WILLIAMSTEAMETS EUROPÆISKE MEDVIND
Da 2003-sæsonen gik i gang skete der en masse ændringer i forhold til det vi har været vandt til at se de sidste sæsoner. Reglerne blev lavet om på nogle fundamentale punkter, vi så spændende løb som sjældent i starten af sæsonen, og samtidig blev der vendt lidt op og ned på det umiddelbare styrkeforhold mellem de tre topteams. McLaren lagde stærkt ud og markerede sig ved at lægge afstand til Ferrari i de første løb. Ferrari kom dog hurtigt efter det, men det tredje topholds præstationer var en yderst blandet fornøjelse.
Williams-teamet gik som det eneste af de tre teams ud på banerne med en nykonstueret bil, FW25, mens Ferrari og McLaren holdt sig til opdaterede versioner af sidste års racere, F2002 og MP4/17-D. Og et eller andet sted i bilens aerodynamiske pakke var det gået helt galt for Williams. Nok til at give Sir Frank Williams sved på panden og hans tekniske chef, Patrick Head, en masse overarbejdstimer. Teamet var opmærksom på sidste års forskel op til Ferrari, og tog nogle tekniske kvantespring der forvoldt dem flere kvaler end de indhentede i omgangstid.
I de første løb stod det så grælt til, at FW25'eren virkede langsommere end sidste års FW24. Hvad Williams gjorde ved problemet rent teknisk og organisatorisk i løbet af sæsonen skal vi ikke komme ind på i denne artikel. Det kigger vores teknik-guru Aslak Vind på i en mere teknisk orienteret artikel her. Dette er i langt højere grad et kig på hvorledes stemningen hos teamets fans og modstandere blandt publikummet, hos deres konkurrenter og i motorsportspressen har vendt sig fra stiv modvind, til den blå-hvide mistral der har ligget i ryggen på teamet gennem deres engament på de europæiske baner.
MONACO - ET LYSGLIMT ELLER ET TEGN PÅ BEDRE TIDER?
For en god ordens skyld rekapitulerer vi lige sæsonens første seks løb op til løbet i Monaco. Hvem vandt og hvilken Williams-kører opnåede det bedste resultat?
- Australiens Grand Prix: David Coulthard vinder med Juan-Pablo Montoya på andenpladsen.
- Malaysias Grand Prix: Kimi Raikkonen vinder med Ralf Schumacher på fjerdepladsen.
- Brasiliens Grand Prix: Giancarlo Fisichella vinder med Ralf Schumacher på syvendepladsen.
- San Marinos Grand Prix: Michael Schumacher vinder med Ralf Schumacher på fjerdepladsen.
- Spaniens Grand Prix: Michael Schumacher vinder med Juan-Pablo Montoya på fjerdepladsen.
- Østrigs Grand Prix: Michael Schumacher vinder med Juan-Pablo Montoya på sjettepladsen.
Stemningen omkring Williams-teamet var derefter. Det bedste resultat var en andenplads i det første løb - og kun en enkelt af slagsen i de første seks løb. Resten bestod af fjerde-, sjette- og syvendepladser. Slet ikke godt nok for det eneste topteam der kørte med en ny bil. Det var et problem for en sponsormagnet som teamchefen Frank Williams, der ellers er kendt for at være pitlanens største tryllekunstner når det gælder at trække sponsordollars ind i budgettet.
Motorsportspressen var fyldt af meldinger om at BMW ville forlade Williams, og en af teamets største sponsorer, HP, meldte ud at de ville forlade Williams sammen med BMW. Det var enten-eller, og langtfra optimale forhold for Sir Frank Williams at arbejde under. I Monaco skete der dog noget, der gjorde at Williams pludselig kunne se lys for enden af tunnelen. Juan-Pablo Montoya vandt overraskende med Ralf Schumacher på en flot fjerdeplads. Var der tale om et lysglimt i det fjerne eller kunne de se den sorte tunnels munding?
Williams-kørerne bliver præsenteret for deres fans ved alle løbene - Foto: BMW Press
CANADAS GRAND PRIX - PÅ VEJ UD AF TUNNELEN!
