F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / REVIEW - MONACOS GP


HOCKENHEIMRING BLEV TIL MONTOYA-RING

Den splinternye Hockenheimring blev sidste år indviet på behørig vis, da tyske Michael Schumacher satte trumf på i sit rekordår. I år er kampen om VM titlen meget tættere, og det skulle vise sig kun at blive endnu tættere efter løbet på den tyske Formel 1 bane. Der var varmt i Tyskland. Rigtig varmt. Som tilskuer kan jeg nævne, at der var over 33 grader hver dag, og allerede fra kl. 9 om formiddagen søgte de hundredetusinde tilskuere skygge hvor det var muligt. Sådan fortsatte det til midt på aftenen! Varmen var uudholdelig til sidst, og det spillede lige i hånden på de racere der kørte med Michelin dæk. Allerede fra fredagens fri træning var det klart, at de regerende verdensmestre fra Ferrari stod med ryggen mod muren, ligesom det var tydeligt, at BMW WilliamsF1 ikke var nemme at holde nede. I sandhed en spændende weekend, med et lige så spændende løb til at afslutte med. Juan Pablo Montoya kørte r*ven ud af bukserne på resten af feltet, og satte for alvor trumf på. Med pole-position i sækken lige så, er der vel ingen grund til at sige mere, end at colombianeren tog rub og stub på Hockenheim anno 2003, og har nu manifesteret sig således, at selv Sir Frank Williams og Patrick Head begynder at tale om teamordrer!

Banen der betegnes som tyskernes hjemmebane blev ikke nogen god dag for de tyske kørere. Kun én tysker med point, og det endda kun en lille syvendeplads. Ikke noget prangende. Men bilmærkerne BMW og Mercedes var indehaver af de to første podieplaceringer, og Toyota drengene fra Köln satte trumf på, så på motorsiden havde de nationale følelser trods alt en god dag, selvom Juan Pablo Montoya altså tordnede af sted og tog al æren, og det med rette.

FREDAGENS TIDSKØRSLER

I den første officielle træning var det Coulthard og Renault racerne der var hurtigst, mens Juan Pablo Montoya lå på en beskeden femteplads. Første Bridgestone bil fredag formiddag var Jenson Button, og det på en syvendeplads. Michael Schumacher var helt nede som nr. 11. Billedet tegnede sig så småt allerede fredag. I tidskørslen blev det så bekræftet. Michelin har det bedst når det er rigtig, rigtig varmt. Banetemperaturen sneg sig i løbet af eftermiddagen op på imponerende 46 grader, og så er det franske gummi bedst.


Fredag var Ralf den bedste af BMW WilliamsF1 kørerne - © BMW Motorsport

Da eftermiddagen var på sit højeste var det så tid til weekendens første mandeprøve, og ikke overraskende var det BMW WilliamsF1 der satte trumf på. De otte første biler var med Michelin dæk, og lokalhelten Ralf Schumacher var en anelse hurtigere end Montoya. Ferrari bilerne kom anonymt ind som nr. 8 og 9, med Rubens foran verdensmesteren. Debutanten hos Jaguar Racing Justin Wilson gjorde det rigtig flot, mens vores danske islæt Nicolas Kiesa havde en rigtig skidt start. Lige som vi forventede, at han ville komme forbi skete der ingenting. Intet!

Så tronede de dystre billeder frem på storskærmen. Kiesa holdt stille i pitten, sad helt stille nede i cockpittet. Tiden rinder ud af timeglasset, Kiesa stiger ud og trækker på skuldrene. Ét eller andet er gået galt, og så blev der ikke sat nogen tid. En skidt start der betød, at Kiesa skulle køre først lørdag, når den rigtige kvalifikation skulle finde sted.

LØRDAGENS KVALIFIKATION

De fri træningssessions lørdag formiddag blev en gentagelse af fredag. BMW WilliamsF1 tog sig af toppen, mens Renault, McLaren og Jaguar halser efter. Barrichello formår dog at skabe lidt ravage ved at sætte en god tid som næstbedst til allersidst. Det skulle vise sig, at brasilianeren havde godt gang i F2003-GA raceren lørdag. I den fri træning nåede adskillige kørere også lige at sætte deres racer i dækbarrieren, inkl. Coulthard og Kiesa. Michael Schumacher satte sin et sving før… god underholdning for tilskuerne.

