The Book
Den ultimative Tom Kristensen-bog

Af Michael D. Ewert. Alle fotos © Audi Motorsport.

En moppedreng af en bog.

Op til dette års Le Mans udkom det, der betegnes som den ultimative Tom Kristensen-bog. En ordentlig moppedreng på tre og et halvt kilo og en størrelse som gør, at man ikke bare tager bogen med sig. 300 sider, der omhandler hele Toms karriere primært med billeder, som Tom selv har udvalgt og billeder, som ikke tidligere er blevet udgivet.

Der er en grund til, at bogen har det navn som den har. Selv om man kan undre sig over det engelske navn til en bog, der udgives i Danmark, så er der to forklaringer. Den ene er, at det her er BOGEN, og så er den oversat til både tysk, dansk og engelsk, altså i samme bog.

Da jeg hentede bogen i min lokale postudlevering troede ekspedienten ikke sine egne øjne, da jeg sagde, at det var EN bog. Hendes brevvægt stod på 3.65 kg, og jeg indrømmer selv, at jeg troede, at der var mindst to bøger i pakken. Men nej. Bogen som er udgivet af Politikens Forlag ved JP/Politikens Hus er en moppedreng uden lige. Det her er ikke en bog man slæber fra sted til sted, og du tager den ikke med i toget og læser. Det er den simpelthen for stor til.

Tom indleder selv bogen ved dette skriv:

”DEN STØRSTE GAVE ved denne bog var at lave den. Produktionen af de over 300 sider var for mig en spændende rejse gennem næsten fire årtiers motorsport. Jeg har mødt gamle venner og holdkammerater, jeg er kommet i tanke om længst svundne minder, jeg har grinet ad mange fotos og dvælet i flere minutter i taknemmelighed ved synet af mennesker, som har ledsaget mig på min rejse – nogen i flere år, nogen kun på en kort strækning. Nogen mistede vi alt for hurtigt. Har turen ad anekdoternes og billedernes hurtige langside givet mig stof til eftertanke? Åh, ja. Har minderne efterladt mig i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at stoppe karrieren nu? Ikke et sekund. Tværtimod er jeg glad for, at jeg har kunnet tilbringe tid med så mange fantastiske mennesker og kan se tilbage på vores fælles succeser. Jeg er taknemmelig for mit helbred og min enestående familie, og i tilgift har jeg fået mange livsvarige venskaber gennem min sport. Så derfor, familie og venner, kammerater og mekanikere, ingeniører og holdkammerater samt officials og selvfølgelig ikke mindst fans – tak til jer alle, for I er de virkelige hovedpersoner i denne bog. Uden jer ville den ikke have haft noget indhold.”

Lad os så kigge på bogen

Jeg blev i første omgang lidt skuffet, da jeg åbnede denne kæmpe bog. Officielt hedder det en Coffee Table Book, og de første mange sider var store flotte billeder, men ikke mere. Ingen tekst ledsager åbningsbillederne, men så kommer man til Toms forord.

Her efter ligner det en rigtig bog i forkert størrelse. For størrelsen af bogen er svær at begribe, og hvis du ikke tror på mig, så gå ned i din lokale bogpusher og løft bogen.

Bogen er opdelt i mere end 30 emner, som ikke kun handler om Le Mans, selv om Le Mans har sin store fylde i bogen. Der er et interview med Jacky Ickx og Tom Kristensen. De to venner mærker man også i bogen, at de har stor respekt for hinanden og de udfordringer Le Mans giver.

Første Le Mans-sejr har naturligvis stor betydning. Var det ikke for debutsejren i 1997 havde Tom måske været en might have been i stedet for den legende han er nu. Det var ikke fordi der ikke havde været optrin til en Le Mans-debut tidligere, men det flaskede sig aldrig, men en af de bedste ting ved denne bog er alle de billeder, hvor mange er nogle man ikke har set før. Tom Kristensen i en Toyota Gr.C-racer stående med de senere F1-kørere Jacques Villeneuve og Eddie Irvine.