På Gilles Villeneuve-banen i Canada blev det klart at Williams havde fået løst de værste af deres tekniske problemer. Michael Schumacher vandt løbet, men med lillebror Ralf og Juan Pablo i hælene over stregen med kun to sekunders margin. Iagtagere gjorde det klart at Williams nu var på linie med deres konkurrenter fra Ferrari og havde overhalet McLaren og Renault. På de bonede gulve i teamets hovedkvarter i Grove, var stemningen også vendt til det bedre. De havde noget i posen til offentliggørelse ved den efterfølgende grand prix-weekend.
Med et slag faldt to års rygtedannelser til jorden da Williams og BMW forlængede deres samarbejde fra 2005 til og med 2009 ved Europas Grand Prix på Nürburgring. Hele fem år var nok til at lukke munden på selv de mest intensive kritikere af teamet. Og skulle aftalen i sig selv ikke være nok til at stoppe munden på de højtgabende kritikere, satte Ralf Schumacher et eftertrykkeligt punktum for hele virakken, da han anførte årets første dobbeltsejr med Juan-Pablo Montoya i ryggen.
For at understrege den nye situation, gentog de samme to kørere samme formation over målstregen i Frankrigs Grand Prix. Williams havde medvind i stormstyrke og Ralf Schumacher var for alvor trådt ud af storebrors meterlange skygge. Ralf blev udnævnt som titelkandidat, selvom han brugte alenlange spalter i pressen, på at påstå det modsatte. "Jeg er endnu ikke i stand til at vinde VM. Michaels forspring er alt for stort," forlød det fra lillebror.
Højtflyvende BMW-ledelse ankommer til Europas GP - Foto: BMW Press
RALF TITELKANDIDAT - MEN HVAD MED JUAN PABLO?
Rollen som titelkandidat var lige lovlig meget vægt at lægge på Ralf Schumachers skuldre - et pres han helst så sig foruden. Modsat ville Juan-Pablo ikke afvise at han kunne gå efter guldet, selvom han var blevet overhalet indenom af Ralf Schumacher. Og selvom al fokus var rettet mod Ralf, havde Juan-Pablo faktisk noget at have det i. Efter Englands Grand Prix var columbianeren ubetinget den kører, der havde scoret flest points igennem de sidste fem løb. 40 points havde han raget til sig, hvorimod Ralf kun havde taget 33 af slagsen.
Efter Tysklands Grand Prix er forskydelsen blevet endnu større. For overblikkets skyld kigger lige på resultaterne fra og med Monaco set fra teams og køreres synspunkt med pointresultaterne i parantes:
Juan-Pablo Montoya 50 (10,6,8,8,8,10)
Ralf Schumacher 33 (5,8,10,10,0,0)
Michael Schumacher 33 (6,10,4,6,5,2)
Rubens Barrichello 23 (1,4,6,2,10,0)
Kimi Raikkonen 22 (8,3,0,5,6,0)
Williams 83 points
Ferrari 56 points
McLaren 40 points
Columbianeren har hentet 50 points hjem til teamet mod Ralfs 33 i seks løb. Michael Schumacher har ligeledes hentet 33 points hjem til Ferrari bistået af Barrichello med 23 points. Til sammenligning har en af sæsonens højst udnævnte titelkandidater, Kimi Raikkonen, hentet 22 points hjem til sit forsøg på at blive verdensmester i 2003. Columbianeren ligger dermed klart i front - både i forhold til sin teamkammerat og til Michael og Kimi der hidtil har brøstet sig af at blive kaldt de egentlige titelkandidater i sæsonen.
Ralf blev gjort til fokusfigur efter to sejre med Montoya i baggrunden... - Foto: BMW Press
COLUMBIANSK TEMPERAMENT PÅ FRANSKE LARVEFØDDER
Tysklands Grand Prix satte for alvor tingene i perspektiv. For det første har det længe været klart at Michelin havde en stor andel i Williams-teamets succes. Efter Hockenheim kunne man med al tydelighed se det i pointstillingen. Holdene på frank gummi havde samlet 313 points mellem sig, hvorimod Bridgestone-holdene havde hentet under halvt så mange - 155 i alt. Men Williams-teamet har ikke bare succes i kraft af deres gummi. Montoya tog således den tyske sejr med et forspring på over et minut ned til David Coulthard på andenpladsen.
