Da Det Japanske Grand Prix sluttede markerede det samtidig slutningen på Olivier Panis’ lange karriere i Formel 1. Det markerede også slutningen på en lang linje af franske kørere i Formel 1. I 70’erne og 80’erne var Formel 1 fuld af mere eller mindre talentfulde franske kørere, med folk som Francois Cevert, Patrick Depailler, René Arnoux, Jacques Laffite og selvfølgelig Alain Prost som de mest prominente. Men siden Prost i perioden 1985 – 1993 vandt sine fire verdensmesterskaber, er strømmen af franske kørere ebbet ud. Jean Alesi forsvandt efter 2001 sæsonen og nu forsvandt altså Olivier Panis.
Selvom franskmanden var regerende mester i F3000 da han debuterede i Formel 1 i 1994 var der i starten ingen tegn på at han så langtidsholdbar som han har vist sig at være. Hans første løb var ikke specielt imponerende, udover det faktum at han fik bilen hjem hver gang. Han kørte dengang for det kriseramte Ligier team, der i den periode skiftede ejer næsten hvert år. I 1994 var der stor usikkerhed omkring teamets fremtid og bilen var en lettere opdateret udgave af sidste sæsons racer. Så materiellet var ikke til de store udskejelser. Alligevel lykkedes det for Panis at hente et enkelt godt resultat. I Tysklands Grand Prix var der en stor ulykke i starten og mange af favoritterne måtte udgå. Det betød at Panis kom langt frem og der blev han løbet igennem. Østrigeren Gerhard Berger vandt i Ferrari, mens Panis tog sig af 2. pladsen. Den sidste podieplads gik i øvrigt til Eric Bernard i den anden Ligier.
Starten af karrieren hos Ligier var ikke nem – men lærerig for unge Panis!
Den følgende sæson gik det fremad for Ligier. Benettons teamchef Flavio Briatore havde købt teamet i slutningen af 1994, og Eric Bernard blev erstattet af skiftevis Martin Brundle og den middelmådige japaner Aguri Suzuki. En del af sæsonen stod Panis i skyggen af den erfarne Brundle, men til sidst var det franskmanden der lavede sæsonens bedste resultat, da han sluttede på 2. pladsen i sæsonfinalen i Adelaide. Panis havde efterhånden hævet sig op på et niveau hvor hans plads i Formel virkede berettiget og en potentiel kandidat til en tjans som 2. kører i et større team skulle chancen byde sig.
Om den egentlig bød sig er svært at vide, officielt var Panis i den periode aldrig i kontakt med andre teams end arbejdsgiveren Ligier. I 1996 var teamet, som de foregående år, i bedste fald middelmådigt, og de store resultater virkede udelukket. Men det kaotiske løb i Monaco skulle give teamet og Panis en chance af de helt store.
Ofte bliver Panis sejr i det løb affærdiget med et ”jamen der var jo også kun fire biler tilbage”. Og ja – det var der, og af dem lå Panis forrest – og således kunne hans karrieres enlige sejr se mere tilfældig ud end den egentlig var. For der skal ikke være nogen tvivl om at den dag i det lille fyrstedømme ved Middelhavet, der fortjente Panis at vinde. Han startede som nummer 11 - de andre der gennemførte startede alle foran ham. Så han kom ikke sovende til sejren. Tre gange i løbet overhalede han en forankørende konkurrent. Overhalinger i Monaco er svært. Overhalinger i regnvejr er svært. Overhalinger i Monaco i regnvejr – og så tre af slagsen fra den samme mand, er ikke ligefrem hverdagskost i Formel 1. Men Panis satte ikke en fod forkert den dag og hans sejr står som en af de store præstationer i Monaco på linje med landsmanden Jean-Pierre Beltoises sejr i styrtregn 24 år tidligere.
Olivier Panis’ største triumf i Formel 1 da han sejrede i Monacos Grand Prix 1996
EN MUR I MONTREAL
Resten af 1996 sæsonen var uimponerende, men Panis var steget et par grader vurderingen. Måske var der alligevel en vis fremtid i ham? Ligier teamet skiftede navn til Prost, Mugen-Honda motoren blev skiftet ud med Peugoet og Olivier Panis var manden der skulle føre dette nye franske team frem til succes i Formel 1.
Og faktisk startede det ganske godt. Når man tænker på Alain Prosts tid som teamejer er det fiaskoerne man husker. Meget få kan huske at 1997 faktisk startede ganske fornuftigt. Teamet virkede som om det var på vej mod noget, om ikke stort, så i al fald acceptabelt. Panis var hurtig og virkede som en seriøs outsider til podieplaceringer og måske kunne han hente en enkelt sejr, hvis tingene flaskede sig. Men det gjorde de ikke. I Canada ramte Panis en betonmur.
At Panis brækkede benene er til at komme sig over, selvom det kan tage tid. Problemet var at det, set i bakspejlet, var som om Prost teamets ambitioner knækkede nakken i samme ulykke. Det franske team formåede aldrig at rejse sig igen. Mens Panis var væk var resultaterne sporadiske og pengene var små. Og uden Panis til at trylle en kanin op af hatten engang imellem, var det svæt at skaffe flere penge. Han vendte tilbage og kørte nogle flere sæsoner for Prost, men samarbejdet mellem ham og Prost kom aldrig til at fungere og resultaterne udeblev. Panis virkede umotiveret og træt og endte med at miste sin plads i Formel 1.
