Williams teamet er pt. i gang med en af de værste sæsoner i deres historie, men hvordan kan det være at det er gået så galt? Frank Williams er en rutineret rotte i Formel 1 spillet, men på det sidste har det virket som om han konsekvent har satset forkert, og slet ikke nået de resultater som burde trille ind ad døren.
Men først udsagnet om den værste sæson. Kigger man tilbage i historiebøgerne vil man kunne finde sæsoner hvor Williams har været endnu mindre overbevisende end i de er i år. Dårlige sæsoner er ikke noget nyt for Frank Williams. Forskellen er at de andre gange har man kunnet forudsige det på forhånd at sæsonen ikke ville blive god. I 1988 og 1998 mistede de i begge tilfælde deres motorleverandør fra den forgående sæson og var ude af stand til at forsvare titlen. Derfor var forventninger til teamets indsats de år i forvejen beskedne.
Dette er ikke tilfældet i 2004. Siden 2000 har Williams haft BMW motorerne liggende bagved køreren og det er ikke kræfter der har manglet i den bil. Problemerne har ligget dels ved materielet dels ved valget af kørere. Men fremskridtene har været der og sidste sæson kæmpede Montoya med om VM titlen i lang tid. Der kom også fire sejre i hus til det engelske team. Forventningerne til 2004 var derfor rimeligvis ganske høje.Williams og McLaren skulle nu for alvor overtage tronen fra Ferrari, men ingen af dem har været i nærheden endnu. Williams har klaret sig bedst af de to, men indsatsen har været langt fra imponerende. Både Renault og BAR har leveret bedre resultater og bedre omgangstider. Williams er for alvor trængt. Tidligere har løsningen på deres problemer været at finde en ny motorleverandør, men det er tydeligvis ikke der det største problem er i øjeblikket.
Køn er den ikke, men til gengæld er den dårlig…. - Copyright: Schlegelmilch Photography
PROBLEM 1: BILEN
Det er sagt så tit, man lad os gentage det her. Det vigtigste i moderne Formel 1 er at man har den bedste bil. Og det har Williams ikke! Hvis man går tilbage i tiden så var bilen ellers en af Williams teamets store forcer. De lavede nogle nydelige hvide biler, som passede kørerne. Selvfølgelig var det også en anden tid hvor soft-ware var noget bogholderen brugte. Men fundementalt set drejer det sig stadig om at lave den bedste bil. Hvis man strippede alt elektronisk gejl og soft-ware af bilerne i dag (og her forestiller vi os så lige at de i så tilfælde rent faktisk ville kunne køre), ville Ferrari sandsynligvis stadig være den bedste bil.
Tilbage i 70’erne og 80’erne var det Patrick Head der lavede bilerne og det gik for det meste godt. Så gjorde Williams et scoop og hentede den unge Adrian Newey til teamet. Newey kom fra det lille Leyton House (tidl. March) og havde der lavet nogle ret effektive biler. Så effektive af Ivan Capelli med en konventionel motor i 1988 ved flere lejligheder kunne blande sig i toppen og kæmpe mod Prost og Senna i de uovervindelige McLaren-Honda biler, selvfølgelig med turbo. Hos Williams fortsatte Newey hvor han slap ved Leyton House. Nu havde han budget og talent at arbejde med og i løbet af kort tid blev Williams igen den dominerende stormagt i Formel 1. Men Newey blev ikke hængende evigt. Nogle år senere smuttede han til McLaren som han også fik sparket op i omdrejninger igen.
Og siden Newey? Ingenting. Bilerne har siden Neweys afgang været videreudviklinger af Neweys idéer, i stedet for at lave noget virkelig nyt. Altså indtil den der æstetisk fornærmende front på dette års model. Patrick Head der blev teknisk direktør da Newey blev hentet ind i teamet i sin tid, er nu rykket til en endnu mere overordnet stilling. En ny mand har overtaget rollen som teknisk direktør og al respekt for Sam Michael, han er sikkert ganske flink. Men han er rekrutteret internt, hvilket betyder at han har været med til at lave de ikke specielt fantastiske biler som Williams har produceret de sidste par år. Men lad tvivlen komme den nye mand til gode, og så vil jeg vente et års tid endnu med for alvor at sable ham ned.
