F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL


SEKSDOBBELT TRIUMF - MEN EN SVÆR SÆSON
Michael Schumacher - seksdobbelt verdensmester i Formel 1 anno 2003. Ikke så overbevisende som sidste år, men bestemt ikke dårligere af den grund. Mange mesterskaber er flottest tilkæmpet såfremt vejen til tronen har været lang og drøj. Og det var Michael Schumachers 2003 sæson - en sæson hvor han kørte nogle af sine bedste og dårligste løb i lang tid. En sæson hvor han førte mesterskabet i ni af sæsonens seksten løb, men blev åndet i nakken af den unge garde - Kimi Raikkonen, Juan Pablo Montoya og ved lejligheder Fernando Alonso.

Det vidste Michael Schumacher dog allerede godt inden sæsonen gik i gang. Ferrari testede for første gang i lang tid helt fast sammen med resten af feltet på Barcelona og Jerez, og kunne direkte måle sig mod de andre biler. Og verdensmesteren kunne ikke mærke det skub tilbage i sæddet i den nye F2003GA, som han havde oplevet første gang han satte sig i F2002-raceren. "Jeg er sikker på at Ferrari ikke vil dominere så meget som før, og udfra hvad vi kan se, vil McLaren og Williams være helt fremme denne gang - hvor tæt får vi så at se," sagde Schumacher op til sæsondebuten i Melbourne, Australien.


I Albert Park lagde Schumi ud med at sætte tingene på spidsen i træningen - Foto: Schlegelmilch Photograph

AUSTRALIENS GRAND PRIX
Albert Park, Melbourne

Fredagens kvalifikation: 4. plads
Lørdagens kvalifikation: 1. plads
Placering i løbet: 4. plads (David Coulthard vandt)
VM-points efter løbet: 5 points
VM-placering efter løbet: 4. plads

Australiens Grand Prix er kendt for spændende og begivenhedsrige løb, positive som negative, og 2003-version skulle vise sig ikke at være en skuffelse. Det skulle samtidig vise sig at være en særdeles begivenhedrig løbsweekend for Michael Schumacher. Der var lanceret spritnye regler fra FIAs side, og masser af dem. Alle var stressede i de travle træningssessions op til kvalifikationen om lørdagen. Bare det at der var indført en pre-kvalifikation om fredagen var med til at lægge et pres på kørerne. Så meget at den ellers stilsikre verdensmester om satte sin racer i væggen under en træning.

Løbet huskes for Schumachers hårde duel med Kimi Raikkonen - en manøvre i banens første chikane, hvor Kimi pressede Michael ud i græsset, i en hårdnakket og iskold overhaling. Michael tabte senere raceren i den sidste tredjedel af banen, og rev sine bargeboards løs på bilen. Efter at have kørt særdeles kontrolleret med to bargebords dinglende fra bilens chassis, blev han kaldt i pit, og imponerede resten af løbet uden de to vinger.

Ferrari-esset sluttede løbet på en fjerdeplads efter prosessionskørsel med Raikkonen og Montoya - alle kæmpende om andenpladsen efter David Coulthard der nærmest fik sejren foræret af de tre andre kørere. Og Michael Schumacher skulle ikke op at stå på podiet for første gang i ufattelig lang tid. Han måtte nøjes med et interview i pitlanen. Men han tog det med oprejst pande. Ferrari var startet sæsonen med F2002-raceren, hvilket kunne mærkes på modstanden, så Michael var allerede mentalt på vej til det næste løb i Malaysia.


