Da Nelson Piquet vandt sit første verdensmesterskab i 1981 i Las Vegas, kørte han et i virkeligheden ganske uinspireret løb. Han havde kvalificeret sig halvdårligt og sluttede løbet på en beskeden 5. plads. Hans held var at VM konkurrenten Carlos Reuteman var endnu mere uinspireret, og selvom argentineren startede fra pole, sluttede han uden for pointene. Nelson Piquet blev en heldig verdensmester i 1981
Niki Lauda var i 1984 en kronisk dårlig kvalifikationskører, den eneste VM vinder i historien uden en pole. I finaleløbet på Estoril skulle han slutte som 2’er hvis Prost vandt. Og Prost stormede afsted i front. Undervejs kæmpede Lauda med en defekt turbo, der dog holdt, men alligevel var han for langt bagefter 2. pladsen til at det virkede realistisk. Nigel Mansell i Lotus var manden der lå og spærrede for østrigerens ambitioner om en tredie VM titel. Og fuldstændig umotiveret og uden pres af nogen art snurrer englænderen rundt og giver Lauda mulighed for at komme tæt på. Lauda indhenter Mansell og kommer forbi – og vinder VM med et halvt point foran Alain Prost.
To år senere var det Alain Prost der gjorde brug af heldet, da han vandt sin anden VM titel i Adelaide. Mansell havde ellers matchbold, men på vej ned ad langsiden eksploderede det ene bagdæk på Williams raceren og Mansell måtte udgå. Efterfølgende blev holdkammeraten Piquet kaldt ind i pit til et dækskifte, for en sikkerheds skyld. Dermed var vejen banet for at Prost kunne vinde både løb og VM.
I 2004 vandt Michael Schumacher sit syvende verdensmesterskab ved at vinde over halvdelen af løbene og langt de fleste vandt han overlegent. Retteligt har der dog været en enkelt gang hvor han har været uheldig, men han har på intet tidspunkt været afhængig af andres uheld.
Ved pitstoppet er intet overladt til tilfældigheder - © Schlegelmilch Photography
ELIMINERING AF HELD
Ferrari har ganske enkelt afskaffet den faktor der hedder held. Tidligere skulle man have en god bil, en god kører og en god portion held for at vinde verdensmesterskabet i Formel 1. Ferrari har skåret disse tre faktorer ned til to, at have en god bil og en god kører.
Nogen vil påstå at Michael Schumacher har været heldig igennem de sidste fem sæsoner. For eksempel ved at han aldrig har mekaniske defekter. Men kan man kalde det held, at Ferrari laver en motor og en bil der aldrig bryder sammen? Nej – egentlig ikke. At opnå den stabilitet som Ferrari har opnået, opnår man ikke fordi man er heldig, men fordi man er dygtig.
Ja, men Barrichello har da haft tekniske defekter en gang imellem, mens Schumacher er sluppet helt fri. Ja – det har han, men det er godt nok ikke mange. Og selv hvis man overflytter samtlige Barrichellos defekter til Schumacher, ville der ikke blive rokeret ret meget rundt i VM tabellerne. Så jo, lad os sige at Schumacher har været lidt heldig med ikke at have defekter, men det gør stadig ikke held til en faktor for Ferrari i VM perspektiv.
Ferrari har simpelthen gjort det som alle teams i Formel 1 altid har stræbt efter – at lave en bil der aldrig bryder sammen, og så kombineret det med en kører der er hurtig og ikke begår fejl. Og den kombination har så givet fem verdensmesterskaber til Ferrari og Schumacher på ligeså mange sæsoner.
PROBLEMET MED DET MANGLENDE HELD
De andre teams har ikke gjort deres arbejde godt nok. Det har vi sagt og gentaget de sidste mange år. Det er jo ikke Ferraris problem at de andre teams ikke kan slå dem. Nej, ganske korrekt. Det er det ikke.
Men held faktoren har været en integreret del af både Formel 1 og al anden sport gennem alle tider. Sport og held følges ad – det er held der skaber det uforudsigelige, det spændende, det drama vi allesammen håber på, og vil huske. At Ferrari så har fjernet held er i og for sig ikke deres problem. Men det FIAs problem. Pointen må være at skabe nogle rammer for Formel 1 hvor held igen bliver en integreret del af sporten. Hvor resultaterne er uforudsigelige, i en eller anden udstrækning, og hvor løbene ikke nødvendigvis er afgjort efter den første runde at pitstops. Held og sport hører sammen.