TESTKØRER FOR McLAREN
For de fleste er det tilbageskridt at gå fra at være racerkører til at være testkører, og det var det måske også for Panis da han i 2000 blev testkører for McLaren. Men hans indsats for det hæderkronede engelske team var stor og han høstede stor anerkendelse. Flere gange var han hurtigere end David Coulthard og Mika Häkkinen. Det havde været interessant hvis Ron Dennis dengang havde besluttet sig for at skille sig af med David Coulthards middelmådige talent og prøvet at sætte Panis i bilen i 2001 i stedet. Men det gjorde han ikke, og Panis gik i stedet til BAR, hvor han ligesom Villeneuve måtte kæmpe med en umulig bil, der hverken ville det ene eller det andet.
Panis fik genoplivet karrieren med et år som testkører det rette sted – © West Online
2001 sæsonen var ikke nogen mindeværdig sæson for Panis. Han knoklede med en bil der ikke var udviklet nok, samt en motor der kun var på et begyndende stadie. Hverken aerodynamik eller hestekræfter var der nok af til at kunne gøre sig med de tunge drenge, så året blev tilbragt i en direkte duel mod Villeneuve, hvorfra Panis dog måtte erkende, at franskcanadieren var bedst. Panis fik 5 point, Villeneuve 12.
Året efter gik det værre endnu. 10 gange måtte han udgå, og det med den ene tekniske defekt efter den anden. Sølle 3 VM point fik han hevet til sig, og for at understrege BAR-Hondas kedelige sæson fik Villeneuve kun hentet ét point mere hjem. De to sæsoner går næppe over i historien for hverken BAR eller Panis’ vedkommende, og et skifte i miljø var tiltrængt. Efter to sæsoner kunne Panis se tilbage og erkende, at han i hvert fald ikke var dårligere end Jacques Villeneuve. Duellen med den eneste fransktalende kører i feltet var overstået, og det sidste kapitel i karrieren skulle således skrives med endnu et relativt nyt hold; Panasonic Toyota Racing.
KARRIERENS EFTERÅR HOS TOYOTA
Hos Toyota havde man netop udstået en sidste sæson med Mika Salo og Allan McNish. De to testkørere var blevet rigelig belønnet for deres indsats i opstarten af holdet, og der skulle nu mere teknisk kyndige og iltre kørere til. Brasilianske Cristiano da Matta mentes at være manden der kunne tilføre det iltre gåpåmod, mens Panis blev ansat som hjernetrusten der flittigt kunne udøse af sin enorme tekniske erfaring indenfor sporten. Det blev endnu en svær sæson for Panis, da han igen kom til at køre i en bil der havde rimelige hestekræfter, men hvor chassiset var dræbende ineffektivt. Årets højdepunkt kom, da han i stegende hede kørte 4 VM point hjem til holdet på Hockenheim, tæt forfulgt af holdkammeraten der kom ind til 3 point. Utvivlsomt også højdepunktet for hele hans periode hos Toyota.
Panis’ bedste løb for Toyota på Hockenheim med en 5. plads – © Toyota F1 Media
For i år, anno 2004, har Toyota endnu engang markeret sig fra den kedelige side. Da de troppede op med TF104 viste det sig at være lige så ineffektiv en racer som forgængeren, og Panis’ nye tekniske direktør, Mike Gascoyne, skulle bruge halvdelen af sæsonen på at udbedre skaderne og lave en B-version. Da denne kom scorede Panis da også nogle enkelte point, men det var tydeligt, at det sidste år hos Toyota var karrierens efterår. Det var svært at finde motivationen hos Panis, og man kan ikke forklejne manden i at have svært ved at hive sig op ved neglerødderne hver gang. TF104 og TF104B var ganske simpelt ikke noget at skrive hjem om, og Panis vidste det. Derfor ærgrede det ham heller ikke at lade sædet i sæsonafslutningsløbet i Brasilien gå til den brasilianske testkører Ricardo Zonta, for han var godt tilfreds med at afslutte i Japan, selvom han udgik af løbet. En kedelig afslutning på en lang og hård karriere i motorsportens fuldblodsklasse, og nu skal karrierens sidste år så gennemføres udenfor pressens spotlight.
Næste år skal han nemlig igen være testkører på fuldtid. Toyota har været tilfredse med hans tekniske input, og vil naturligvis gerne udnytte det så længe de kan. Panis er selv godt tilfreds med at være blevet tilbudt denne tilbagelænede rolle, hvor han kan trappe ned i en sportsgren der normalt kræver et engagement på 24 timer i døgnet med træning, test, træning, løb og atter tests. Nu kan han så fjerne de tidskrævende løbsweekender af ligningen, og dermed få en del mere tid til familien, og stadig beholde kontakten til det miljø der har været hele hans liv siden han begyndte at køre gokart tilbage i 1979.
Panis takker af med at føre i Kina foran Michael Schumacher – © Toyota F1 Media
Vi takker af, og ser den sidste franskmand forlade Formel 1. Den sidste franskmand i en generation af mange. Hvem ved hvad fremtiden vil bringe, for Franck Montagny står allerede klar i kulissen til at gøre sit indtog via Renault. Der er dog langt til fordums storhedstid for franskmændene i sporten, og Panis er effektivt det sidste levn af denne æra.
Af Martin Møller Thomsen og Kent Kirkegaard Jensen
martin@f1journal.com og kent@f1journal.com