Schumis påkørsel af Jarno Trulli i Malaysia - Foto: Schlegelmilch Photograph

MALAYSIAS GRAND PRIX
Sepang, Kuala-Lumpur

Fredagens kvalifikation: 1. plads
Lørdagens kvalifikation: 3. plads (Fernando Alonso pole)
Placering i løbet: 6. plads (Kimi Raikkonen vandt)
VM-points efter løbet: 8 points
VM-placering efter løbet: 3. plads

Efter en hårdtpumpet sæsonlancering i Melbourne var der næsten elektricitet i luften, da det andet løb i Malaysia skulle løbe af stablen. Michael lagde godt ud om fredagen med en bedste tid i prekvalifikationen, men i lørdagens kvalifikation, blæste et friskt pust ned gennem F1-feltet. Fernando Alonso og Jarno Trulli tog forreste startrække i deres Renault-racere. Michael tog tredjepladsen på gridden, og spændingen op til søndagens løb var intens.

Det var igen et meget spændende løb fra start til slut. Men det var nærmest et mareridt for Michael Schumacher, der ikke kunne få noget til at fungere den søndag. Han startede med at køre ind i Trulli og sluttede på sjettepladsen mens teamkammeraten, Rubens Barrichello blev nummer to bag Kimi Raikkonen. Finnen vandt dermed sit første Formel 1-løb - det eneste i 2003-sæsonen. Det var således første gang i Schumachers karriere, at han ikke er sluttet på podiet i et af sæsonens to første løb.


DNF i Brasilien og interview i pitlanen - Foto: Schlegelmilch Photograph

BRASILIENS GRAND PRIX
Interlagos, Sao Paolo

Fredagens kvalifikation: 5. plads
Lørdagens kvalifikation: 7. plads (Rubens Barrichello pole)
Placering i løbet: DNF (Giancarlo Fisichella vandt)
VM-points efter løbet: 8 points
VM-placering efter løbet: 6. plads

For første gang i meget lang tid begyndte man at se en oprigtigt talt bekymret Michael Schumacher i Brasilien. Weekenden gik også derefter. I kvalifikationen opnåede Michael Schumacher kun en syvendeplads, hvorimod Rubens Barrichello tog pole position på sin hjemmebane. Som lidt af en sensation holdt Jaguar-køreren, Mark Webber, i tredje position efter en superstærk kvalifikation, hvor han lavede en svipser i sidste sving der kostede ham hans første pole i karrieren.

Løbet startede bag en safetycar i nogen nær monsunregn. Regnen stilnede dog af, og løbet kunne sættes i gang efter cirka et kvarter. Dét, der skete derefter, havde dog alt andet end noget med Micheal Schumacher og Ferrari at gøre. Michael spandt anonymt ud af løbet og parkerede bilen sammen med en dynge andre biler, alt for tidligt til at have spillet en væsentlig rolle i løbet. Rubens Barrichello løb tør for benzin og Ferrari blev kun tilskuere til løbets egentlige overskrifter. Webbers uheld på langsiden fulgt af en torpedokollision fra Alonsos side stoppede løbet og Raikkonen blev erklæret vinder. Dette blev dog senere ændret til Giancarlo Fisichella efter en kritisabel fejl i tidstagningsudstyret fra TAG-Heuer.


Tilbage på rette kurs på Imolabanen - Foto: Schlegelmilch Photograph

SAN MARINOS GRAND PRIX
Autodromo Enzo e Dino Ferrari, Imola

Fredagens kvalifikation: 1. plads
Lørdagens kvalifikation: 1. plads
Placering i løbet: 1. plads
VM-points efter løbet: 18 points
VM-placering efter løbet: 3. plads

Michael Schumacher og Ferrari returnerede til deres hjemmebane, Autodromo Enzo e Dino Ferrari, Imola-banen og San Marinos Grand Prix, med skuffende resultater fra de tre foregående løb. Indsættelsen af F2003GA'erens debut var blevet udskudt til Spanien, og Michael var bekymret for om videreudviklingen af F2002'eren kunne holde kampen. Han appelerede derfor til lokalpublikummet om at bære ham til en sejr. Og han skulle få brug for al den støtte han kunne få.