Internt mellem Michelin-holdene er Williams således også klart i front. McLaren kan snart ikke vride flere hundrededele ud af deres MP4/17-D, og Renault viste sig slet ikke at være så klar til at konkurrere med de helt store, som de havde håbet på efter sæsonens første del. I kampen mod hovedkombatanterne Ferrari er Williams nu også oppe at ånde Maranello i nakken, med kun to points konstruktørforspring i Ferraris favør. Det er en tæt sæson - ingen tvivl om det.
POPULARITETEN ER OGSÅ I RYGGEN PÅ WILLIAMS
Kort før deadline til dette nummer af F1Journal.com, kom skribenterne til at diskuttere populariteten blandt teams og kørere i Formel 1. Og én ting kunne vi hurtigt blive enige om - nemlig at det naturligvis må være Ferrari og Michael Schumacher der er toppen af poppen. Mange års traditioner og et ark med sejre, sæsoner og legender i massevis vil gøre at stort set hvilken som helst førstekører for Ferrari vil være massivt populær fra dag ét i en Ferrari-racer.
Sådan forholder det sig naturligvis stadigvæk, og vil nok altid gøre det set i et længere perspektiv. Det er vanskeligt at måle det direkte, medmindre man laver en af de helt store rundspørgeundersøgelser, a la dem de store engelske og amerikanske magasiner med års mellemrum udfører på verdensplan. Men at Williams-teamet alligevel er inde i en medvinds-periode viste sig, da vi lavede en undersøgelse i et noget mindre format. Vi gennemgik derimod nyhederne på en lang række af de danske og internationale F1-hjemmesider siden Monacos GP, for at se hvilke teams der modtager mest omtale. Er mere end et team nævnt i en artikel, tæller alle de nævnte teams med.
Williams = 21,2%
Ferrari = 15,6%
McLaren = 15,0%
Minardi = 11,6%
Renault = 8,6%
BAR = 8,0%
Jaguar = 6,4%
Jordan = 5,8%
Sauber = 4,2%
Toyota = 3,6%
Undersøgelsen er foretaget i perioden 1/6-1/8 på følgende af de førende F1-nyhedssites: Pole-Position.dk, F1-Live.com, Grandprix.com, AtlasF1.com, F1Racing.net
Tallene taler deres eget tydelige sprog. Til trods for at Ferrari er verdens mest populære team, og Michael Schumacher verdens mest populære kører, formår de ikke at være det team der har fået mest omtale i de elektroniske medier. Williams topper med over tyve procent, hvorimod de to andre topteams, Ferrari og McLaren ligger på omkring femten procent af omtalen på hjemmesiderne. Overraskende ser det umiddelbart ud at Minardi går ind på en fjerdeplads. Men for det første er Paul Stoddart en meget åbenmundet figur i Formel 1, og for det andet har de to medvirkende danske hjemmesider nok trukket et enkelt eller to procentpoint op i kraft af Nicolas Kiesas debut i Formel 1.
...Men det var Montoya der scorede langt de fleste points til teamet - Foto: BMW Press
AL OMTALE ER GOD OMTALE - ELLER ER DET?
Simon Spies var danskeren bag den ovennævnte tese. Og det kan på mange F1-fans virke sådan når man følger Paul Stoddarts optræden i Formel 1-verdenen. Det synes at rage ham en høstblomst om han bliver populær på sine udtalelser - sålænge han ser sit navn i medierne. Men for interessens skyld lavede vi samtidig en undersøgelse af hvilke teams der får positive omtale og hvilke der får negativ. Den nedenstående ratio viser to tal adskildt af en skråstreg. Det første tal angiver hvormange artikler der omtaler teamet positivt eller neutralt. Det sidste hvilke artikler der omtaler teamet negativt. Igen topper Williams med overvejende god omtale siden Monacos Grand Prix.