Montoya er en god kører, men næppe den rigtige mand til Williams i krise - Copyright: Schlegelmilch Photography
PROBLEM 2: KØRERNE
Umiddelbart lyder det en kombination af Juan Pablo Montoya og Ralf Schumacher ikke som nogen dårlig kombination – ikke engang for et top team. Tilsammen har de to vundet ni sejre i en tid hvor Ferrari ellers har domineret. De er begge relativt unge og har begge en god portion talent. Men alligevel vil jeg påstå at Williams har truffet en række tvivlsomme valg, og de at den nuværende kombination ikke er god for teamet.
Det kan godt være at Frank Williams er ligeglad med om kørerne kan lide hinanden, men hvis et team skal fremad i verdenen er det vigtigt at alle i teamet trækker i den samme retning, og det gør Schumacher og Montoya ikke. Hvis de så i det mindste trak i hver deres retning ville man måske kunne finde en måde at løse problemet på. Men det største problem med de to er deres manglende evne til at samle teamet omkring dem. Jeg er gasnske overbevist om at Montoya vil passe langt bedre ind hos McLaren, såfremt resultaterne ellers slår til, for der skal de nok vide at klø ham på ryggen når han trænger til det. Hos Williams er man mere interesseret i voksne kørere der kan slås for sig selv. Ralf Schumacher er heller ikke i stand til at samle teamet omkring sig. Ifølge rygterne er han ikke engang særlig interesseret i at samle det. Derfor kan man også spørge sig selv hvorfor Toyota finder manden så interessant. Ralf Schumacher er god i en god bil, men han gør ikke en middelmådig bil bedre.
Ralf er aldrig blevet så god som man troede, og har aldrig passet ind i teamet - Copyright: Schlegelmilch Photography
De beslutninger der ligger bag valget af kørere vil jeg komme mere ind på i næste afsnit. Her vil jeg i stedet kigge på hvad der kunne være den rigtige vej for Williams. For alle topteams gælder det at man skal finde den kører der passer ind i teamet, en kører med den rigtige profil. Michael Schumacher er måske nok den bedste kører i feltet, men jeg tvivler stærkt på at han nogensinde ville kunne falde til hos Williams. Hos Williams betragter man kørerne som medarbejder hvis opgave det er at køre bilen. Michael Schumachers selvopfattelse vil aldrig kunne indordne sig under dette. Det er selvfølgelig et tænkt eksempel, da Michael Schumacher, mig bekendt, aldrig har været seriøst på tale til en plads hos Williams.
Williams skal finde en kører der kan og vil selv, og som ikke skal pusles om af teamet for at han leverer varen. Mark Webber kunne være sådan en kører. Umiddelbart virker han som om han er lavet af samme støbning som Frank Williams’ og Patrick Heads yndlingskører – Alan Jones. Webber har utvivlsomt et talent, men hvor meget det kan bære er stadig et åbent spørgsmål. Og med tre års erfaring er han måske stadigvæk lidt grøn til et team der virkelig har brug for en der kan trække i den rigtige retning.
Jacques Villeneuve har været nævnt som en kandidat til den anden bil. Den tidligere verdensmester vil klart være et populært navn at få ind i teamet. Villeneuve trænger også gevaldigt til at få sat nogle ting på plads, hvis han ikke skal gå over i historien som en slags tabt talent, der godt nok vandt VM. Men der er nogle kritiske ryster omkring canadieren. For det første var det ikke ligefrem fordi han brillierede i sine sidste sæsoner i Formel 1. For det andet skulle Patrick Head have været en anelse uimponeret af ham i 1997, hvor han havde den bedste bil, men brugte alt for lang tid på at vinde VM. Angående det sidste skal man dog huske at Villeneuve dengang var 26 år gammel og var i gang med sin anden sæson i Formel 1. Og selvom man vandt CART mesterskabet som 24 årig, er man stadig ung og uerfaren to år senere. Giancarlo Fisichella har også været nævnt som en potentiel Williams kører. Italieneren er skam meget sympatisk og i en ideel verden ville han køre i en bedre bil og nu og da vinde et løb. Men som verden er i dag er det kun topteamsene der vinder løb og jeg tvivler på at Fisichelle har alt det der skal til for virkelig at være en top kører. Det samme kan siges om en mand som Marc Gene. Han er simpelthen for uerfaren.