Han startede løbsweekenden med at få at vide, at hans mor var blevet hasteindlagt på et hospital i Köln. Imellem fredagens sessions og lørdagens, tog Michael og Ralf tilbage til Tyskland, og det der skulle vise sig at være moderens dødsleje. Da lamperne gik ud om søndagen, var både Michael og Ralf bevidst om at deres mor havde forladt dem, men valgte alligevel at køre løbet. Og hvilken manifestation - hvilken retur for verdensmesteren. Uden specielt meget pres fra sine modstandere, viste han sin ægte kaliber, og vandt et af sine flotteste løb i karrieren.


Schumi "inviterede" Alonso med op på podiet på spaniolerens hjemmebane - Foto: Schlegelmilch Photograph

SPANIENS GRAND PRIX
Circuit de Catalunya, Barcelona

Fredagens kvalifikation: 1. plads
Lørdagens kvalifikation: 1. plads
Placering i løbet: 1. plads
VM-points efter løbet: 28 points
VM-placering efter løbet: 2. plads

I Spanien kom den så. "Hajen" som udseendemæssigt fik alle i pitten og på tribunerne til at tabe næse og mund. Superskarp i designet og nu med hajgæller. Ferrari vidste at den ville lide under den stegende spanske hede, da de havde haft problemer med overophedning af den nye 2003-motor. Gællerne gjorde sit, men teamet måtte samtidig køre med omdrejningsbegrænser - for en sikkerheds skyld. Og det kunne mærkes. F2003GA'eren fik ikke ligefrem en drømmestart med ryggen fri for konkurrenter.

Ligesom det italienske publikum havde båret Michael frem på hænder og fødder i løbet før, gjorde de mange spanske tilhængere det for den unge spanioler i Renault-raceren, Fernando Alonso. De fleste løb er kendtegnet ved en overvægt af røde ferrariflag og bannere. Men på Montmelo-banen den weekend var farverne blå og gule. Fernando Alonso kvitterede for supporten ved at skygge Michael Schumacher helt frem til målstregen, og tog en flot andenplads lige bag Ferraris nye sæsonudfordrer-bil.


Ild i bilen og ild i måsen, Schumi vandt Østrigs GP - Foto: Schlegelmilch Photograph

ØSTRIGS GRAND PRIX
A1-Ring, Spielberg

Fredagens kvalifikation: 1. plads
Lørdagens kvalifikation: 1. plads
Placering i løbet: 1. plads
VM-points efter løbet: 38 points
VM-placering efter løbet: 2. plads

Bevares - til trods for Schumachers tre flotte første placeringer hele weekenden i Østrig, kunne man godt se at F2003GA ikke besad den samme overlegenhed som F2002'eren havde gjort det året før. Men selvom den ikke var ligeså overlegen, var den velsignet med en vis portion held og en vis portion rødglødende råstyrke, hvilket skulle vise sig i løbets første pitstop.

Schumacher kom sikkert fra start og kontrollerede løbet til det begyndte at regne. Som noget overraskende halede Montoya og Raikkonen ind på ham i vådt føre, men Schumacher holdt føringen. Da han kørte ind til sit pitstop, gik noget dog galt med benzinpåfyldningen, og Michaels bil stod pludselig i flammer. Kun to sekunder tabte han på den affære, og forholdt sig roligt mens ilden slukkedes. Han kapitaliserede på at Montoya gik ud og at Kimi ikke kunne holde Michael bag sig - og vandt Østrigs Grand Prix. Det tredje løb i træk.


Monaco var et skridt tilbage for Ferrari - Foto: Schlegelmilch Photograph

MONACOS GRAND PRIX
Monte Carlo, Monaco

Fredagens kvalifikation: 1. plads
Lørdagens kvalifikation: 5. plads (Ralf Schumacher pole)
Placering i løbet: 3. plads (Juan Pablo Montoya vandt)
VM-points efter løbet: 44 points
VM-placering efter løbet: 2. plads

Det kunne have været så godt... Sådan startede løbsweekenden i Monaco for Michael Schumacher og Ferrari. Der gik dog rygter om fejlagtig brug af forskellige dækblandinger på Ferraris Bridgestone-dæk. Nogle snakkede om at FIA uofficielt havde bedt Ferrari om at skifte til ens dæk om lørdagen og at det var derfor de tabte så voldsomt terræn fra den ene dag til den anden. Men et faktum var det i hvert fald, at Schumacher droppede til en femteplads på gridden, med lillebror Ralf forrest.

