De
Tre Seje
Ny bog fra Carsten Frimodt
Af Michael Ewert og Flemming Hansen
|
De tre store sønderjyder - nu i bogform
Carsten Frimodt har gjort det igen. Seneste skud på
stammen fra forfatteren bag bl.a. ’Formel 1 i Danmark’
og ’Danske F1 Drømme’ udkommer fredag
den 18. oktober 2019 og bliver udgivet på forlaget
Veterania. Bogen handler om John, Kurt og Kris med efternavnene
Nielsen, Thiim og Nissen.
Forordet er skrevet af Tom Kristensen, og mængden
af billeder i bogen er helt uhørt. Ved hjælp
af bl.a. Carstens netværk har mange fotografer leveret
billeder til bogen og det gør, at de tre køreres
historier dokumenteres på fornemste vis.
Bogen gennemgår de tre køreres opvækst
fra det tidlige familieliv til de blev ramt af racerbacillen
til kørernes eftermæle udenfor den aktive motorsport.
Vi starter med John, da han er den ældste. Født
i 1956 i Varde, siden kommer Kurt (født 1958 i Vojens)
og slutteligt Kris Nissen (født 1960 i Arnum).
Der er mange ligheder mellem de tre, som på deres
vej mod det forjættede og mislykkede Formel 1 alle
vinder det tyske F3-mesterskab, alle kommer til at køre
Gruppe C og alle slutter deres aktive professionelle karrierer
i dansk motorsport.

Uddrag fra bogen Tre seje sønderjyder
af Carsten Frimodt
Man kommer tæt på som læser.
Forfatteren Carsten har en evne til at gøre de tre
biografier selvstændige og man føler virkelig
man kommer tæt på de tre personer og det er
ikke rosenrødt det hele. Beskrivelserne om Kris Nissen,
der kom så voldsomt galt under en træning til
et japansk sportsvognsløb på Fuji i 1988, da
det hele ellers så lyst ud giver associationer til
Niki Lauda. Hvordan Kris den skæbnesvangre dag havde
droppet en del af det brandhæmmende sikkerhedsudstyr,
da det kun var en test, hvor der ikke skulle køres
100%.
Eller hvordan Vor Herre holdt hånden over ham flere
gange, når han mødte de forhadte baner Avus
og Norisring. Den belgiske bane Zolder var også lidt
med sort uheld og følelsen af at køre for
det Kremer-team, som havde flere døde kørere
på samvittigheden.
Beskrivelsen af Kurt Thiims forsøg i Gruppe C og
de tanker Dansky gjorde sig i en Mercedes C11 som han på
grund af de mange kræfter var bange for at køre.
Hvordan Kurt indtog DTM og vandt i første forsøg,
at være andenviolin til de tyske kørere og
afsavnet til familien mange hundrede kilometer væk.
John Nielsen er også helt sin egen. Stædig
som en okse, der kæmpede sig frem igennem de små
serier, hvordan han blev til Superjohn, hans voldsomme uheld
i F3 i Monaco 1984, deltager i F3000 da serien blev etableret
og forholdet til Tom Walkinshaw Racing gav John muligheden
for at køre Gruppe C, bl.a. med Martin Brundle som
makker og naturligvis den første Le Mans-sejr og
oplevelserne i USA.
Le Mans i 90’erne og begyndelsen af 00’erne,
her i forsøget på at vinde i et dansk team
med bl.a. Casper Elgaard ved sin side og Essex Invest som
investor/teamejer og de mange kampe i DTC.

Uddrag fra bogen Tre seje sønderjyder
af Carsten Frimodt
Husk at se hele bogen igennem!
Men hvad med det der Formel 1? Da jeg læste
bogen bed jeg mærke i, at der ikke stod noget om John
Nielsens forsøg i en Renault i 1983 på at slå
banerekorden på Jyllandsringen eller hvor tæt
Kris Nissen var på at komme i Formel 1 i 1986, for
den sags skyld hans Sauber test i 1995.
Hvad er nu den tænkte jeg, men da biografien om Kris
Nissen var forbi, så dukkede der et nyt kapitel op
om Formel 1 og så kom billederne og historierne om
Formel 1. En positiv afslutning på bogen, der var
spændende fra start til slut.
Hvor jeg nogle gange læser en motorsportsbog på
en dag eller to, så har jeg brugt næsten en
uge på denne bog. Ikke fordi den er svær at
læse, men fordi detaljerne er så mange og billederne
så flotte, her er et billede fra Jyllandsringen med
Ayrton Senna uden hjelm med Kris Nissen bag sig, så
man er nødt til at lægge bogen fra sig for
lige at fordøje indtrykkene.
Når den primære kritik er brug af ordet hængte
i stedet for hang og manglende billeder af John Nielsens
West-McLaren i Europa og hans tilsvarende i Japan 1996,
så har man lavet en god bog.
Efterskrift.
Bogen har solgt så godt, at den nu kommer i andet
oplag. Ja den er udsolgt, hvilket vel nærmest er en
sensation for relativt snævre udgivelser? Men der
er håb forude, hvis du ikke har fået bogen endnu!
Der er kommet et par kasser til Carsten Frimodt, så
hvis du ikke har fået den endnu kan du kontakte Carsten
Frimodt via Facebook på:
https://www.facebook.com/carsten.frimodt
Der uddeles 6 olieindsmurte gaffelnøgler
af 6 mulige for 'De tre seje'.
Og vi glæder os til næste udgivelse... :-)