Et frisk bud fra min side ville være Jarno Trulli. Han er ikke helt grøn mere, men virker stærk i øjeblikket. Han var måske lang tid om at komme ordentlig i gang med sin karriere, men det gør ham ikke til en dårligere kører. Og så er han en voksen mand, der virker som om han kan tage vare på sig selv. Og netop det passer godt på Williams teamets profil. Han har mere erfaring end Webber og vil kune bidrage med meget i udviklingsarbejdet.
Men at Trulli måske virker som en rigtig Williams kører, garanterer ham jo ikke noget. For som vi nu skal kigge lidt på, så har Frank Williams ikke altid været god til at træffe besluninger.
Dengang verdenen var lettere. Frank Williams flankeret af ingeniøreren Frank Dernie og sin yndlingskører Alan Jones
Copyright: Schlegelmilch Photography
PROBLEM 3: BESLUTNINGER
At træffe en beslutning, og træffe den rigtige beslutning, har ofte været svært for Frank Williams og Patrick Head. Helt tilbage i 1981, da Reuteman egentlig meget forståelig overså signalet fra pitten om at lade Jones komme forbi og vinde løbet, er det gået galt. Efter løbet fik Reuteman en balle og følte sig fra da af isoleret i teamet. Måske var det derfor han alligevel ikke vandt VM det år. Reuteman ville stoppe, mens Jones faktisk stoppede efter sæsonen. Frank Williams havde for sidste gang spillet på den ene af sine heste, fremfor den anden. Han fik overtalt Reuteman til at fortsætte, men to løb inde i 1982 sæsonen fortrød Reuteman og stoppede alligevel.
Siden har Williams teamet været plaget af lettere mærkværdige beslutninger. Udefra kan man selvfølgelig betragte 1986 sæsonen som en lang mærkværdig beslutning, hvor de to kørere fik lov til at konkurrere så meget med hinanden at VM titlen gik til McLaren i stedet. Men her drejer det sig om beslutningen fra 1981 om at spille på begge heste. I 1986 fik Mansell og Piquet lov til at kæmpe om VM alt det de ville. Men det var en beslutning der ikke passede Honda, et år senere ophørte samarbejdet med den japanske fabrik og Williams måtte, ikke for sidste gang, ud og købe motorer.
Op gennem 90’erne kommer de sære beslutninger mere og mere i fokus. I 1992 havde man Mansell og Patrese som chauffører på bilen. Mansell lå suverænt i VM kampen, mens Patrese så ud til at blive en sikker 2’er på trods af at alderen trykkede italieneren en smule. Samtidig forhandlede man med Alain Prost, der holdt sabbat år. Helt fra årets start virkede det sandsynligt at den lille krøllede franskmand skulle være Williams kører i 1993. Da man havde kontrakten i hus med Prost, meddelte man Patrese at man ikke havde brug for ham i 1993. Patrese gik herefter ud og skrev kontrakt med Benetton. Williams havde dog lige glemt at tage Mansell i ed. For englænderen var ikke specielt begejstret for at skulle have Prost som holdkammerat – det havde han prøvet før. Og Mansell var slet ikke begejstret for at skulle gå ned i løn. To år tidligere havde Williams manglet en virkelig topkører og Mansell havde fået presset sin løn ganske pænt op. Nu havde de en topkører i Prost på kontrakt, og ville følgelig ikke give så meget for Mansell – simpel udbud og efterspørgsel. Det endte med at Mansell klynkede over at han blev dårligt behandlet og forlod teamet. Det efterlod et hul der skulle fyldes.
