2004 – ENDNU EN SÆSON MED SCHUMACHER SOM MESTER
Sæsonen er veloverstået. Vi kan se tilbage på en Formel 1 sæson der var præget af en vis grad af forudsigelighed, spændende om end nytteløse aerodynamiske løsninger, samt et par unge løver der fik vist sit værd, samt nogle stykker der faldt lidt igennem. Da først Michael Schumacher havde sikret sig mesterskabet udviste han samtidig også lidt svaghedstegn i Kina og Brasilien, mens sæsonen blev afsluttet af nogle flotte slutspurter af både McLaren og Williams. Oprigtigt talt var 2004 en kedelig sæson, ikke mindst fordi de ni hold der ikke har base i Maranello ikke formåede at leve op til både vores og egne forventninger, og ikke mindst fordi netop Maranello drengene ikke satte én fod forkert førend begge titler var i hus. Disciplin på allerhøjeste niveau kombineret med verdens bedste racerkører en teknisk driftsikkerhed hvis mage ikke er set nogensinde i Formel 1. Det kan kun give VM titler på rekordtid, og så blev der pludselig plads til at slappe lidt af. Måske endda lidt for meget.
For da Schumacher havde titlen i hus var det ikke en triumfens dag. Han var nemlig blevet kørt agterud af Kimi Räikkönen, der af uvisse grunde havde formået at holde gejsten oppe i en sæson McLaren helst ville glemme, og kørte først over stregen til en yderst fortjent sejr på Spa-Francorchamps. På Monza fik Rubens så lov at fejre Ferraris triumf foran hjemmepublikummet, hvorefter der fulgte endnu en weekend hvor det tyske F1-ikon ikke formåede at gøre ret meget rigtigt. Faktisk hans værste Grand Prix weekend i hele hans karriere i serien. Dårligste kvalifikation og dårligste placering i et gennemført løb. Ikke nogen sjov måde at fejre sin 7. VM titel på. Han fik dog oprejsning i Japan, men igen i Brasilien var han helt ved siden af sig selv.
Der var dog andre mindeværdige ting ved 2004 sæsonen. Som nævnt fik McLaren hevet sig op af dynget med næb og kløer, og fik fornemt hevet en sejr hjem i Belgien. Væk er spøgelserne MP4-18 og den lige så kedelige MP4-19, og ind kom en MP4-19B med en mere gængs aerodynamik og tilbage var farten i sølvpilene. Samme ting kan man sige om ærkerivalerne fra Williams. Chefdesigner Antonio Terzi havde skulptureret FW26 som en sand hvalros, og den havde også farten som en hvalros på land. Den var langsom, svær at styre og generelt en kedelig kreation. Men da den fik omfattende næsekirurgi og igen var tilbage med en næse lig de andre ni hold i feltet, begyndte også Williams at røre på sig. Det kulminerede med en flot afskedssalut på Interlagos, da Juan Pablo Montoya fornemt hev en colombiansk kanin op af hatten og kørte først over stregen. Ingen af de to sejre havde nogen troet muligt da sæsonen startede, og begge hold startede med nogle ganske forfærdeligt grimme næser, både æstetisk såvel som brugsmæssigt. Roserne skal alligevel deles ud, for de formåede at indse fejltrinene, lære af dem og nåede endda at rette op på dem og få vendt det til sejre.
Kimi Räikkönen viste storform i Belgien hvor han var forrest hele tiden – © Schlegelmilch Photography
Omvendt gik det knap så godt for Renault. En god start på sæsonen kulminerede da Jarno Trulli sejrede i fyrstendømmet i Monaco, for kort efter at rage sig uklar med teamchef og personlig manager Flavio Briatore. Den slags går ikke, og det genfundne talent blev frosset ude og genfandt varmen hos Toyota. Et sandt antiklimaks at måtte fyre den mand der sikrede holdet sin eneste sejr i sæsonen. Fernando Alonso var en skygge af sig selv i 2004, og formåede aldrig at gøre noget væsen af sig. Fire podieplaceringer huskes næsten ikke, og han var en af de moderate skuffelser.
