FREDAG DEN 13.!
Fredag den 13. - datoen alene er nok til at give de fleste et sug i maven. Fredag den 13. juni 2003 var også en dag der gav et sug i maven på F1-verdenen. Det var dog ikke på banen, men uden for banen et stort drama udspillede sig. Sceneriet var pressekonferencen ved Canadas Grand Prix og i hovedrollen F1-aktøren Paul Stoddart.
Han har sammen med sit team Minardi altid nydt stor respekt og goodwill blandt Formel 1-fans verden over. Dette skyldes ikke mindst deres lange og hårde kamp for at opnå succes og overleve undervejs. Også rollen som underdog i kampen mod de store i F1-gamet skaffer dem tilhængere. Dette satte Stoddart over styr, da han ene mand tog ordet på pressekonferencen.
Stoddart gjorde det ikke med sin gode vilje, men mente ikke at han havde andre valg tilbage. Hans handlemuligheder var opbrugt og situationen så ikke lys ud. Dårlig økonomi og total mangel på sponsorer var ved at knække den evige overlever. Det Stoddart havde sat næsen op efter var oprettelsen af en Fighting Fund, der skulle give ham og Eddie Jordan ca. 8 mio. dollars hver.
Fonden var blevet lovet dem af de store teams som havde indvilliget i at prøve at hjælpe de små teams. Fjorten dage før den skæbnesvangre pressekonference var Stoddart så blevet ringet op af Frank Wiliams, som kunne fortælle, at Wiliams og McLaren trak sig fra løftet. Stoddart blev rasende og så en Formel 1-fremtid uden Minardi for sit indre blik. Hans eneste udvej var at gå ud til offentligheden med sagen.
EDDIE JORDAN FORRÅDTE PAUL STODDART I CANADA - © Jordan Press
Da han ankom til pressekonferencen så han, som han havde forventet, at han var helt alene. Ikke engang hans gode ven Eddie Jordan var til stede. Han vidste med det samme, at han måtte stå på egne ben, og der var ingen vej tilbage. Han havde taget sin beslutning, om end han ikke brød sig om den. Med rystende stemme annoncerede han over for den fremmødte presse, at han desværre så sig nødsaget til at trække sin hidtidige støtte til de nye regler, og at begrundelsen herfor var den manglende støtte fra de store hold til oprettelsen af en Fighting Fund. Det var tydeligt, at Stoddart ikke havde det godt.
Mens Stoddart talte, ankom Ron Dennis (McLaren), Eddie Jordan (Jordan), David Richards (BAR) og Frank Williams (Williams) ind ad døren. Det vides ikke om det var en provokation, men i hvert fald kom de alle for sent fra et møde, som Stoddart ikke havde været inviteret med til. Og tydeligt var det, at deres meninger og holdninger var blevet ensartede. Selv Jordan var tydeligvis ikke på Stoddarts side. Dette skuffede Stoddart så meget, at han direkte betegnede Jordan som en Judas. Også Jordan gav folk en følelse af, at han ønskede han befandt sig på en anden planet.
På et tidspunkt under konferencen blev han stillet et spørgsmål om, hvem der havde betalt for nogle af hans biler. Jordan prøvede at væve lidt rundt i et forkølet svar, før Ron Dennis reddede ham ud af pinen med et afvisende svar. Og sandt er det da også, at der går rygter om, at McLaren for tiden er med til at hjælpe Jordan ud af deres problemer. Senest forlød det, at de næste år vil sælge deres Mercedesmotor til netop Jordan til spotpris. Måske var det derfor Jordan pludselig stillede op på samme side som de store hold i stedet for at kæmpe skulder ved skulder med sin gamle kampfælle Stoddart.
RON DENNIS TOG KAMPEN OP MED STODDART I PRESSEKONFERENCEN - © West Online
Havde Stoddart så ret da han påstod, han var blevet lovet en Fighting Fund og en masse millioner? Det er svært at sige og svaret kan nok både blive ja og nej. Dennis og co. benægtede ikke at de havde bakket op om ideen, men kunne informere pressen om, at det ikke var hele sandheden. Deres støtte var nemlig betinget af, at der var ro på regelændringerne i en årrække, så de ikke tabte penge på først det ene og så det andet. Denne sidste forudsætning var ifølge dem forsvundet, og derfor mente de ikke, det var nødvendigt at leve op til den anden del af aftalen. Derudover var de tydeligt irriterede over, at Stoddart var gået til pressen med sagen og var utilfredse med at sagen blev drøftet på et offentligt pressemøde, hvor det efter deres mening ikke hørte hjemme.
Men hvorfor skulle McLaren, Ferrari, Wiliams med flere i det hele taget være interesserede i at forære Minardi og Stoddart så mange millioner dollars? Det er jo nærmest at give penge væk til en rival. Selv om det vel må siges, at Minardi næppe kan være den store rival til de nævnte teams. Svaret skal som så ofte før findes i Concordeaftalen. Den foreskriver nemlig at der skal stilles mindst tyve biler til start. Altså helst ti hold med to biler hver. Den logiske fortsættelse heraf er, at hvis blot et hold går ned med nakken skal resten af holdene stille med tre biler hver.
