F1JOURNAL.COM / F1 ANALYSE / ARTIKEL


EN KRISE AF DIMENSIONER

Det var det nærmeste man var kommet en 3. Verdenskrig. Cuba krisen i de mørke oktoberdage i 1962 optog alle - en krise som tilspidsede og pressede to supermagter ud i den kolde krigs værste dage. At kaste sig et af de mest dramatiske storpolitiske kapitler, er yderst fascinerende. Og ikke mindst skræmmende! For historien har to sider - og sådan var det også med Cuba krisen. På den ene side havde den vestlige verden vundet slaget ved at reagere og vende den ellers truende situation til at Sovjet luntede af med halen mellem benene. Men det rakte meget længere end til de famøse 13 dage der holdt verden på randen af en mulig krig - russerne fik lige så meget prestige med sig, og satte sig igennem så det prægede storpolitikken de kommende årtier.

Formel 1 er også storpolitik, og til tider synes det som om historien gentager sig. Bevares, det er jo ikke der er ved at udbryde "konventionel" krig, hvor det handler om at udradere hinanden. Eller gør det? Den seneste krise, som vi måske lidt dramatisk vælger at kalde det, mellem FIA og to oprørske team, sætter sporten ind i en periode - der bestemt ikke bliver på 13 dage i oktober - hvor magtkamp og politik bliver sat i fokus. Krisen mellem parterne kan få betydning for sæsonen som den er nu, men bestemt også for sporten fremover. I sidste ende fører det nok til at alt vender tilbage til normalen - men historien sætter stadig sine spor.


HVAD HANDLER DET I GRUNDEN OM?

Det er i bund og grund en krise om penge og selvfølgelig også om ære. Hele forløbet frem til den nuværende situation tager sit udgangspunkt i den svære krise som Formel 1-sporten er ude i. Sporten har været udsat for et massivt økonomisk pres, især siden efteråret 2001 hvor alle investorer i den grad har smækket pengekassen i. Effekterne af alt det mærker vi selv her i Danmark hvor der til tider tales om en decideret økonomisk recession - så behøver vi heller ikke at blive mere økonomiske. Arrows og Prost gik ned på grund af dette. Sportsligt fik Formel 1 også et knock out med vigende interesse.

Resultatet blev et udspil fra FIA der blev præsenteret i oktober 2002. De fleste teams - for ikke at sige alle - brød sig ikke særlig meget om det, hvilket vi også tidligere har behandlet på F1Journal.com. Teamsene fik herefter mulighed for - i øvrigt alene blandt dem selv - at finde på løsninger til at nedbringe omkostningerne, men de forhandlinger endte ud i ingenting. Derfor satte FIA sig i starten af februar igennem og lancerede de ændringer som de fandt nødvendige.

Netop det at FIA sætter sig igennem uden at have taget alle teams med på råd, er det som er faldet makkerparret Ron Dennis og Frank Williams for brystet. Det er sket hen over hovedet på alle. I et brev dateret den 20. februar i år og sendt til Max Mosley, præsidenten for FIA og med kopi til alle teams og Bernie Ecclestone, konkluderer de at de bliver nødt til at indstævne FIA for en voldgift, da de mener det er et brud på Concorde aftalen.


"...I tager et unødvendigt pessimistisk indblik i fremtiden og
jeres forslag vil fjerne og ødelægge mange aspekter og
facetter i vores sport" Williams og Dennis til FIA og Mosley.


BREVET FRA DEN GAMLE GARDE

I brevet, som blev sendt ud i et fælles kommuniké med de to teams som afsender, retter de et skarpt angreb mod FIA og Max Mosley. Det vil være omsonst at gennemgå hele brevet ord for ord, da det er en gedigen sag på seks A4-sider. Hovedbudskabet er at FIA har omgået reglerne ved at introducere regelpakken med de elementer som vi kommer til at se fra starten af sæsonen. De to teams hævder:

· Ændringerne er sket efter ensidig handling

· FIA slækker på sikkerheden for kørerne

· Sporten bliver undermineret med fare for at investorer og leverandører forlader sporten

· Sporten går en ustabil fremtid i møde, hvis FIAs forslag gennemføres

I brevet bliver antagelserne forsøgt underbygget. Med overskriften "vores bekymringer" giver de to teamchefer der mening direkte til kende. Ændringerne i reglementet til denne sæson, med ny kvalifikationsform og regler for at der ikke må arbejdes på racerne mellem kvalifikationen og løbet, er for Dennis og Williams et skridt i den helt forkerte retning. "Vi mener at I tager et unødvendigt pessimistisk indblik i fremtiden for mesterskabet og at jeres forslag vil fjerne og ødelægge mange aspekter og facetter i vores sport, som har fået lov at florere og blomstre de sidste 30 år."