Helt omvendt gik det for Jenson Button hos BAR-Honda. Adskillige flotte podieplaceringer efter hinanden og disciplinerede kørsler der gjorde, at man i et nanosekund havde et flig af utopisk tankegang om at han kunne true Michael Schumacher til titlen. Det kunne han naturligvis ikke, da selvom Button og BAR006 var en stærk kombination stadig var lysår efter Schumacher/F2004 konstellationen. Også Buttons sæson blev plettet på en kedelig måde, da manageren mente der var et smuthul i kontrakten der gjorde, at han kunne vende hjem til Williams allerede i 2005. Det kunne han ikke da CRB i Schweiz fandt det forkert at skrive kontrakt med Grove-holdet, og Button måtte derfor krybe til korset og tage endnu et år hos David Richards og BAR-Honda.
Også Fords kedelige udmelding sendte chokbølger gennem Formel 1 samfundet, hvorefter alle på nær Ferrari forsøgte at finde en redningsplan for de resterende hold. Samtidig begyndte GPWC spøgelset igen at røre på sig, og begge ting vejrer stadig i det uvisse som denne artikel ryger i trykken.
Af positive ting at tage fra sæsonen er dog afgjort baner: Skønne Spa-Francorchamps er tilbage på kalenderen, og både Dubai og Kina viste sig at have fået nogle ganske nydelige racerbaner med muligheder for overhalinger. Desværre var producerne bare historisk elendige til at finde den gode underholdning på banen, for den var der, men blev bare ikke vist i fjernsynet! For der var flere overhalinger i 2004 end sidste år, og det er en tendens vi godt kan lide.
Hvem skulle have troet vi fik Villeneuve at se foran ærkerivalen Schumacher? – © Schlegelmilch Photography
Der var ikke kun comeback til Spa men også til karismatiske Jacques Villeneuve, der fandt ud af, at fysikken hurtigt kan gå ned af bakke hvis man er udenfor i et års tid. Han får dog heldigvis tid til at lære det igen, for han er også med næste år! Fysikken var også noget Ralf Schumacher ufrivilligt blev tvunget til at tage hensyn til, da han beskadigede to ryghvirvler på Indianapolis i et horribelt uheld der mindede meget om Buttons grimme afkørsel i Monaco for et par år siden. Heldigvis slap Ralf også uskadt, men ryggen var dog så medtaget, at han blev sat ud af spillet i lang tid, men hans comeback med en andenplads i Japan huskes stadig.
Herunder følger en kort gennemgang af alle 10 holds 2004 sæson, inddelt efter placering i dette års konstruktørmesterskab:
LA SCUDERIA FERRARI MARLBORO
Ferraris sæson kan næppe kaldes andet en formidabel. Michael Schumacher sikrede sig VM titlen med hele 13 sejre ud af 18 mulige. 148 point foran nummer to i stillingen med 114, og det var hans makker der er kontraktbundet til ikke at må overhale. Nærmeste reelle konkurrent var at finde helt nede med 85 point. Ferraris konstruktørtitel er endnu mere overbevisende med imponerende 262 point foran BAR’s 119. Uhyggeligt.
I år var Schumacher ganske simpelt ”head and shoulders above the rest” – © Schlegelmilch Photography
Sæsonstarten med fem sejre på stribe til Schumacher, efterfulgt af en stribe på syv efter Monaco uheldet gjorde det til en så skræmmende opvisning, at det blev helt kedeligt. Da konkurrenterne begyndte at hale ind, ikke mindst fordi man for længst havde indstillet al udvikling på F2004 blev det sværere, men alligevel formåede de at hive sejre hjem på hjemmebanen Monza, i Kina og på japanske Suzuka banen. Rubens Barrichello spillede den perfekte andenviolin i år, og selvom perfektionisten Jean Todt godt kan se forbedringer, da han ”kun” vandt 15 ud af 18 løb, er det for os andre svært at se det på andre måder, end at Ferrari fik det optimale ud af 2004 sæsonen. Intet mindre.
LUCKY STRIKE B.A.R. HONDA
Årets vel nok største og mest positive overraskelse. Allerede fra Australien var Jenson Button og BAR-Honda med fremme i skoene. Der var point og 14 dage senere stod han endda på podiet i Malaysia. Held? Ja, det skulle man tro, men farten i BAR006 havde allerede vist sig under vintertestene op til sæsonstart, og da podieplaceringen i Malaysia blev fulgt op af endnu en i Bahrain og andenplads på Imola stod det klart, at det bestemt ikke var held. Men snarere, at hårdt slid i Brackley parret med en øget indsats fra Honda havde båret frugt, og Button kunne som enehersker i holdet lade teamet omgruppere omkring sig, og den samlede fokus gav pote.