Barndommen kommer man naturligvis også igennem, og her er både et billede af Baby Tom med hjelm og et billede af forældrenes bryllup. Familien har betydet meget for Kongen af Le Mans.

Som alle store kørere kom Tom K også igennem gokart. Det var her kimen blev lagt, og der er godt krydret med billeder fra en tid, hvor billeder blev taget med et 35 mm kamera og film skulle fremkaldes. Skulle et af Toms børn få lyst til at prøve kræfter med motorsporten, så vil de blive gennemfotograferet med digitale kameraer, der for tid og evighed vil bevare sin kvalitet. Det fandtes ikke i starten af Toms karriere, og det gør mange af billeder i bogen endnu mere specielle.

Derfor er det endnu mere specielt at se de mange billeder fra f.eks. tysk F3 og tiden i Japan. Bogen er simpelthen en fornøjelse at kigge igennem og man forstår, hvad Tom skriver i forordet. Billederne bringer minder frem, og der er billeder af de Formel 1-biler og den Bettenhauser-Indycar som han har testet.

Man kunne gå bogen slavisk igennem, men det vil ikke være særlig spændende at læse. Det er meget sjovere at gå ned i boghandleren og bladre prøveeksemplaret igennem. Du når ikke alle 300 sider igennem, men jeg er ret sikker på, at du tænker, at den bog skal jeg have.

Prisen virker pebret ved første øjekast. Vejledende udsalgspris er 699 kroner, men den findes mange steder billigere. Men når man står med bogen i hånden, mærker papirets kvalitet og den klarhed billederne har, så er prisen ret fair.

Man kommer hele vejen rundt de mange motorsportsserier som Tom har deltaget i. Race of Champions, DTM, Goodwood. Tom Kristensens grimme uheld i DTM-åbneren i 2007 gennemgås naturligt. Det nok voldsomste crash for den populære kører, og det kunne have kostet karrieren. Det havde været naturligt at stoppe sin karriere og fokusere på familien, men få dage før Le Mans ugen startede blev der indkaldt til pressemøde på Hotel Hilton ved Kastrup Lufthavn. Alle de store medier var der, jeg var der, og det hele handlede om Tom ville komme til Le Mans. Mathias Ekström var reservekører på bilen, men vi kender udfaldet. Tom var tilbage i bilen under to måneder efter hans voldsomme ulykke, resten er historie.

Tom trak sig tilbage i november sidste år med den nok bedste statistik på Le Mans. Ni sejre og alle løb som hans bil ikke er udgået i er endt på podiet. I 2013 vandt han både Le Mans og WEC-mesterskabet med Luic Duval og Allan McNish. I en alder af 46 år, og med to tragedier samme år. Toms far døde og Allan Simonsen betalte den højeste pris på Le Mans på tredje omgang. Det gennemgås selvfølgelig i bogen.

Top 7

Noget af det som jeg altid finder sjovest er, når en kører laver ranglister. Tom har tænkt sig godt om og lavet en Top 7 over bedste biler, bedste løb og bedste baner. Med flere hundrede løb i karrieren, så har han skulle tænke sig godt om for at finde de syv ”heldige”. Alle Toms løb og resultater kan ses sidst i bogen inklusiv de medkørere der har været med.

Der er også en visuel oversigt over stort set alle de biler, som Tom har kørt professionelt. Det vil sige historiske biler er ikke inkluderet i oversigten.

Jeg kan varmt anbefale bogen. Det er The Book. Det her er en visuel gennemgang af en karriere, som strækker sig over fire årtier. Tom Kristensen var hverken den første dansker på Le Mans, heller ikke den første sejrsherre, men Tom var om nogen køreren, der bragte Danmark på verdenskortet internationalt og var medvirkende til, at Le Mans gik fra et par tusinde tilskuere til Le Mans til en delegation på størrelse med en dansk provinsby.

Tak til Vicki Meinertz fra Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

Tom Kristensen - The book
prog: Dansk
Sideantal: 304
ISBN: 9788740024296
Format: 290x370
Udk. 12. juni 2015
1. udgave, 1. oplag
Indbinding: Indbundet
Forlag: Politikens Forlag