Med andre ord bliver ånden i Formel 1 at blive bibeholdt. FIAs ændringer lægger op til en yderst markant og bestemt drastisk ændring af Formel 1 - både på det sportslige men også det tekniske område. Teknikken skal simplificeres - ud med to-vejs telemetri, de tekniske gizmos og så skal motorerne holde over flere Grand Prix weekender. I et interview underbygger Frank Williams holdningen. "Max har introduceret disse ændringer for at peppe showet op, og så derefter at hjælpe de mindre teams."


Frank Williams' rolle som den tavse diplomat er slut © Schlegelmilch Photography

Motorreglementet har også været debatteret utallige gange - så skal motoren holde i flere Grand Prix'er for til sidst at skulle have en levetid på mindst seks løb. Her kommer nogle af de magtfulde interessenter ind i billedet. For godt nok er det McLaren og Williams der fører ordet, men det er ligeså meget BMW og Mercedes Benz der har et ord at sige. I brevet siger de to teams at reglerne for motorer "simpelthen ikke er i sportens bedste interesser og skal afklares omgående." De to teamchefer afviser dog at det er de to bilgiganter der svinger pisken. Men de har været med på råd. "Disse tiltag måtte tages efter rådslagning med dem, og både BMW og Mercedes støtter op om det," siger Ron Dennis.

Men det vil være blåøjet at tro at det alene er McLaren og Williams der har interesser i dette. I baggrunden ligger GPWC - sammenslutningen af de store leverandører i Formel 1, hvor DaimlerChrysler og BMW også er repræsenteret. Da det ikke er Mercedes eller BMW der har underskrevet Concorde aftalen, kan det derfor ikke være dem der - officielt - kan anlægge en voldgiftssag. Men der er store interesser i dette - og det er ikke kun de to bilgiganter der har bekymringer.

Således er der blandt flere sportsdirektører i resten af feltet stor bekymring over FIAs udspil om fremtidens motorer. Renault har direkte meldt ud at de føler sig decideret fornærmet over at skulle fremstille traktormotorer til brug i Formel 1. Hvorfor har flere teams så ikke stillet sig op i køen? "De fleste af vores meninger bliver støttet i privat regi, men nogle er bekymret over mulige repressalier," fortæller Ron Dennis.


DIKTATORISKE MAX

Gennem årene har Max Mosley fået flere øgenavne, hvoraf Mad Max flere gange er poppet op. Men de to teams lægger kraftigt op til at der handles diktatorisk - både i brevet og i senere interviews. "Modsat Max er vi en demokratisk organisation og vi lytter til vores tekniske eksperter. Hvis de giver en velovervejet holdning om at ændringerne vil formindske sikkerheden, og det støtter vi det," lyder det fra Ron Dennis. Hele vejen igennem skinner det igennem at de føler at FIA og Mosley agerer som en diktator for sporten.

Der henvises gentagende gange til mødet den 15. januar, hvor der blandt teamchefer og med Bernie Ecclestone som ordfører blev gennemført markante tiltage, sådan som de to teams udligger det. De forslag der blev talt om og fremlagt, åbnede op for flere penge til de mindre teams. Netop af den grund føler de to teamchefer sig yderst stødt over at FIA kalder dem og de øvrige teams for nølende.

Men omvendt - kan de store teams købe sig til et aflad ved at sende noget af deres overskud videre mod de mindre teams ved en omstrukturering af TV-pengene? Det lader ikke til at være tilfældet sådan som FIA ser det. Yderligere lægges der også, som det er anført tidligere, op til at FIA slækker på ansvaret for at fastholde en høj sikkerhed i sporten.


Max Mosley svarer de to herrer tilbage © TFbac photo

SVAR PÅ TILTALE

Der måtte komme et svar - og det gjorde der også. I brevet mod Mosley blev det anført at voldgiftsretten ville blive gennemført hvis ikke Mosley bøjede af, og det var der selvfølgelig ingen der overhovedet kunne tro ville ske. Derfor meldte Mosley ren besked den anden vej. Det er næsten lige før man kan mærke en stor harme og skuffelse over at både han og FIA er blevet udsat for et så alvorligt angreb.