Jenson Button hev endda andenpladser hjem i år for BAR-Honda – © BAR Media/LAT Photographic
Holdkammeraten Takuma Sato fik også en podieplacering i USA, men da McLaren og Williams fik snuden vendt rette vej blev det dog sværere. Ikke desto mindre var andenpladsen så godt som sikret, og det blev den da også uden nævneværdige problemer i en ulige kamp mod Renault, der med interne stridigheder havde tabt kampen på forhånd. BAR tager klart prisen som det mest fremgangsrige hold, om end der stadig er et meget stort skridt op til titelindehaverne fra Maranello.
MILD SEVEN RENAULT F1
En lidt underlig sæson med en lille håndfuld podieplaceringer til guldægget Fernando Alonso, mens det ironisk nok var makkeren Jarno Trulli der tog æren for holdets eneste sejr, i Monaco. Trulli fik dog ikke tid til at hvile på sin nyligt indkørte succes, for kontraktforhandlingerne gik i hårdknude da Trulli pludselig ville være sin egen herre. Det passer ikke ind i Briatores diktatoriske regime overfor kørerne i sin stald, og så var det ud til højre med italieneren. Den tidligere verdensmester Jacques Villeneuve blev hentet ind som reserve, og mens dette absolut ikke hjalp holdet i kampen om den samlede andenplads i konstruktørernes mesterskab, gav det dog holdet en anseelig presseomtale og gratis reklame.
Renault vil dog uden tvivl være ganske tilfredse med at have vippet stormagter som Williams og McLaren ned af rangstigen, og det kan de hele næste år leve højt på, når deres R25 triller ud med numrene 5 og 6 på snuden.
BMW WILLIAMSF1
Overgangsperiode er et pænt ord at bruge om 2004 sæsonen for Williams. Chefdesigneren fik en lettere hjerneblødning på tegnebordet, kørerne var i forvejen halvvejs på vej ud af holdet og underlige dikterende udmeldinger fra BMW gjorde miljøet særdeles anstrengt hos Sir Frank Williams og co. Det blev en rigtig hård opstart fra de nyligt udnævnte tekniske direktør Sam Michael, der overtog tøjlerne fra Patrick Head. Den grimme hvalrosnæse skabte flere problemer end den løste, og blev til sidst også afløst af en mere konventionel næse.
Med en almindelig aerodynamik sejrede Montoya sikkert – © Schlegelmilch Photography
På daværende tidspunkt var Ralf Schumacher dog allerede sat ud af spillet i en grim ulykke på Indianapolis, og indhentningen af reserverne Pizzonia og Gené gjorde ikke kampen i konstruktørmesterskabet nemmere for WilliamsF1. For motivationsniveauet hos Juan Pablo Montoya var til at finde på et lille sted. Det var altså en hård kamp op ad bakke hele sæsonen igennem, og kun pga. hård arbejdsiver og lidt held fik man i sæsonens sidste løb hevet en sejr hjem. Montoya kørte sit eneste inspirerede løb hele sæsonen og fik en sejr ud af det. Giver stof til eftertanke. Hvordan kunne det ikke have gået? Og hvordan går det ikke hos McLaren næste år?
WEST McLAREN-MERCEDES
Netop McLaren havde en katastrofal start på sæsonen. Ron Dennis’ værste siden han overtog holdet i starten af 80erne. Ligesom Terzi hos Williams havde chefdesigner Adrian Newey hos McLaren fået en lidt for fiks ide. MP4-18 var et mislykket projekt, og i stedet for at erkende fejlen forsøgte man at lappe den sammen i MP4-19, hvilket fra dag 1 var en dødssejler. Først da korthuset for alvor ramlede sammen omkring ørerne på McLaren fandt man igen viljen til at rette skuden op, og en forbedret næse og aerodynamik blev introduceret. Resultatet? Kimi Räikkönen kunne pludselig være med helt fremme da MP4-19B blev introduceret og et par løb senere tordnede han over stregen som vinder i Belgien, hvor han slog Michael Schumacher og dennes fantomskabning F2004 uden hjælpemidler. Faktisk var det Schumacher der ved en periode med sikkerhedsbil fik indhentet det forspring finnen ellers ville have tørret tyskeren med i ansigtet da løbet blev flaget af.