Det lyder ikke af det store set med en Formel 1-fans øjne, men sagen ser anderledes ud for holdene. Selv Dennis har tidligere udtalt, at McLaren ville få svært ved at leve op til dette krav økonomisk. Det var i hvert fald ikke for hverken Jordans eller Stoddarts blå øjnes skyld og fordi de ønskede at bidrage af et godt hjerte, at der blev talt om en Fighting Fund. Nærmest tværtimod kan man sige. Selv på pressemødet udtalte Ron Dennis: ”Dette er en sport med hård konkurrence, og kan man ikke lide lugten i bageriet, må man skrubbe af.”
BERNIE ECCLESTONE KOM IND FRA HØJRE OG LAGDE LÅG PÅ DEBATTEN - © Minardi Press
Herfra kunne sagen have udviklet sig i mange retninger. Den ene lige så sandsynlig som den anden. Ville Minardi knække sammen og forlade Formel 1? Ville vi få GPWC tidligere end forudset, når der kun var bilselskaberne tilbage? Ville Minardi klare sig over nedturen? Spørgsmålene kunne ikke besvares, og det ene svar kunne være lige så godt som det andet. Det, der skete, var der dog ikke mange der havde forudset på forhånd.
Pludselig fik Englands tredje rigeste mand Bernie Ecclestone pengepungen frem og købte sig ind i Minardi. Det kom bag på mange, selvom der ikke gik lang tid før man fik øje på genistregen. Med et slag fik Bernie ro på situationen, han sikrede at der fortsat er ti hold og derfor tyve biler, han undgik at sporten led et PR-tab ved at miste et hold, og han fik en fod inden for i GPWC. Intet mindre end en gudbenådet ide fra den energiske tidligere brugtvognshandler! Stoddart selv var glad og stolt. Uberørt af at han fremover ville være i lommen på Bernie jublede han over at have "reddet" teamet ved sin lille aktion. Hvilket jo netop var formålet med den.
Man kan konkludere forskellige ting om situationen. Vi ser vel alle meget nødigt Minardi gå samme vej som Arrows. Men de skal bevise, at de trods alt har en eksistensberettigelse i Formel 1. Hvis Minardi ikke kan klare sig i Formel 1 qua deres bedrifter i sporten, så har de ikke længere noget at gøre i den. Resultatet af dette kan så blive, at de må forlade gridden. Det ville være meget surt, især da det er svært ikke at have stor respekt og sympati for det lille italienske hold. Men sådan er spillet nu engang.
Hvis man skal være ærlig så har Minardi ikke så meget at komme med. Når eller hvis de gennemfører et løb er de langt bagefter de andre, og de fremstår som nogle racerkørere, der er havnet i en forkert formelrække trods en heroisk indsats fra kørerne. Som det er nu, bidrager Minardi kun til sporten med to ting. De skaffer unge talenter til sporten, og de er den sidste garanti for at de store hold ikke bliver tvunget til at stille med en tredje bil. Men er det grund nok til at køre rundt i den fornemste motorsportsklasse? Det er faktisk sporten som holder dem i live, og det er ikke nødvendigvis godt for sportens ansigt udadtil. At et eller flere hold kører rundt og overlever på konkurrenternes almisser. I så fald burde sporten ikke længere hedde Formel 1.
STODDART PROVOKEREDE HELE DEN CANADISKE WEEKEND - © Minardi Press
F1 kan godt overleve uden Minardi på samme måde som F1 har overlevet uden Arrows. Større og bedre teams har forladt sporten uden at det tog livet af sporten. Man kan således i flæng nævne for eksempel Brabham, Lotus og Tyrrell. Og måske har Ron Dennis ret når han i den ovenfor beskrevne pressekonference udtaler, at sporten har bevæget sig væk fra sin nedturstid og igen er på vej frem. Det kan være at vi om få år igen har tolv eller flere hold med. Så frygten for et "tre biler pr hold"- Formel 1 kan vise sig at være ubegrundet og overdrevet.
Som udgangspunkt, set ud fra et sportsligt synspunkt, er der intet i vejen for at se holdene stille med tre biler i stedet for - som nu - med to biler. Bare dette kan lade sig gøre økonomisk set for holdene. Med tre biler er der større mulighed for at se fallerede stjerner eller unge stjernefrø hos de største teams. Så havde vi måske stadig haft en profil som Irvine i sporten. Selvfølgelig skal man blot passe på at man ikke ender i den rene kannibalisme, hvor holdene langsomt æder hinanden op. Det vil for alvor skade sporten på lang sigt. Så set ud fra det synspunkt er Minardi en vigtig del af sporten, idet de holder fødekæden i gang.
Alligevel kan man med en anselig portion optimisme, tro på at der må findes en gylden mellemvej. Sporten må sikre sig at det er de bedste hold og kørere, der er med, men de skal samtidig tage hensyn til de bredere rammer i sporten. Der er mange modstridende interesser der skal varetages, og konflikter af denne art kan ikke altid holdes fra døren. Ingen nem opgave, hvilket hele denne sag indtil videre har været et glimrende eksempel på.
Skrevet af Henrik Eilsøe
henrik@f1journal.com