Da kvalifikationen startede var det med danske Kiesa som første mand. Han satte, for en Minardi, en ganske respektabel tid. Selv siger han, at han mistede lidt tid på første sektor, men ikke desto mindre så det pænt ud. Ikke overraskende blev han dog overhalet senere af Villeneuve. Da Jos Verstappen kom på banen holdt vi vejret, og håbede han ville køre langsommere. Men han var heller ikke ret meget hurtigere. Sølle 0,151 sek. kunne han gøre det hurtigere end debutanten, så Kiesa var bestemt bestået lørdag!

Oppe i toppen var der mere spænding, for her kørte Michael Schumacher og Kimi Räikkönen nogle ret skuffende tider, mens Rubens Barrichello og Jarno Trulli kørte rigtig flot. Kunne Williams racerne trække fra igen? Naturligvis, og det med legende lethed. Først kørte Ralf over stregen, og det med to tiendedele af et sekund ned til Rubens, og da Montoya kom forbi var han en anelse hurtigere end Ralf, og Pole Position blev vundet af colombianeren. Scenen var sat til et rigtigt showdown om søndagen. De to blåhvide FW25'ere på forreste startrække, og Michael Schumacher og Kimi Räikkönen i tredje startrække. Der var lagt op til en gyser.

SØNDAGENS GRAND PRIX

Løbet starter ganske dramatisk. Starten går, og både Rubens Barrichello og Kimi Räikkönen får begge en ganske god start, og lægger sig op ved siden af Ralf Schumacher, der halser efter Juan Pablo Montoya, som allerede nu er på vej væk fra statisterne bagved. Men Ralf forsøger ganske normalt at forsvare sin position. Da der er tre, og ikke bare to, der så vil samme vej rundt i svinget skal det gå galt, og det gør det. Rubens må vige for Ralf, og ramler ind i Kimi. Finnen bliver slynget af banen, snurrer rundt og rammer Ralf. En rigtig pærevælling, og i forvirringen er det kun Montoya, Trulli, Alonso og Michael Schumacher der når forbi uskadt.


Tre biler forsøger at være hvor der kun er plads til én - © Schlegelmilch Photography

For længere nede i feltet ser man uheldet, og tager de nødvendige foranstaltninger. Der bremses, og svinget tages stille og roligt. Det er der bare ingen der har fortalt Ralph Firman, og han brager op bagi Heinz-Harald Frentzens Sauber racer, og en stakkels Justin Wilson kommer også med i balladen. Det kommer ikke nærmere ragnarok, men heldigvis starter Kiesa bagerst, og da han når op i svinget er tumultens højdepunkt nået, og han kan brage forbi uskadt.

Sikkerhedsbilen bliver naturligvis indsat med det samme, og feltet snurrer roligt forbi start/mål et par gange, og de fleste når da også at gå i pit gratis i løbet af de to omgange.

Da løbet gives frit igen stormer Juan Pablo Montoya væk fra de to Renault racere, med Michael Schumacher halsende på en fjerdeplads. David Coulthard er femmer, og bagved ligger Mark Webber på en sjetteplads, og de to Toyota kørere afslutter de umiddelbart pointgivende placeringer. Med en lille indbyrdes rokering, og en Jaguar der falder igennem, holder denne stilling til slut.


Montoya stormer af sted - resten af feltet er allerede sat! - © BMW Motorsport

For Montoya er væk. Striden ligger mellem Trulli, Alonso og Michael Schumacher. Der kæmpes indædt, og lige så stille når David Coulthard op til de tre musketerer. Han blander sig voldsomt, og snerrer indædt af Ferrari køreren. Selvom de alle når uskadt igennem første reelle pitrunde, sker der ingen rokeringer blandt forfølgerne.