I løbet var det dog columbianeren, Juan Pablo Montoya, der skulle vise overraskende modne takter og vinde med Williams i Monacos gader for første gang i tyve år. Kimi Raikkonen og Michael Schumacher fulgte med over målstregen indenfor kun to sekunders margin. Ikke Michaels løb men skulle gøre sig klar til et comeback i Canada.


Fire biler indenfor to sekunder på målstregen i Montreal - Foto: Schlegelmilch Photograph

CANADAS GRAND PRIX
Circuit Gilles Villeneuve, Montreal

Fredagens kvalifikation: 2. plads
Lørdagens kvalifikation: 3. plads (R Schumacher pole)
Placering i løbet: 1. plads
VM-points efter løbet: 54
VM-placering efter løbet: 1. plads

Op til Canadas GP blev der skrevet overskrifter da Michael Schumacher og Ferrari offentliggjorde en forlængelse af kontrakten frem til og med 2006. "Jeg elsker virkelig denne sport, og har det ekstremt komfortabelt hos Ferrari. Det var dermed næsten en selvfølgelighed at jeg forlængede min kontrakt til slutningen af 2006," sagde verdensmesteren selv op til løbet. Fredagen og lørdagen i Canada viste mest af alt, at Williams havde fundet frem til en løsning, der gjorde FW25-bilen væsentligt hurtigere, og dermed kørte lige op med Ferraris F2003GA. Med en dobbelt Williams startrække og Ralf Schumacher forrest, skulle Michael Schumacher vise hvor benhård og simpelt man kan vinde et grand prix.

Michael pressede på fra starten af løbet. Juan Pablo Montoya spandt ud af kampen om førstepladsen, og så var det op til Brødrene Schumacher internt at afgøre løbet på Gilles Villeneuve-banen. Og storebror viste sig som den bedste pitstrateg af de to - som så mange gange før - og Michael vandt et meget afgørende løb i sæsonen. Han lå således nummer et i verdensmesterskabet, noget han skulle blive ved med resten af sæsonen.


Lillebror lukker munden på kritikerne og vender fokus mod storebror - Foto: Schlegelmilch Photograph

EUROPAS GRAND PRIX
Nürburgring, Nürburg Eifel

Fredagens kvalifikation: 2. plads
Lørdagens kvalifikation: 2. plads (Kimi Raikkonen pole)
Placering i løbet: 5. plads (Ralf Schumacher vandt)
VM-points efter løbet: 58 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Europas Grand Prix på Nürburgring i Tyskland stod i Schumachers tegn - dog ikke i Michaels men derimod lillebror Ralfs. BMW og Williams havde valgt den tyske bane til at forlænge deres aftale til og med 2009, og Ralf Schumacher kvitterede med en sejr. Michael Schumacher var hele tiden med fremme hvor det sner, og så i det mindste ud til at kunne tage en podiumplads, men det var McLarens Kimi Raikkonen der kom bedst fra start.

Alt så faktisk ud til at Kimi ville vinde med Ralf og Michael på de to andre podiumtrin, indtil finnens motor gav op i et brag af røgeffekter. Ralf lå derefter forrest i resten af løbet til målstregen. Michael blev stille og roligt indhentet af Juan Pablo Montoya i kampen om andenpladsen, og selve nærkampen skulle komme til at koste dyrt for verdensmesteren. Juan dykkede indenom Ferrarien i et noget optimistisk forsøg - et forsøg der dog lykkedes for columbianeren, og som ved samme lejlighed henviste Michael til en venteposition i gruset. Han blev skubbet i gang, men endte løbet på en femteplads, med Ralf, Juan-Pablo og Rubens på de tre podiepladser.