Oprejsning var der ikke meget af. Den ene sejr var kun et svagt håb til McLaren, Kimi Räikkönen og nu også Juan Pablo Montoya om, at Newey og Haug omsider har lært af sine fejl de har begået så mange af siden 2001, således de i 2005 omsider får strikket en racer sammen der kan give Michael Schumacher reel modstand over en hel sæson. For succeskriterierne hos McLaren og Ron Dennis er ikke små. Som Kimi siger, er andenpladser og tredjepladser totalt ligegyldige i den her sport. Det gælder om at vinde, og det gælder om at vinde mesterskabet! Det gjorde McLaren langt fra i år, og måtte endda se sig overhalet af konkurrenter man for 2 – 3 år siden ikke anså for andet end biler med den lidet flatterende titel som ”also-ran”. I år var McLaren kun en hårsbred fra selv at få det prædikat.
RED BULL SAUBER PETRONAS
Giancarlo Fisichella og Felipe Massa fik en lettere anonym sæson med enkelte overraskelser fra Sauber racerne i gunstige omgivelser. En sjetteplads i konstruktørmesterskabet kan Sauber være rimeligt tilfreds med, da de blev overhalet af hold der var langt bedre end dem. De fik tævet hold med større budgetter end dem selv som Toyota og Jaguar, og kan se tilbage på en sæson hvor de, når de gjorde sig bemærket, udelukkende gjorde det med positive indslag.
Fisichella fik bevist at han var et sæde i et tophold værdigt – © Schlegelmilch Photography
På kørersiden var det klart Fisichellas år. Han satte Massa godt og grundigt på plads med langt mere erfaring, og belønningen var da også frit valg på hylderne mellem et sæde hos Renault eller Williams. Han valgte førstnævnte, da de netop i år har vist sig bedre end Williams. Om det på lang sigt var det kloge valg er knap så sikkert som det faktum, at 2005 bliver et ’make or break’ år for Fisichella. Sætter han ikke Alonso på plads er han færdig i Formel 1, og Alonso er altså lysår bedre end Massa, så Fisichella får det ikke nær så nemt næste år som han har haft det i år, hvor han har kørt cirkler omkring Massa. 22 point til romaneren foran de 12 point brasilianeren skrabede sammen viser, at Fisichella stadig har farten over en hel sæson.
JAGUAR RACING
Hvor skal man starte? Forfærdelig sæson og forfærdelig afslutning. Med ét point hev de sig en placering foran Toyota i konstruktørernes tabel, og alligevel fremstår de så afgjort som sæsonens allerstørste taber. Mark Webber kunne absolut intet udrette i R5’eren og hans østrigske makker Christian Klien var end ikke i nærheden af at bemærke sig positivt. Netop som man troede 2004 blot ville blive et lidt kedeligt år for Jaguar Racing trak Ford tæppet væk under dem og hele Formel 1 verdenen. Der blev ganske simpelt valgt at lukke for det varme vand, og væk er så holdet fra Milton Keynes. En sand mavepuster, ikke mindst til de to små hold der er afhængige af motorleverancer fra Ford.
Webber og Klien fik da hevet 10 point hjem tilsammen over sæsonen, men måden de afsluttede sæsonen satte det hele i relief. Klien kørte Webber af banen, således de begge var sat ud af spillet i kampen om point i det løb. Webber måtte endda udgå! En katastrofal afslutning på en sæson hvor Jaguar Racing kun vil blive husket for én ting: Deres endeligt.
PANASONIC TOYOTA RACING
Holdet fra Köln fik en skidt start på sæsonen. TF104 viste sig at være utroligt svag rent aerodynamisk, og nyligt tiltrådte tekniske direktør Mike Gascoyne erkendte dens svagheder allerede fra start og påbegyndte med det samme en totalrenovering af chassiset. Det tog dog lang tid, og imens måtte Cristiano Da Matta erkende, at han sad i en underlegen racer, viste ikke nok potentiale og det blev hans fald. For da TF104B blev introduceret kom der prompte en udmelding fra Gascoyne om, at den nye bil altså var bedre end den så ud til, men at det var kørerne den var gal med.
Panis takker af med et farvel til den nye chef: Mike Gascoyne – © Toyota F1 Media
Man ville ikke fyre sit tekniske orakel i form af Olivier Panis, så Da Matta blev ofret og man indhentede Jarno Trulli, der netop var blevet fyret fra Renault og som havde skrevet kontrakt med holdet for 2005. Det gjorde ikke resultaterne på banen nævneværdigt bedre, men forberedelserne for næste år kunne starte et par måneder før planlagt. Panis takkede således også af i slutningen af året, og Trulli kunne så bruge tiden på at lære holdet at kende inden han næste år tørner ud sammen med Ralf Schumacher. Ikke kun på kørersiden blev der skiftet ud. Gascoyne fik også fyret Pasquali og Kreyer, og fik dermed trimmet holdet ned, således det bliver mere effektivt (læs: flere penge til R&D i stedet for lønninger). For Toyota var 2004 et skuffende år hvor der kun delvist blev rettet op på fejl og mangler. Det er der ikke råd til næste år.
