makker til Alain Prost. Allerede i Damons debutsæson 1993 gjorde han hurtigt folk opmærksom på, at her kom der et nyt stort navn ind i sporten. Tre sejre i træk (Hungaroring, Spa og Monza) samt en samlet placering som nr. 3 var en god start på karrieren. Senna bliver i 1994 Williams kører og Prost forlader teamet. Men Senna og Hill kommer ikke til at dele team i langt tid. Allerede i sæsonens tredje grand prix bliver Senna dræbt og Damon Hill var pludselig Williams' førende kører.

Presset kom kun til at betyde at Damon voksede med opgaven. I sæsonen 1994 endte Hill øverst på skamlen hele seks gange og heriblandt vandt han Englands Grand Prix. Noget hans far aldrig gjorde. Dette betød at der op til sæsonens sidste løb i Australien var stor spænding om hvem der skulle blive verdensmester. Chancen herfor bliver spildt efter en højst kontroversiel kollision, hvor Michael Schumacher laver en fejl, kører af banen og ind på banen igen hvorved han rammer Hill og de begge må køre af. Schumacher vinder sit første mesterskab og Hill bliver nr. 2 blot ét point bagefter. 1995 bliver ikke noget stort år trods det, at han igen ender som nr. 2 i den samlede stilling. Hill vinder fire grand prix-sejre men må ofte udgå.

Året efter skulle hans karriere tage et ny drejning. Samlet set kan Damon Hill være glad for resultatet i 1996. Hele 8 sejre ud af 16 mulige gjorde at Damon ender som sikker vinder med teamkammeraten Jacques Villeneuve på en ligeså sikker andenplads. Men bedst som Damon kan nyde sejren og glamouren bliver denne belønnet med en fyreseddel fra Williams. Williams har valgt at afbryde samarbejdet for i stedet ansætte Heinz-Harald Frentzen. Fra den dag var der kun én vej for Hill, og det var ned af bakke. Han får hurtig en kontrakt med Arrows men ingen levner dem nogle chancer for at vinde noget. Og pessimisterne får da også ret heri. For at redde karrieren skriver Hill en ny kontrakt. Denne gang med Jordan som han kører for, i de to sidste år inden han stopper. Tiden hos Jordan er dog Hills karrieres efterår og resultaterne mangelfulde. Som et sidste krampetræk vinder Hill dog på Spa i 1998 på en meget våd bane. Men ved udgangen af sæsonen 1999 er det slut.

FREMTIDENS FÆDRE OG SØNNER

Denne gennemgang af nogle af de mest kendte fædre og sønner i Formel 1 historien, viser at der ikke er noget entydigt billede, ej heller garanti for, at fordi ens far har succes i Formel 1 så er vejen banet for sønnen. Ligeså stor en fordel det kan være, ligeså stor ulempe kan det også være. Ens evner og resultater vil altid blive målt med faderens og selvom de skulle overgå samme så er man stadig ikke garanteret respekt.

Omvendt skal der da heller ikke være nogen tvivl om, at der åbnes mange døre for en kører, hvis man har det "rigtige" efternavn. I slutningen af 2002 fik en anden søn af en tidligere verdensmester Nico Rosberg mulighed for at teste en Williams. Og selvom BMW-Williams hurtigt var ude at sige at det skyldtes at Nico overbevisende vandt Formula BMW ADAC mesterskabet, så er der heller ingen tvivl om at BMW og Williams benyttede chancen for et medie stunt. Og den samlede Formel 1 presse var da også hurtigt på banen med historier, billeder, spekulationer osv.

Og hvem ved hvad fremtidens kørere hedder? Måske skal vi igen til at vænne os til navne som Rosberg (Nico), Lauda (Mathias) og Piquet (Nelson jr.). Alle 3 sønner har for alvor fået gang i deres karrierer og deres fædre er klar i kulissen med al den støtte og opbakning som er nødvendigt.

Hvis Nico en dag skulle gøre karriere, mon så ikke der altid vil sidde nogen ude på tribunen eller bag skærmen og tænke: "Ja ja, men han var jo også bare heldig at hedde Rosberg". Og hvor mange mesterskaber eller grand prix-sejre skal der mon til for at udrydde denne tanke? Og vil der stadig være plads til en Graham Hill eller Mario Andretti som ikke har en krone på lommen og ingen kontakter? Kan man frygte at Formel 1 en dag bliver for indspist eller har sporten måske altid været det?

Skrevet af Henrik Eilsøe
henrik@f1journal.com