En vigtig podieplacering for Michael i Frankrig - Foto: Schlegelmilch Photograph

FRANKRIGS GRAND PRIX
Magny-Cours, Nevers

Fredagens kvalifikation: 12. plads
Lørdagens kvalifikation: 3. plads (Ralf Schumacher pole)
Placering i løbet: 3. plads (Ralf Schumacher vandt)
VM-points efter løbet: 64 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Magny-Cours var stedet hvor Michael Schumacher i 2002 bankede sit mesterskab fast med syvtommersøm. Men ligeså legende let 2002-sæsonen havde været for Michael, ligeså kringlet og uforudsigelig skulle 2003-sæsonen vælge at forme sig. Kimi Raikkonen havde fra start af været hovedmodstanderen, men nede bagfra kom de to Williams-kørere pludselig marcherende for fuld blæs. Det skulle vise sig på mange måder at være til Michaels fordel, da Williams-kørerne og Kimi Raikkonen delte vitale points imellem sig.

På den franske asfalt var Ferrari i almindelighed og Bridgestone i særdeleshed i vanskeligheder. De kunne slet ikke komme i nærheden af det tempo som Williams-racerne lagde for dagen. Der skulle en kører af Michael Schumachers kaliber til for at holde alle andre Michelin-holdene stangen, og tage den vigtige podieplacering på nederste skammel ved siden af de to overlegne BMW-racere.


Silverstone var ikke Schumachers kop te - Foto: Schlegelmilch Photograph

ENGLANDS GRAND PRIX
Silverstone, Northampton

Fredagens kvalifikation: 1. plads
Lørdagens kvalifikation: 5. plads (Rubens Barrichello pole)
Placering i løbet: 4. plads (Rubens Barrichello vandt)
VM-points efter løbet: 69 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Englands Grand Prix på Silverstone. Snakken gik lystigt op til løbet om Ferraris og Bridgestones manglende storform, og Michael Schumacher var tydeligt mærket af at tingene ikke gik hans vej. Overskrifterne var ikke til at tage fejl af, og Michael blev kun hjulpet af at BBC breakede en historie om at Juan Pablo Montoya var på vej væk fra Williams til McLaren. Der lå til gengæld ikke det samme pres på Michaels teamkammerat, Rubens Barrichello, der i England viste at det er tilladt at have en portion held med i sprøjten.

Løbet huskes nemlig i højest grad for den gale præst, der pludselig indtog baneasfalten med et papskilt, og løb hidsigt op af Hangar Straight med F1-racerne drønende lige imod sig. Situationen skabte en kunstig safetycar-periode, som Rubens udnyttede maximalt - og vandt. Situationen gav minder tilbage fra Tysklands Grand Prix et par år tidligere, da Rubens Barrichello vandt efter en tidligere Mercedes-medarbejder havde indtaget banestrækningen. Michael gjorde det så godt han kunne, men det rakte denne weekend kun til en fjerdeplads.


Vink til publikum efter en skuffende syvendeplads - Foto: Schlegelmilch Photograph

TYSKLANDS GRAND PRIX
Hockenheimring, Baden-Württemberg

Fredagens kvalifikation: 9. plads
Lørdagens kvalifikation: 6. plads (Juan Pablo Montoya pole)
Placering i løbet: 7. plads (Juan Pablo Montoya vandt)
VM-points efter løbet: 71 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Tilbage til hjemmebanen og de mange Schumacherfans på tribunerne. Hockenheim ligger i Tyskland og Die Tifosis aus Deutschland udgjorde den klippefaste tyske variant af Michaels fanskare der skulle bære Michael til en sejr. De gør det dog bare ikke nær så godt som deres italienske brødre - for Michael vandt ikke på Nürburgring og han vandt heller ikke på Hockenheim. Det blev en weekend kontrolleret hundrede procent af Juan Pablo Montoya, der tog pole, hurtigste omgang og vandt.