Det er jo ikke et angreb som får en sekundær dækning, ligesom det også var tilfældet med Cuba krisen. Det kan godt være at livet i Formel 1 går videre, men udenfor i kulisserne skal det reelle slag om fremtidens Formel 1 slås. I brevet dateret den 24. februar af Max Mosley - direkte rettet til Ron Dennis og Frank Williams, og igen sendt med kopi til alle teams og den store Formel 1-boss Bernie Ecclestone slår Max i den grad tilbage. Tal om 'first strike' fra McLaren og Williams, men FIA præsidenten leverer et sandt arsenal af kritik den anden vej.


"...Man har ikke brug for telemetri, hvis man
indbygger et advarselslys som beder køreren
om at stoppe hvis der er noget galt ...
OG I HAR HAFT ET HELT ÅR TIL AT LAVE DET."



Hovedpunkterne i brevet går på tilbagevisning af de påstande der kommer fra den "gamle garde". Mosley har læst brevet på en sådan måde at følgende udsagn hænger i luften

· FIA bryder Concorde aftalen

· Formel 1 giver nok overskud til alle

· FIA vil ødelægge Formel 1

· FIA anlægger et unødigt pessimistisk syn på fremtiden

· Reglerne fra FIA vil hindre væksten i interesse fra leverandørerne

· Det er for usikkert at bilerne kun får 2½ time at blive klar til, og at fjerne telemetri

· Teams'ene blev enige den 4. december om at reducere omkostninger

· De to teams har været proaktive for at hjælpe de små teams

· FIA har ikke taget imod leverandørernes tilbud til sporten

Der bliver skudt med skarpt og for ikke at fortabe os helt i teksten, og de meget nærgående antydninger, kan det udledes meget direkte at Mosley er overrasket. Med hensyn til kontraktbrud i forhold til Concorde aftalen har Mosley ikke fået at vide hvilke af tiltagene de mener er kontraktbrud. Han har ellers været i kontakt med de to teams advokater. "Jeres advokater har nægtet at svare - måske vil I svare i stedet?" spørger han. Heri synes de to teams dog at være pænt direkte, idet de forklarer at de på flere områder, især det tekniske, er meget utilfredse.


MINDRE OVERSKUD I FORMEL 1

Med bortgangen af både Prost og Arrows henover de sidste par år, er der bestemt ingen der vil kunne sige at sporten ligefrem svømmer i penge. Men for de to teams er problemerne mindre. De er begge bundsolide og veletablerede, mens flere andre teams kæmper på bunden. I et interview for nylig har blandt andet Paul Stoddart, teamchefen for Minardi langet kraftigt ud mod de to teamchefer, og i særdeleshed Ron Dennis. Ingen kan vel næppe sige at de to teamchefer har særlig meget til overs for hinanden. På den ene side rynker Dennis på næsen af det lille team, der ikke ligefrem passer sig ind i Dennis' verden af sterilitet og iskold business. Et team, der ikke en gang kan præsentere en racer i bare nogenlunde ens farver, men som kører rundt med en spraglet palette af sponsorer - hvor hvert klistermærke betyder en forskel.

Dennis er blevet mindet om at han også selv startede fra bunden, og at det ikke altid har været succes der har klistret sig til ham - han måtte selv starte som mekaniker inden han bevægede sig op. Nu sker der næppe de samme kvantespring hos Minardi, men Stoddart har fat i noget af det rigtige. For i en tid hvor sporten fattes karakterer og hvor alt efterhånden sker efter stive noder, er Minardi klassens "tykke" dreng. Blandt mange fans - og hos flere i skribentstaben på F1Journal.com - ligger teamet meget højt i støtte. Ikke fordi de kører hurtigt, men fordi de står for det som sporten tidligere stod for.


Er Ron Dennis' og Frank Williams' brev blot et udtryk for deres frustration? © Schlegelmilch Photography

Men det giver ikke et team som Minardi flere penge. De lever hele tiden på et eksistensminimum og dertil er også Jordan hele tiden i fare for at blive trukket i samme retning, da de heller ikke har en leverandøraftale at støtte sig til mere. Så flere penge i Formel 1? Den holder ikke - og det argumenterer Mosley egentlig rigtig godt for, selvom netop lige dette punkt ikke kommer til at få den store betydning for voldgitsretten. Det er næppe Minardis forhold som bliver debatteret!