Længere nede får Webber det dog varmt. To stk. Toyota racere ånder ham voldsomt i nakken, og han kan da heller ikke modstå presset. Han må give sig stille og roligt, og falder senere i kløerne på Jenson Button, der ender med at tage den sidst pointgivende placering. Langt værre går det for Giancarlo Fisichella og Jordan. Firman udgik som følge af den alt for sene nedbremsning i første sving, og Fisichellas Jordan Ford lyder hele løbet igennem som en racer der kun kører på fire cylindre. Hver gang den kommer rundt sprutter den som en voldtunet knallert45, og han udgår da også til sidst, trods ihærdige forsøg på at rette op på skaden i pitten.


De to Toyota racere kørte synkront, og scorede mange point til holdet - © Toyota F1 Media

Alt imens kører Nicolas Kiesa et roligt og kontrolleret løb. Han forcerer ikke, og giver god plads til de førende, når de brager forbi ham. Kiesas makker, Jos Verstappen, udgår, og da Fisichella gør lige så, er Kiesa absolut agterlanterne. Men han gennemfører, og ikke så mange omgange nede, at han bør skamme sig!


Nicolas Kiesa kørte disciplineret i sit første F1 Grand Prix nogensinde - © Schlegelmilch Photography

Oppe foran kommer Michael Schumacher forbi de to Renault racere, og trækker lige så stille fra. Han er aldrig nogen trussel for Juan Pablo Montoya, men er selv i søgelyset. David Coulthard er nemlig også kommet forbi, og han forsøger at hive tyskeren ind. Det skal dog vise sig at blive lettere end forventet, for Schumachers overhaling af Jarno Trulli er med alle fire hjul ud over kantstenen i 'Spitzkehre', og det har måske været årsagen til, at Schumachers højre baghjul punkterer få omgange før mål, og en næsten sikker andenplads bliver med ét forvandlet til en kedelig syvendeplads. Det eleverer de resterende én plads frem, og så ligger DC og Trulli til en podieplads bag den altdominerende Juan Pablo Montoya, som for længst er forsvundet fra de efterfølgendes åsyn.

Da colombianeren krydser stregen på overlegen vis, er resten af feltet enten sat tilbage med en omgang eller fem, eller også er de over 1 min. efter. Montoya har rejst sig fra næsten at være glemt i kappestriden om VM, til pludselig at være Schumachers værste rival igen. Han satte hele feltet eftertrykkeligt på plads på Hockenheimring, og scorer fortjent de 10 VM-point der samtidig gør ham til nr. 2 i den samlede stilling.


Begge hænder fra rattet - jubelen er stor hos Montoya! - © BMW Motorsport

På konstruktørsiden sker der også ting og sager. BMW WilliamsF1 lukker hullet totalt op til Ferrari, og er nu kun sølle to point fra Ferrari på førstepladsen. Længere nede betyder en femteplads til Cristiano da Matta samt en sjetteplads til Olivier Panis, at Panasonic Toyota Racing smutter fra en kedelig niendeplads til en sjetteplads, og er nu kun ét point efter BAR Honda på femtepladsen. I sandhed en stor, stor dag for drengene fra Köln. Den svenske teamchef, Ove Andersson, er da også helt oppe og skyde, og håber meget, at de kan forsvare sjettepladsen resten af sæsonen.

Men dagen tilhører BMW WilliamsF1 og Juan Pablo Montoya i særdeleshed. Ikke siden sidste år, hvor Ferrari, Michael Schumacher og F2002 hev al æren hjem, har vi set så stor dominans fra én kører. Montoya var hurtigst når det gjaldt. I kvalifikationen og i løbet, og så er den ikke længere. Opskriften på succes kogt ned til det minimale. Vind kvalen, kør fra forreste startposition, overgiv aldrig føringen, og vind så overbevisende, at resten af feltet ligner deltagere i den lokale Renault Clio Cup. Fornemt!


Juan Pablo Montoya, FW25 og Michelin - Hockenheims fornemme vindere! - © BMW Motorsport


Skrevet af Kent Kirkegaard Jensen,
kent@f1journal.com