Først forsøgte man at få Patrese tilbage, men han havde en kontrakt, og var ikke engang interesseret i Williams’ idé om at købe ham fri af den. Så man endte med at forfremme testkører Damon Hill til rollen som andenkører. Set i bakspejlet gik det jo meget godt, da Hill allerede i 1993 vandt tre sejre og fik bronzemedaljer i VM kampen. Men hele forløbet virkede lidt hastigt og uoverlagt.
Damon Hill bliver så hovedperson i den næste historie. For hos Williams er man alligevel ikke overbeviste om hans talent. I 1994 bliver han kørt agterud af Michael Schumacher og kun to løbs karantæne til tyskeren holder liv i VM duellen helt til det sidste. Året efter er Williams helt klart den bedste bil, men hverken Damon Hill eller unge David Coulthard leverer varen. Godt nok bliver de nummer 2 og 3 i VM, men de er ikke for alvor farlige for Schumacher og Benetton.
For Williams er sagen klar, der må en ny og mere talentfuld kører ind i teamet. Så han skriver kontrakt med Jacques Villeneuve, der skal til teamet i 1996. Selvom han kun er 25 år gammel har han både vundet CART mesterskabet og Indianapolis 500. Villeneuve starter med pole og Williams er sikre på at de har fremtidens mand. Samtidig har de for længst fået øje på Frentzen der triller rundt i en Sauber. Tyskeren er af en eller anden grund udnævnt til at være den næste store kører og allerede inden sæsonstart i 1996 har Williams skrevet kontrakt med Frentzen for 1997 sæsonen. Det betyder så at Damon Hill må ud.
Damon Hill kører så en fremragende sæson i 1996 og vinder en fortjent VM titel, samtidig med at det står klart at han er på vej ud af teamet. Her havde det været smart hvis man havde trukket forhandlingerne med Frentzen en anelse, så man lige kunne se hvordan det egentlig gik med Hill i VM. 1996 var kun englænderens fjerde fulde sæson i Formel 1, og det tager altså tid at modne en Formel 1 kører.
Frentzen var endnu en kører der ikke passede ind i teamet. - Copyright: Schlegelmilch Photography
Selve beslutningen om at hyre Heinz-Harald Frentzen er den næste tvivlsomme beslutning der skal hives frem. Man kan diskutere om det egentlig var klogt med Villeneuve, men knægten var hurtig og det viste sig at gå godt – trods alt. Det samme kan man ikke sige om Frentzen, der godt nok vandt en enkelt sejr i sine to sæsoner for Williams. Men han virkede aldrig tilpas i teamet. Frentzen var i bund og grund den forkerte type person til Williams. Et roligt gemyt, der nok skal stryges en del med hårerne for at det for alvor fungerer for manden. Bare se hvad Eddie Jordan fik ud af ham i 1999!
Efter en elendig 1998 sæson beslutter Williams sig for at skille sig af med Frentzen, mens Villeneuve selv forlader teamet til fordel for BAR. I stedet skriver man kontrakt med Ralf Schumacher, der godt nok har vist sig hurtig ved lejligheder, men endnu ikke bevist berettigelsen af den hype der var omkring ham allerede dengang. I gæt herfra er, at Williams frygtede at han ville være ligeså talentfuld som storebror og de derfor ikke turde andet end at skrive kontrakt med ham. En cadot til Willy Weber. Et par sæsoner til hos Jordan og Ralf Schumacher var aldrig blevet til noget i Formel 1.
Den anden plads i 1999 gik til Alessandro Zanardi. Efter en mislykket Formel 1 kariere tidligere i 90’erne var Zanardi rykket til CART-serien hvor han havde vundet et par titler og leveret mange fine racerløb. Men at han pludselig skulle have udviklet nok klasse til at gå ind i et team som Williams, var der i virkeligheden ikke noget der tydede på.