FIA har også fået på puklen for at ville føre sporten tilbage til stenalderen. FIA præsidenten føler at de to teams alene vil køre sporten fra pitten. "Publikum er interesseret i kørerne og sporten - ikke i elektronik." Netop det faktum kan FIA tale med om - de har flere gange stået bag serier som til sidst blev så tekniske at hele underlaget, nemlig tilskuerne, begyndte at forsvinde.


DEN GAMLE GARDE FÅR TØRT PÅ

En meget besk returnering kommer der på Dennis' og Williams' holdning til at FIA skulle have anlagt et meget pessimistisk syn på fremtiden. "Sådan hører man det hver gang fra den gamle garde i et kriseramt firma. I kan ikke finde nogen selvstændig observant eller seriøse forretningsmand som vil være enig med jer," lyder det. Modstand mod forandringer er ofte det store problem - især fra nogle der har været i gamet i det der kunne føles som 100 år. 'Det går jo meget godt sådan her', er holdningen. De to teams tager i deres brev afstand fra at FIA indfører de nye regler for at hindre Ferrari, og argumenterer at det jo netop er deres opgave at hente ind - i egen kraft!


"Jeres arbejde lader til at have handlet om af al magt
at forhindre Minardi i at få penge, som klart bør gå til dem.
I er klar til at gøre hvad som helst for at få dem på
bekostning af Minardi. Derudover taler Rons
bemærkninger om Minardi for sig selv."


Men FIA har mere ønsket om at tilsætte lidt mere krydderi til sporten - hele pakken af tiltag indbefattet. Og det er det som den gamle garde har så svært ved at tage til sig. Beskyldningerne om at sporten bliver farligere, bliver kategorisk afvist. Og så behøver man ikke telemetri. "Man har ikke brug for telemetri, hvis man indbygger et advarselslys som beder køreren om at stoppe hvis der er noget galt - og I har et helt år til at lave det." En bredside kommer der også over de to teams samarbejdsevner - noget som de ellers ligger op til at de udviser. "Jeres arbejde de sidste tolv måneder lader til at have handlet om af al magt at forhindre Minardi i at få penge, som jeg og mindst to andre rådgivere mener klart bør gå til dem. Det var penge som ellers skulle have gået til Prost hvis han havde fortsat, hverken til nogen af jer, og dog er I klar til at gøre hvad som helst for at få dem på bekostning af Minardi. Derudover taler Rons bemærkninger om Minardi for sig selv."

Netop denne kommentar fra Mosley giver de to teams og i særdeleshed McLaren et mindre troværdigt lys. De er altså ikke ligefrem uskyldige i deres tilkendegivelser, men der ligger noget under.

Til slut bliver Mosley direkte - og opdragende på de to teamchefer. "Efter at have givet jeres advokater besked på at skrive til os den 20. februar, hvor der siges at voldgifsretten vil blive påbegyndt, hvis der ikke bliver opnået et kompromis senest den 26. februar, gik I ud til verdenspressen den 20. februar, uden at vente på et svar - endda inden vi havde modtaget brevet. Hvor uansvarligt! I ventede fem uger efter mødet den 15. januar uden at reagere eller bede om et møde."


Ron Dennis får tørt på af Max Mosley © Schlegelmilch Photography

Af de mange møder der har været arrangeret har der ifølge Mosley ikke fremkommet noget konstruktivt. Og at han eller FIA skulle agere som diktator, tager han meget nær. "I ville ikke møde os. I ville ikke være enige. Hvad skal vi gøre? Ingen ønsker at gennemføre tiltag, som dog er nødvendige, uden en gennemgribende diskussion, men hvad kan vi ellers gøre?" er nogle af de sidste ord.


OPLÆGGET TIL FREMTIDEN?

Men hvor man måske nok kunne begynde at blive pessimistisk for fremtiden og bruge meget krudt på om det fører til det ene eller andet, så er de sidste ord af Mosleys brev et lille håb for sporten. "Den bedste måde at klare problemerne i Formel 1 er at tale om nye regler, frem for at bygge videre på de eksisterende. Men vi kan ikke gøre det når I afviser at møde os, sådan som I gjorde i december."

Netop det sidste begynder at klinge i ørerne. For mens FIA strides med to rebelske teams om reglementet for nuværende, så skal fremtiden til at fastlægges. Den nuværende Concorde aftale udløber i 2007. Hvad der er interessant ved hele dette forløb, er at Bernie Ecclestone står som manden i midten - og næsten kan siges på hold med begge parter.