Williams = 91/9
Renault = 86/14
Toyota = 72/28
Ferrari = 69/31
BAR = 62/38
Jaguar = 61/39
Sauber = 59/41
Jordan = 51/49
Minardi = 39/61
McLaren = 34/66
Undersøgelsen er foretaget i perioden 1/6-1/8 på følgende af de førende F1-nyhedssites: Pole-Position.dk, F1-Live.com, Grandprix.com, AtlasF1.com, F1Racing.net
Hvad betyder den gode omtale i praksis hvis Simon Spies havde ret? I en topsportsgren som Formel 1 er det mange gange de små marginaler der gør den store forskel. At et team der er ekstremt sultne efter sejren samtidig for et moralsk boost i ryggen, kan gøre at hver af de små 400 medarbejdere på Grove-fabrikken er villige til at arbejde en time ekstra hver dag, oven i de mange timer de i forvejen lægger i deres indsats. Rent hypotetisk giver det over 10.000 ekstra mandetimer på en måned - noget der virkelig kan mærkes i det store regnskab.
ALT AT VINDE - INTET AT TABE
Den absolut største faktor for Williams i øjeblikket er at de arbejder efter den modsatte formel i forhold til deres hovedkonkurrent Ferrari. Williams har alt at vinde og intet at tabe. Taber de mesterskabet til Ferrari igen i år, har de vist at de som det eneste team var i stand at indhente Ferrari helt ned i marginalerne. En stor forskel i forhold til sidste år. Hos Ferrari er situationen den stik-modsatte. De har vundet så mange år i træk nu, at det er svært at finde det afgørende argument for at slide sig selv op.
Mange tanker svirrer rundt i hovedet på en medarbejder i et team der forsvarer en titel i denne situation. De ligger rigtig tæt på - så smutter den i år kan de tage den tilbage næste år. Alle de vigtigste medlemmer af teamet er signet frem til/med 2006. Teamet er bygget op omkring Michael Schumacher - hvad sker der med Todt, Brawn og Byrne når den tyske dominator forsvinder? Ryger de lige lukt ned i den afgrund som Ferrari var plaget af fra 1979-2000? Hvorfor er kontinuiteten i teamet kun bygget op omkring Schumacher - hvad vil der ske derefter? Og primært - hvorfor var F2003GA'eren ikke det kvantespring fremad som de alle havde forventet?
Kigger de over højre skulder og ser Williams-teamet, opdager de et team, der har vind i sejlene på alle fronter. Og som ved samme lejlighed er fuldstændig befriet for pres på deres skuldre. De har ikke det samme pres på for at vinde titlen. De kan tillade sig at fejle uden at det er en katastrofe - den måske største faktor af dem alle.
Med lidt held er Montoya på vej mod sin første F1-titel - Foto: BMW Press
MAN KAN LÆSE DET I UDTALELSERNE
Rent afslutningsvis kunne man hive et par af de seneste udtalelser fra den nyudråbte titelkandidat, Juan-Pablo Montoya, frem som eksempel. Den columbianske kører formulerer situationen således: "Mulighederne er gode, men det bliver ikke let. Jeg kan ikke kalde mig verdensmester før jeg vinder titlen. Hvis jeg vinder er det cool, og vinder jeg ikke kan jeg i hvert fald sige at jeg forsøgte. For fem løb siden var der ingen der troede på mig og nu er jeg alles favorit. Jeg vil selvfølgelig forsøge at vinde, men der er lang vej endnu."
Teamet og kørerne nægter kategorisk at slå situationen for stort op. Går den så går den. Og hvadenten det bliver Michael Schumacher, Juan-Pablo Montoya, Kimi Raikkonen eller Ralf Schumacher der tager titlen er en ting sikkert. Kampen om titlen er i sig selv en vinder. En trumf for sporten der i en årrække har båret præg af forudsigelighed. Og forudsigelighed har næsten været et fyord i 2003-sæsonen. Det bliver en af de sæsoner hvor man næsten ikke kan vente med at få slutresultatet, og ønkser at det udspiller sig om igen næste år - og næste år - og næste år...
Skrevet af Dennis Dithmar
dennis@f1journal.com
