Danske racerbiler
Ny bog fra Alstrup, Dam og Frimodt


Af Flemming Hansen. Fotos fra bog og egen samling.


Forsiden domineres af den fine Aquila Formel Ford


Danske Racerbiler - nørderi på højt niveau!

Hvis du skulle ligge inde med opfattelse, at du bare ved alt om danskbyggede racerbiler fra krigen og fremefter og du nikker genkendende til mærker som 'Hansen Special', 'Morian Special', 'Viggo jensen Special', 'Pedersen-Fiat', 'Søby TG', 'Silver Bird', 'Krogh & Pedersen', 'Jala', 'Corami', 'Campeotto-Fiat' og mange flere, så er dit efternavn sikkert, Alstrup, Dam eller Frimodt!

Har du ikke lige det kendskab og har en historisk interesse for racerbiler fra før mor var dreng, så har d'herrer skabt dette længe ventede nye værk kaldet 'Danske Racerbiler'.


Det hele være med?

Jeg er næsten sikker på, at der ikke kan være en bil der på nogen måde kan være overset i dette værk? Vi er virkelig ude i det meget eksotiske til tider - f.eks. den afbilledede 'Special Wagner Slot', der kun kørte et løb og ikke er set siden!

I starten - det vil sige efter krigen i 40'erne - så var der stadig folk der godt ville kæmpe på hjul og motor. Men det var ikke lige sådan at finde noget at race med. Så det var der at der forhåndenværende søms princip kom i brug. Diverse udtjente biler blev opgraderet med - ikke det man kunne finde hos T.Hansen - men nærmere det der lå på en skrotplads.Det gav plads til en helt række 'specialvogne' med typisk ejerens navn og så 'special'. De gav den så gas på diverse jordbaner og sikkerheden var helt i top! (Nej....!)


Øhm kører den ikke baglæns? Special Wagner Slot kørte kun et løb. Motorjournalens legendariske Mogens Damkier kritiserede den sønder og sammen. Den var grim og farlig er vist dækkende for det han skrev?

Stille og roligt udviklede biler og klasser sig. Der kommer Midgets - der vel nærmest er en størrelse gokart med karosseri?

Midget raceren Larsen & Gribskjold DKW er et af eksempel på en gammel racer der efter brug blev stillet i et hjørne af en garage og egentlig glemt. Lige til en dag Harry Lund kom forbi!


Larsen og Gribskjold-DKW 'dengang'.


Harry Lunds nu fornemt restaurerede DKW


De legendariske Alfa Dana er naturligvis også med i bogen og er igen et eksempel på at ikke alle racerbiler havner på skrotpladsen. Alfa Dana der er i klassen formel Junior har været en del af Copenhagen Historic Grand Prix de sidste mange år og er kommer også rundet til mere eksotiske steder end Bellahøj Park.


Alfa Dana i bogen


Den selvsamme Alfa Dana ved CHGP

Der er også biler i farver af nyere dato!

I de senere år er det et navn som Aquila der har slået sit navn fast - bla. med forside billedet, hvor Kevin Magnussen slår sine folder. Der er naturligvis fyldige afsnit med både denne Formel Ford og så den på danske breddegrader i det mindste og fra Super Saloon klassen så kendte Aquila SR1 / CR1. Den har jo i hænderne på Claus Christensen og senest Morten Straarup været pænt dominerende i deres underafdeling af SSC - hvor alt der ikke er forbudt er tilladt! De er dog nu ved at blive udfordret af endnu hurtigere biler i klassen og jeg synes ikke at have set Aquila sportsvognen på banerne i 2021. Men det kan jo være af Covid grunde?


Kevin Magnussens Aquila ved Fukamuni præsentation i 2008.


Morten Straarup i Aquila CR1 på Jyllandsringen i 2019

Endelig vurdering.

Det er jo nok ikke lige en bog der ender på bestseller listen. Dertil er emnet nok lidt for eksotisk til den jævne bog forbruger, der måske henter sine bøger i Føtex!

Men for nørden er det guld. Når det så er sagt så er det her jo igen en af de her bøger der helt klart er et 'labor of love', der klart viser, at de implicerede har en mere end almindeligt dybdegående viden om emnet. Vi er måske nærmest ovre i en form for diagnose for d'herrer? Men arbejdet er imponerende og meget læseværdigt.

Så herfra kan der naturligvis kun uddeles 6 møgbeskidte skiftenøgler af 6 mulige!