JORDAN-FORD
Jordan vil nok betegne 2004 som endnu en sæson hvor der intet skete. Jovist, de fik introduceret sporten for Timo Glock og Giorgio Pantano og kørt med en masse fredselskende budskaber fra Bahrain på motorcoveret. Ellers ingenting. For kørerne var det absolut heller ikke nogen dans på roser. Cosworth-motoren kunne intet udrette i et chassis der var umulig at køre og med en styring som en 20 tons lastbil uden servostyring. Kapitalen skulle komme fra ét eller andet sted, og så måtte Jordan tage til takke med kørere der kom med sponsorater i form af Pantano som kører og Timo Glock som testkører. Siden hen fik Glock det regulære sæde da pengene slap op i Pantanos kasse.
Nemt blev det nemlig slet ikke for Pantano da han endelig kom i Formel 1. Drengedrømmen blev forvandlet til et sandt mareridt og han blev ganske simpelt fyret midt i sæsonen. Han var faldet i kløerne på, og her vælger jeg superlativerne fra den overbærende del af skuffen. Han var faldet i kløerne på en totalt inkompetent, pengegrisk og decideret tåbelig management. Da de først havde fået køreren i Formel 1 gik det hele ud på at fordrive ham fra sporten igen med alle mulige, og umulige midler. Et sandt mesterværk i hvordan man ødelægger en racerkørers karriere. Nu kan Pantano så måske (ja, måske!) skabe sig en karriere i USA, for Europa vil for altid fremover være umuligt terræn at erobre for italieneren. End ikke Ralph Firman fik så hård en medfart da han blev færdig i Formel 1, men han blev så heller ikke smidt ud på knæ og albuer.
Jordan-Ford huskes nok bedst for deres pæne reklamer fra Bahrain – © Schlegelmilch Photography
Næste år håber Jordan på Toyota motorer, men da økonomien stadig ikke er nogen dans på roser for Eddie Jordan og co. i Northamptonshire, vil 2005 nok heller ikke byde det helt store. Medmindre han får fat i den britiske kører der sikrer ham et stort sponsorat fra Benson&Hedges igen.
MINARDI-COSWORTH
Minardi var med, mere er der ikke at sige. Baumgartner og Bruni kæmpede hver gang lørdag eftermiddag om ikke at starte sidst, for derefter at køre bilen så sikkert som muligt i håbet om, at minimum 12 biler foran ville udgå. Det lykkedes én gang i USA da Baumgartner fik tilsneget sig sæsonens eneste VM point.
At ære en elsket medarbejder kan være respektfuldt, men dyrt! – © Minardi Team S.p.A.
Økonomien er ligesom hos Jordan ikke noget at råbe hurra for, og dertil skal Paul Stoddart samtidig nøjes med tre år gamle Cosworth motorer. Det fordrer ikke ligefrem store resultater og landevindinger, så 2004 vil for Minardi blive anset som en kedelig sæson. Ikke mindst fordi deres sportsdirektør John Walton døde, og da de udviste respekt på bagvingen med ordene ”John Boy” blev hovedsponsoreren Wilux knotne og afbrød prompte samarbejdet. En noget turbulent sæson for tropperne fra Faenza. Næste år ser ud til at byde på det samme, for selvom Stoddart får en opgradering på de nuværende motorer, er der alligevel dybt forældet og Minardi skal prise sig lykkelige for at 107% reglen ikke længere eksisterer!
EN LILLE SALUT TIL VORES FORMIDLERE PÅ TV
Til sidst en lille tak til TV2 Sporten for en god dækning af sportsgrenen på dens to kanaler. Alle løb uden reklameafbrydelser, kvalifikation og endda fri træning samt analyser bagefter med eksperter som Nicolas Kiesa og Tom Kristensen i studiet. Kompetente eksperter og en kompetent ledelse der øjensynligt har samme syn på sagen som os andre glødende entusiaster. Vi glæder os til næste år.
Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com