Det er naivt at tro på at Mercedes, Renault, BMW, Toyota og Honda i længden gider stille op hver anden weekend sæsonen igennem og få tæsk af Ferrari. Hvis ikke snart der kommer nogle ændringer i toppen og motorleverandørerne begynder at kunne lugte blod, vil de alle ligeså stille følge efter Ford og forlade motorsport. For dem er det forretning og det er dårlig forretning altid at få tæsk.
Jamen de kan da bare gøre en større indsats, så skal de nok få succes! Måske – men det er usikkert, ligesom det er usikkert om disse bilfabrikanter har lyst og råd til at kaste flere milliarder efter en så usikker investering som Formel 1 er.
Så problemet med det manglende held er dobbelt. For det første fjerner det en del af fascinationen med sporten, for det andet kvæler det langsomt oppositionen. Og uden en ordentlig opposition er der ingen hæder i at vinde Formel 1.
Uden uheld – Ferrari i front - © Schlegelmilch Photography
SCHUMACHER I PERSPEKTIV
I 1981 var det Nelson Piquet og Carlos Reuteman, med Jacques Laffite som outsider, der kæmpede om titlen i det sidste løb. Men sæsonen igennem var det Alan Jones der var den dominerende kører. Gang på gang lå han i front og i langt de fleste løb var han en potentiel vinder. Det var heldet der svigtede Jones i 1981 og forhindrede australieren i at vinde sin anden VM titel.
Måske var det Niki Lauda der vandt VM i 1984 med historiens smalleste margin. Men set over en hel sæson var der ingen tvivl om at den bedste kører var Alain Prost. Mod slutningen af sæsonen blev Lauda nummer 2 når Prost vandt og vandt når Prost udgik. Havde held ikke været en faktor for Prost og Lauda i 1984, så havde Prost vundet VM i overlegen stil.
Man skal ikke undervurdere Michael Schumachers evner eller hans betydning for at Ferrari i dag er hvor de er. Men man skal heller ikke overvurdere den og gøre Michael Schumacher til et enestående unikum som verden ikke har set magen til. Faktum er at det altid vil være en subjektiv vurdering når man kaster sig ud i at sammenligne kørere fra forskellige tider på deres talent. Man kan sammeligne deres statistikker, men de siger uendelig lidt.
Alligevel vil jeg vove pelsen og konstatere at der var en del kørere, der kunne have gjort det samme som Schumacher gør i dag – hvis blot held ikke havde været en faktor. Ikke mange kørere, men alligevel nogle stykker. Både Stewart, Lauda, Prost og Senna havde lange perioder hvor der ikke var tvivl om at de var den bedste kører i Formel 1, ligesom Schumacher er i dag. Og hvis de kørere dengang ikke havde været afhængig af held, så kunne meget have set anderledes ud.
Selvom man ikke bruger held kan man godt være uheldig - © Schlegelmilch Photography
PERSPEKTIVER FOR FORMEL 1
En sport hvor held ikke er en faktor vil på sigt miste sin brede appel. Forudsigelighed dræber alting. I øjeblikket er der en hel række mennesker der synes at Schumacher er fantastisk og jubler hver eneste gang manden vinder. Og omvendt er der mange mennesker der sidder og venter på at han udgår eller bliver slået – eller bare slet og ret går på pension. Men hvad nu hvis Ferrari fortsætter dominansen efter Schumacher stopper – hvad så? Det er som tidligere nævnt svært at forestille sig at andre bilfabrikker på sigt har en interesse i at blive slået af Ferrari i 16 ud af 18 løb hvert år.
Derfor er det nødvendigt at lave en formel hvor held igen kommer til at spille en rolle. Ingen har interesse i et felt der består af Ferrari og en række små teams, med aflagte Ferrari motorer, der kæmper om 3. pladsen.
Ferrari har opnået det helt fantastiske at eliminere heldet. De er ikke afhængige af at være heldige og bilen holder, de er heller ikke afhængige af andres uheld. Og der skal ikke være nogen tvivl om at det i øjeblikket er sådan at det bedste hold vinder – hver gang. Men hvis det bedste hold vinder, forsvinder grunden til rent faktisk at køre løbene.
Alternativt kan man anskue det som at Formel 1 faktisk bare har noget sit højdepunkt, sit klimaks, og klassen derfor er blevet overflødig – men det ville da være lidt trist!
Skrevet af Martin Møller Thomsenmartin@f1journal.com