Men et par sæsoner tidligere havde de haft held med at hente en CART-kører til teamet og nu gentog de succesen. Eneste forskel var, at det var en rendyrket fiasko. Efter en sæson var det farvel til Zanardi, der tog tilbage til USA og mistede benene i en tragisk ulykke. Som afløser for ham valgte man Jenson Button. Endnu engang valgte man et tvivlsomt talent i stedet for en rutineret chauffør, selvom det nok var mere det sidste man havde brug for. Button var slet og ret for ung i 2000. Godt nok jublede den engelske presse op om hvor fremragende han gjorde det, og hans alder og erfaring taget i betragtning gjorde han det skam også fornuftigt. Men hvis man ser på hans senere karriere er det tydeligt at et par sæsoner til i lavere klasser ville have klædt ham. Det er først de sidste par sæsoner han for alvor er begyndt at vise at han faktisk har et talent.
Da man valgte Button i 2000, vidste man godt hos Williams at han kun ville få en sæson hos teamet. Montoya var allerede kørt i stilling til et sæde i 2001. Endnu engang ville man forsøge sig med en CART-kører, og dennegang gik det trods alt bedre end det gjorde med Zanardi. Men man kan ikke gøre sig helt fri for den tanke at fordi de havde succes med det en gang, prøver de hele tiden at gøre det igen. Og det passer jo meget godt med rygterne om at Scott Dixon fra IRL-serien er blandt kandidaterne til et sæde hos Williams.
Det der kendetegner Williams er at de ikke er helt klar over hvilke krav de stiller til deres kørere og hvad det egentlig er de har brug for. Hos Williams vil man have modne kørere, der kan løfte et team, men som også forstår at de er en del af teamet, og at hele verdenen ikke drejer rundt om dem. Derudover haer de brug for en testkører der kan få rykket teamet fremad med større skridt end de sidste par sæsoner.
Derfor kan det undre at Williams i de sidste ti år har haft en tilbøjelighed til at satse på uerfarne kørere (Hill, Coulthard, Villeneuve, Schumacher, Zanardi, Button, Montoya) og i flere tilfælde så ikke har haft tålmodigheden til at vente på at talentet blev udviklet. Det kan også undre at de gang på gang har valgt kørere der tydeligvis ikke passer ind i teamets profil. Et team som Williams skal have kørere over 30, der allerede har bevist at de har noget at byde på.
At vælge de rigtige kørere er en væsentlig del af det at skabe et topteam. Og i den disciplin har Williams et noget blandet held. Men der er vel også en grund til at der ikke er nogen kører der har vundet VM for teamet to gange…
Det startede ellers så godt i Canada, men bilen var ikke lovlig - Copyright: Schlegelmilch Photography
NUTIDEN
Frem til i dag, hvor Williams for hvert løb nærmest ser ud som om de synker længere og længere ned og væk fra kampen om førstepladser. Fra jeg fik idéen til denne artikel og til nu, hvor jeg sidder og skriver den er der kørt to løb – Canada og Indianapolis. I Canada var bilerne godt nok bedre end tidligere, men de blev begge disket. I USA strøg Ralf Schumacher i svinget og Montoya blev disket. Ikke en imponerende indsats af teamet i de nordamerikanske løb.
Siden 2000 har Williams haft motorer leveret af BMW, så det er ganske rimeligt at betragte denne periode som nutiden for teamet. At de første par år skulle bruges til at køre motoren ind virkede helt naturligt, og set i det lys kan man også forsvare at man henter en talentfuld men urutineret Montoya ind i teamet. I første omgang var det motoren der skulle testes. 2001 går langt bedre end man havde forventet og forventningerne til 2002 er derfor ganske høje. BMW laver da også en fantastisk motor, der sætte sig på pole syv gange. Men i løbene er bilen ikke nogen match for Ferrari der fuldstændig dominerer sæsonen. En bil bliver gjort klar til 2003 og efter lidt børnesygdomme kommer den op i omdrejninger, men fader lidt mod slutningen. Så er der i år, hvor Williams præsenterer den grimmeste bil i mands minde, og den er cirka ligeså effektiv som den er køn. Problemet er dels bilen, dels dækkene, men det kan teamet ikke gøre noget ved. Det sidste problem er at BMW motoren ikke længere er den stærkeste i feltet. BMW virker lidt som om de har toppet, uden at få noget ud af det.