Parterne i hele dette spil har så mange dobbeltroller at det til tider kan være svært at finde frem til hvem der er ven og hvem der er fjende. I den konkrete sag burde Bernie på den ene side være ven af de to teams. Det er Bernie der forhandler på vegne af de deltagende teams overfor FIA - og hvor endeproduktet bliver den meget hemmeligholdte Concorde aftale. Denne aftale har FIA misligholdt, sådan som de to teams udlægger det.

På den anden side er Bernie en del af FIA, så derfor rammer det ham alligevel - om end indirekte. Læg dertil at GPWC stadig fastholder at de går solo fra 2008, så begynder det efterhånden at lægge et stort pres på Bernie Ecclestone. Derfor kan hele problematikken omkring voldgiftsret og ballade i kulissen, blive starten til noget nyt. Mosley lægger op til at sporten måske decideret skal redefineres, men at det er svært indenfor den nuværende Concorde aftale. GPWC kunne måske nok se ud til at have fat i den lange ende, men der er ingen tvivl om at de helst ville blive under FIAs hat, idet de stadig er sportens øverste organ og med beføjelser til at sanktionere hvis man går solo.


Mosley jonglerer med mange bolde i luften © TFbac Photo

Ecclestone har på det seneste direkte opfordret alle teams til nu at begynde at finde sig til rette i en ny Concorde aftale. Selvom det officielt er de deltagende teams der underskriver, er det dog de store motorleverandører der styrer showet. Formel 1 er styret alene af dem og derfor synes både Dennis og Williams at være marionetter i dette spil. Der er ikke den store tiltro til at Ecclestone vil de enkelte teams det bedste. For den store cirkus direktør kan det blive den sidste handel der skal i hus - dermed er hans nok sidste kapitel blevet afsluttet inden det store imperium bliver givet videre i arv til en ny - hvem det så end skal blive. Luca di Montezemolo har direkte sagt at GPWC stadig fastholder at de vil gå solo, da de hverken vil sende penge efter Ecclestone eller de banker der ejer aktierne i Formel 1.

Netop af den grund har Ecclestone brug for at der kommer papir på nogle deltagende teams. Uden en Concorde aftale for 2008 bliver aktierne mindre og mindre værd, da ingen har forpligtet sig til at deltage til den tid. Formelt set kan sporten ophøre efter 2007 - og så gå videre i noget nyt uden indblanding fra FIA eller Ecclestone.

Hvad der så også er meget spændende i al dette, er at Ecclestone sidder med ved hvert bord. Han står i spidsen for de deltagende teams, og skal forhandle en rammeaftale på plads i forhold til FIA - og her sidder han sjovt nok også med ved bordet. Forbindelse mellem Mosley og Ecclestone er jo synlig hele vejen, så kan de to ride stormen af efter en voldgift, så ligger vejen måske åbnet for at Formel 1 fortsætter. FIA står stejlt på deres ret til at kunne indføre ændringer i reglementet - og det er en rød klud i øjnene på teamcheferne. 'Men det er jo bare ærgerligt - for det er jo de snævre rammer indenfor Concorde aftalen der gør det', synes argumentet at være.

Det er selvfølgelig en meget risikabel måde at håndtere det hele på, og det er næppe det som der er bevæggrundene. For FIAs side har det helt klat været at få sporten i en anden retning end tidligere. Man kan sige hvad man vil om nogle af ændringerne - noget synes at være total til grin, mens andet på den sportslige side måske nok giver lidt mere spice til en ellers slatten portion chili con carne, som sporten har været de sidste par år.

Er det kontraktbrud? Hvem har ret? Da stort set ingen kender til hvad der står i Concorde aftalen kender vi ikke svaret. Og det er også tvivlsomt om vi nogen sinde kommer til at få alle detaljer frem, da aftalen i den detaljer er tophemmelig.

Cuba krisen blev klaret på 13 dage - så hurtigt går det ikke med voldgiftsretten og processen der kommer til at stå i Schweiz. Historien omkring Cuba krisen viste at man kan komme så langt ud at intet synes muligt og fremtiden er uoverskuelig. Ingen af parterne kunne siges at have vundet kampen - men alle fik deres mærkesag præsenteret. Den gamle garde har slået til igen - sammenholdet mellem McLaren og Williams vedbliver, og nu truer de FIA. Men det kan blive døren til at Formel 1 bliver defineret på en ny måde.



Skrevet af Benjamin Bredahl
benjamin@f1journal.com