F1JOURNAL.COM / F1 FINANS / ARTIKEL


UDVIKLINGEN FOR FABRIKSHOLDENE
Som supplement til hovedartiklen "Det økonomiske klima", vil vi forsøge kort at redegøre for hvordan udviklingen ser ud på sponsorfronten for de forskellige hold. Det er svært at være helt opdateret omkring den økonomiske situation hvad angår holdenes budgetter, idet disse ikke offentliggøres fuldt ud. Nogle tal er tilgængelige, resten bygger på alt fra pålidelige kilder til noget der ligner gisninger. Vi har således valgt at samle en række oplysninger fra forskellige kilder, og hovedsageligt taget udgangspunkt i det mest realistiske - nemlig sidste års tal. På dette tidspunkt af året er det alt for tidligt at sætte en fed streg under de tal vi har at arbejde med endnu.

Kilderne til materialet er hentet fra The Economist, EuroBusiness, Financial Times, BusinessF1, Credit Suisse F1 og Business of Motorsport, samt de oplysninger vi selv har samlet fra forlydender i forbindelse med offentliggjorte sponsoraftaler. Vi har inddelt supplementsartiklerne i tre hovedgrupper. Dels en der berører de tre traditionelle tophold i Formel 1 - Ferrari, Williams og McLaren. Dels de tre hold der fungerer som en direkte forlænget arm af de store bilfabrikker - Toyota, Jaguar og Renault. Og selvfølgelig de fire privat-ejede hold - BAR, Sauber, Jordan og Minardi.

SPONSORPULS - PANASONIC TOYOTA RACING
De var måske ikke det mest pointslugende team på F1-gridden i 2003, men det forventer de at råde bod på i 2004. Umiddelbart ser det i hvert fald sådan ud, hvis man kigger på Toyotas økonomiske engagement i Formel 1. De havde i forvejen et af de tungeste budgetter i F1 sidste år, og i 2004 lægger de yderligere afstand til deres konkurrenter.

Den øgede indtjening kommer i høj grad fra Toyota-koncernen selv, der vil sætte alt ind på at blive verdensmestre indenfor de næste tre år. I år er deres hovedmodstandere BAR-teanet i kraft af dennes motorleverandør, Honda. Derfor går Toyota ind i 2004-sæsonen med det ubetinget største budget af alle holdene.

Der er lige op til sæsonstarten blevet annonceret en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra den amerikanske sportsgigant ESPN og dennes samarbejde med deres asiatiske pendant, Star Sports. Dette skulle være medvirkende til at ramme det største budget i Formel 1 ifølge BusinessF1 - et budget på massive 2,4 milliarder kroner. En forøgelse på omkring 700 millioner.

TOYOTAS ANSLÅEDE 2003-BUDGET (DKr):


Estimater:
2003: 1,7 milliarder
2004: 2,4 milliarder


SPONSORPULS - MILD SEVEN RENAULT F1
Renault-teamet går ind i 2004-sæsonen med en af de bedst styrkede sponsorpakker i Formel 1. Godt nok ligger deres samlede budget ikke på nær så meget som de tre tophold og Toyota. Men de har haft succes og vind i sejlene i 2003-sæsonen, og store pengegiganter har beredvilligt kastet mange millioner efter dem i 2004.

De to største bidragydere er dels den japanske mobil-frontløber, NTT DoCoMo, og deres produkt I-mode, der er rigt repræsenteret på den nye Renault R24. Samtidig har de indgået en god aftale med den spanske telegigant, Telefonica, i størrelsesordenen 135 millioner kroner. Altsammen krydret med mindre aftaler, blandt andet med tøjfirmaet Guru fra Italien.

Aftalerne med de nye partnere gør, at Renault i større grad end de fleste henter deres nye penge hjem på direkte sponsorater, hvilket er friske dollars lige ned i udviklingsarbejdet hos Renault-teamet. Samtidig har de et fornuftigt samarbejde med Japan Tobacco, der stadig brander deres Mild Seven cigaretter på den blå-gule bil i 2004.

RENAULTS ANSLÅEDE 2003-BUDGET (DKr):


Estimater:
2003: 1,5 milliarder
2004: 1,8 milliarder


SPONSORPULS - JAGUAR RACING
Jaguar-teamet har ikke den store udvikling rent sponsormæssigt i forhold til sidste år. Dog med en væsentlig undtagelse. I forbindelse med kontraktunderskrivelsen af den østrigske kører, Christian Klien, har Jaguar sikret sig et beløb i størrelsesordenen 15 millioner dollars fra energidrik-fabrikanten Red Bull.

Både teamet og Red Bull benægter at beløbet er så stort. Men pålidelige kilder har tilkendegivet at Jaguar selv har lagt op til at Kliens kontrakt er 15 millioner dollars værd. Teamet får også brug for pengene, idet moderkoncernen Ford har begrænset deres engagement betydeligt i teamet.

I den samlede sum forventes Jaguar faktisk at have begrænset deres budget fra 1,3 milliarder kroner i 2003 til 1 milliard kroner i 2004. De skjulte 15 millioner fra Red Bull tippes derfor at være en del af en langsigtet aftale mellem Ford og Dieter Mateschitz om en opkøbsoption indenfor de næste 3-5 år.

JAGUARS ANSLÅEDE 2003-BUDGET (DKr):


Estimater:
2003: 1,3 milliarder
2004: 1,0 milliard




Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com