Michael Schumacher Ferrari/Bridgestone-pakke kunne slet ikke følge med. Han kunne have taget en andenplads et halvt lysår bag Juan Pablo Montoya, men sådan skulle det heller ikke gå. Efter et par hidsige infights på den topmoderne tyske bane, blev Michael ramt af en punktering og måtte slutte dagen på en syvendeplads. Han havde stadig førstepladsen i mesterskabet efter Hockenheim, men Montoya lå nu pludselig på andenpladsen kun seks point efter Schumi.


Tempoet i Ungarn var nærmest til en midtfeltsplacering - Foto: Schlegelmilch Photograph

UNGARNS GRAND PRIX
Hungaroring, Budapest

Fredagens kvalifikation: 9. plads
Lørdagens kvalifikation: 8. plads (Fernando Alonso pole)
Placering i løbet: 8. plads (Fernando Alonso vandt)
VM-points efter løbet: 72 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Sagaen fortsatte på mange måder på Hungaroring i Budapest, Ungarn. Ferrari og specielt Bridgestone kunne slet ikke matche de teams der kørte på det franske Michelin-gummi. Der blev således skrevet historie på den ungarske bane, da Fernando Alonso skrev sig ind i almanakkerne som den yngste løbsvinder nogensinde. Den nye garde af kørere bankede for alvor på for Michael. Han kunne i forvejen mærke Montoya og Raikkonen ånde ham i nakken, og på Ungarn blev ondt værre af at Alonso formåede at overhale verdensmesteren med en omgang på vej til sin sejr.

Efter løbet hed det fra Ferraris side: "Alt hvad der kunne gå galt - gik galt". Michael endte på en ottendeplads med syv Michelin-biler foran sig. Der blev i høj grad kigget skævt til Bridgestone og deres japanske Potenza-dæk. Der var ikke meget potens over de dæk og trængte mest af alt til et skud Viagra. Potenspillerne havde de dog selv sørget for en stor forsyning af, da de gennem Ferrari klagede over at Michelindækkenes kontaktflade udvidede sig under løbene. De fik medhold af FIA, og Michelin blev pænt bedt om at lave dæk der overholdt regulativerne ved næste løb i Italien.


Et dundersolidt comeback foran tusinder af vilde tifosi på Monza - Foto: Schlegelmilch Photograph

ITALIENS GRAND PRIX
Autodromo Nazionale, Monza

Fredagens kvalifikation: 3. plads
Lørdagens kvalifikation: 1. plads
Placering i løbet: 1. plads
VM-points efter løbet: 82 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Ugerne op til Italiens Grand Prix var en hektisk periode i pressen. Beskyldninger fløj gennem luften med Bridgestone og Ferrari på den ene side, og Michelin, Williams, McLaren og Renault på den anden. FIA forsøgte at lægge låg på situationen undervejs, men selv ved pressekonferencen mellem teamcheferne i Italien, blev der talt med meget store bogstaver. Michelin-holdene var tydeligt mærkede af det tilbageskridt FIAs kendelse havde betydet for dem, og det skulle vise sig at de havde noget at have deres bekymring i.

Pointmæssigt var der opstået en helt specielt situation op til løbet på Monza. Michael førte med 72 points, med Montoya lige i nakken med 71 og Raikkonen lige efter med 70. Inden løbet gik Michael Schumacher således igen ud i den italienske presse og udbad sig al den støtte han og Ferrari kunne få. Og der er ikke nogen som italienerne, der kan bære Ferrarien frem til en sejr - de gjorde det også på Monza med maner. Montoya havde en enkelt infight med Schumacher i starten af løbet, men indhentede ham aldrig siden. Han måtte nøjes med en andenplads bag Michael og der var nu tre points mellem dem.


