Dansk top-10
Et bud på en top-10 over danske kørere internationalt


af Flemming Hansen.


Nr. 1 på listen - Frederik Vesti i sin Prema F2 © Frederik Vesti Motorsport FB

De bedste 10 kørere i Danmark - internationalt. Lige nu!

Vi er jo næsten ude i noget der tenderer 'Muhammed tegninger' i alvorlighed! Men vi prøver alligevel. Vi har kigget på Danske kørere - der kører internationalt. Udgangskunktet er minimum Formel 2 og opefter. Det er ikke utænkeligt, at der er et vanvittigt talent der futter rundt i junior go kart et eller andet sted - men så må vedkommende komme på denne vigtige liste på et tidspunkt!

Der er helt utroligt mange Danske kørere i bla. sportsvognsracing, så det kan være svært at vælge og ikke mindst udelade...


Nr. 1 på listen - Frederik Vesti i sin Prema F2 © Frederik Vesti Motorsport FB


Frederik Vesti har netop fået at vide at han er nr. 1 - eller også er det noget med en F1 bil? © Mercedes AMGl

Nr. 1
Frederik Vesti. 6 sejre i F2. Nr. 2 i det mesterskab og den eneste Dansker der befinder sig i top 15 i Autosports vurdering af 2023. Det kan blive vanskeligt at bibeholde den placering i 2024, da der endnu ikke er offentliggjort noget program for Frederik. F2 bliver det ikke og Formel 1 bliver det næppe før tidligst 2025. Noget Japansk Super Formula måske - udover at sidde på reservebænken hos Mercedes i F1.


Christian Lundgaard i sin Indycar - foto Christian Lundgaard facebook

Nr. 2
Christian Lundgaard for sin sejr i Indycar i Toronto den 16. juli, der kostede et overskæg. Der var dog alligevel lidt langt mellem snapsene for Rahal Letterman Lanigan teamet i 2023. Men en flot præstation af Christian. Tænk bare på Roman Grosjean der i tre sæsoner ikke har vundet løb. Hvad kan vi forvente i 2024. Måske en god placering i Indianpolis 500?


Nicklas Nielsen i 'sin' Ferrari 499P på Le Mans i 2023 © Michael Ewert foto

Nr. 3
Nicklas Nielsen. Fabrikskører for Ferrari i den ypperste klasse i WEC. To pole positions - 4 podieplaceringer samt en tredie plads i kørermesterskabet. Så der er virkelig sket noget for den unge mand i 2023. Ærgerligt dog at det var den 'forkerte' Ferrari der vandt Le Mans. Men Nicklas kunne sagtens blive den næste danske Le Mans vinder!


Christian Rasmussen i sin Amerikanske uniform © Penske Entertainment

Nr. 4
Christian Rasmussen. Vinder af feeder serien til Indycar og kører i 2024 med i udvalgte løb sammen med de store drenge i Indycar! Christian har været det i Danmark oversete 'ukendte' talent, der nu nok skal komme med i overskrifterne i 2024!


Michelle Gatting i sin Iron Dames Porsche RSR på Le Mans i 2023 © Michael Ewert foto

Nr. 5
Michelle Gatting. Sejr i absolut sidste løb i GTE klassen med sit hold af seje tøser da hun, sammen med sine to medkørere fra Iron Dames-teamet, Sarah Bovy og Rahel Frey, vandt 8 Hours of Bahrain i FIA World Endurance Championship i LMGTE AM-klassen. Det er første gang nogensinde, at en bil kun bestående af kvindelige racerkørere vinder et FIA WEC-løb. Samt generelt gode resultater i løbet af året. Skal køre an masse i løbet af 2024 og starter ud i 24 timers løbet på Daytona.


Michael Christensen i sin Porsche 963 på Le Mans i 2023 © Michael Ewert foto

Nr. 6
Michael Christensen. Topkører hos Porsche i den ypperste klasse. Men Porschen har ikke rigtigt været der i år. På den anden side skulle 919 også lige igennem to 'sløje' år inden den slog til. Men Michael er stabiliteten selv og lynhurtig når materiellet ellers er til stede.


Bastian Buus efter sin sejr i sidste afdeling af Porsche Supercup 2023 © Porsche Motorsport

Nr. 7
Bastian Buus. Vinder af Porsche Supercup i 2023. Porsche juniorkører, der er klar til at rykke op til de helt store drenge!




Marco Sørensen på Le Mans i 2022... GMB'en holdt ikke længe i 2023 © TFsport

Nr. 8
Marco Sørensen der blev 2022 'årets bilsportskører' har haft et lidt afventende år og kørt rundt i lavere luftlag - men vandt dog GTD på Daytona 24 timers løbet, hvilket giver ham en solid 8. plads i top ti. Han har nu opnået en kontrakt med Aston Martin for 2024 og jagter et muligt Hypercar sæde i 2025. Var sammen med GMB teamet på Le Mans i en Aston Martin - men det var hurtigt overstået da de udgik efter 1 time og 45 minutter.

 


Malthe Jakobsen sin Oreca 07 Gibson på Le Mans i 2023 © Michael Ewert foto

Nr. 9
Malthe Jakobsen - et stjerneskud af talent i sportsvogns racing og nu også hos Peugeot. Det blev til en 12. plads på Le Mans i LMP2


Kevin Magnussen i sin bovlamme Haas F1 © Haas F1 media

Nr. 10
Kevin Magnussen. Kører trods alt i Formel 1, der jo er et mål i sig selv for mange. Men fik i den grad buksevand af en 'pensioneret' F1 kører i form af Nico Hülkenberg, at det jo nærmest var lidt pinligt at se på? Ja Haas' VF23 var i den grad en skod spand - men at tabe så markant til en teamkammerat i kvalifikations gamet fremmer ikke en placering - men holder sig dog i top 10!

 

Udenfor listen - men 'boblere', der kunne komme ind - eller falde endnu længere tilbage!

Nicki Thiim. AMR kontrakt i 2024 samt DTM for Lambo burde få ham i top ti i 2024.

Oliver Rasmussen - utroligt lovende i sportsvogns racing.

Mikkel Jensen - Holdt tilbage af den ikke særligt overbevisende Peugeot

Mikkel O. Pedersen - masser af løb i Porscher, men måske ikke så meget held?

Frederik Schandorff - Har haft fine reultater i IMSA og lavede legestue med alle på Jyllandsringen

Kasper H. Jensen - han burde have en ordentlig chance i udlandet!

Jan Magnussen - bokser lidt rundt for GMB - finder sæder på Le Mans og kører TCR. Nægter at lade sig pensionere!