Det er et spørgsmål om hvor længe BMW gider lege med på den vogn. BMW er i Formel 1 for at vinde, men der kommer også et punkt hvor man bliver nødt til at erkende at man får for lidt ud af det. Og hvis ikke der snart kommer resultater tvivler jeg på at BMW i længden vil kunne forsvare at poste en masse millioner i Formel 1. Der skal bare en nedgang i salget til at man bliver nødt til at spare nogle kroner og Formel 1 virker som et logisk sted at skære ned.
Den aktuelle situation med to kørere der ikke kan udstå hinanden og som begge er på vej væk er heller ikke holdbar. Havde man en vindervogn kunne det måske nok lade sig gøre. Hvis der er en duft af guld opper de fleste mennesker sig, men det er såre menneskeligt hvis de to nuværende piloter ikke arbejder 100% for at forbedre en bil, som alligevel ikke vil kunne give dem ret meget på kort sigt, når de ikke selv skal køre den på lang sigt. Men det betyder så også at først næste år kan Williams, med to nye kørere, for alvor komme i gang med udviklingsarbejdet. Det betyder igen at de tidligst vil være rigtig konkurrencedygtige i 2006. Det er lang tid, også i Formel 1.
Hvor længe mon Theissen og BMW gider blive ved med at tabe med Williams? - Copyright: Schlegelmilch Photography
FREMTIDEN
Frank Williams er en driftig mand, ingen tvivl om det. Som ung startede han sit lille racerteam engang i 60’erne og hutlede sig igennem i en række år, inden han i 1978 skaffede sig nogle arabiske sponsorer. Dengang, i 1978, havde teamet 27 ansatte. I dag er der lige under 500 ansatte. At lede et team med 27 er en ting, at lede 500 medarbejdere er en helt anden ting. Frank Williams og Patrick Head er begge af den gamle skole, de selv skabt deres team fra bunden. Måske er Formel 1 i virkeligheden blevet for stort til dem. Godt nok har de begge to været begejstret for den udvikling der har været, om end den ville have gjort det umuligt for de to at komme ind i Formel 1 i dag, men måske er Formel 1 blevet for stor til selv rutinerede enspændere som Frank Williams og Patrick Head (og Ron Dennis).
Hvis der skal ske noget for alvor i Williams vil jeg tro man skal gøre flere ting. For det første skal man uddelegere en række opgaver til nogle fornuftige og dygtige, og helst ikke alt for farverige medarbjedere. Formålet skal være at frigøre Frank Williams og Patrick Head til mere direkte arbejde med Formel 1 teamet. Det er det, de er gode til, og det er dem teamet behøver. Teamet har ikke brug for at de trækker sig længere tilbage og overlader scenen til andre. De to er rygraden i teamet og det er dem skal gå forrest.
Når det så er sagt, vil det måske også være en idé i at køre fremtidens mand i stilling. Williams og Head nærmer sig begge pensionsalderen og vil på et tidspunkt have brug for den mere tilbagetrukne rolle. Men man kan ikke afløse en stærk leder med en stærk organisation. En stærk leder skal afløses af en anden stærk leder. Og det ville være en idé at køre ham i stilling nu. Og signalet skal være tydeligt – han skal have en del af teamet. Det skal ikke bare være endnu en ansat, men en ny partner, der kan overtage Williams’ og Heads roller som chefer. Det kan godt være at moderne Formel 1 ikke er for romantikere der kan lide at få olie på hænderne, men det er heller ikke for demokrater. Demokrati er en glimrende styreform for lande, mens oplyst enevælde plejer at være mere brugbare når der skal opnås hurtige resultater.
Williams er på vej den forkerte retning i øjeblikket og teamet har brug for både en kaptajn og en styrmand. Og det er kun teamet selv der kan rette op det. Regelændringer, omkostningsbegræns-ninger, selv hvis Ferrari udgik i samtlige løb fra nu af og til 2011, ville ikke redde Williams, medmindre de selv kæmper for det. De er hvor de er, fordi de har truffet for mange forkerter beslutninger. De næste par beslutninger SKAL være de rigtige, eller også bliver vejen tilbage til toppen uoverkommelig lang.
Skrevet af Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com