Regnen på Indybanen afgjorde næsten mesterskabet for Schumi - Foto: Schlegelmilch Photograph

USAS GRAND PRIX
IMS, Indianapolis

Fredagens kvalifikation: 8. plads
Lørdagens kvalifikation: 7. plads (Kimi Raikkonen pole)
Placering i løbet: 1. plads
VM-points efter løbet: 92 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Indianapolis Motor Speedway dannede rammen om Michael Schumachers sæsonafgørende løb. Det var sæsons næstsidste, men reelt det løb der afgjorde hvem der skulle kalde sig verdensmester efter Japan. De største udfordrere til Michael Schumacher og Ferrari var Juan Pablo Montoya og Williams. Men lige netop Montoya smed sine chancer over højre skulder i et mindre sammenstød med Rubens Barrichello. Sammenstøddet resulterede i en drivethrough-straf, på et vitalt tidspunkt i løbet, og Montoya kom aldrig med oppe foran igen.

Michael startede løbet i syvende position, og umiddelbart så hans mission ud til at være at samle vigtige points uden at satse alt for en sejr. Da vejret pludselig skiftede til svag regn, var en lang række Michelin-teams i stand til legende let at overhale verdensmesteren. Men da regnen for alvor satte ind, kunne Bridgestone igen brilliere. Michael overtog kort og godt totalt kontrollen i løbet, og overhalede bil efter bil til han til sidst krydsede målstregen som sejrherre. Samtidig var Montoya ude af VM-ræset og kun Raikkonen kunne matematisk true Schumachers titelforsvar.


Snip snap snude, så er den historie ude - Foto: Schlegelmilch Photograph

JAPANS GRAND PRIX
Inao-Machi, Suzuka

Fredagens kvalifikation: 3. plads
Lørdagens kvalifikation: 14. plads (Rubens Barrichello pole)
Placering i løbet: 8. plads (Rubens Barrichello vandt)
VM-points efter løbet: 93 points
VM-placering efter løbet: 1. plads

Suzuka og Ferrari klæder hinanden. Og Michael plejer under normale omstændigheder at sætte sit slips som han vil på den japanske asfalt. Derfor var der reelt ingen der troede på at Michael ikke skulle tage fra Japan som seksdobbelt verdensmester. Selvom det lykkedes Michael Schumacher at vinde sin sjette titel, var det dog langtfra med den manér man havde forventet af ham. Reelt set var det nærmest Rubens Barrichello der vandt Michaels mesterskab for ham.

Slipset sad ikke som Michael Schumacher ville. I løbet kørte han med tungen ud af mundeb langtfra godt og til tider rigtig skidt. Sammenstød, beskadigede frontvinger, botanisering gennem græsset og andet snavs stod altsammen på Schumachers menu den dag, i det han kaldte sit hårdeste løb nogensinde. Raikkonen skulle vinde og Schumi ikke tage et point for at chancen var forpasset for den forsvarende verdensmester, men oddsne var for hårde for Raikkonen. Rubens Barrichello ydede den fornødne assistance og vandt løbet elegant, mens Michael kravlede hjem til et enkelt point bag Da Mattas Toyota.

Den sjette titel var dermed et faktum, i en sæson som på mange måder var flottere end den foregående. Den var langtfra ligeså overbevisende som 2002 set fra Michael Schumachers perspektiv, men set udefra var det en større bedrift at vinde 2003-mesterskabet i en modvind, der til tider kunne betegnes som stiv kuling. Selvom verdensmesteren til tider så ud til at være på en formmæssig rutschetur, kunne intet dog ændre ved det faktum, at han efter 2003-sæsonen, mere end nogensinde, kunne betegnes som en levende legende. Seks VM-titler - det er aldrig set før i Formel 1, og der kommer nok til at gå mindst 15-20 år før vi ser noget lignende igen..



Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com