Gå til rally!
Få en ganske gratis motorsportsoplevelse
Af Flemming Hansen

Gjønge rally

Nu er det jo synd at sige at det vælter med motorsport på 'Djævleøen'! Især sådan sidst på året, hvor stort set alle de store serier i ind og udland forlængst har pakket værktøjet sammen. Hvor der så tillige ikke er så meget at se på fjernsynet, ja så kunne det jo være at man skulle lette sig fra sofaen og tage ud i det ganske Danske land og opsøge det sjove!

En sådan mulighed lå pludselig lige for i midten af november. Sådan en rimelig blæsende og råkold dag - men dog heldigvis med tørvejr - blev der afholdt den sidste afdeling af DM rally på Møn: Gjønge Rally.

Men et er, at vide hvor det er sådan ca. afholdes i forhold til at vide hvor det er mere præcist. Men der var heldigvis en god hjemmeside , der i mindste detalje gjorde det muligt med enkle midler at følge med.

Udgangspunktet var Stege, hvor der var serviceområde for de forsamlede deltagere i løbet. Systemet er at deltagerne kører ud og kører ca. 3 SS'ere, der ikke har noget med Tyskland i 40'erne at gøre, men er simpelthen en forkortelse at det internationalt anvendte 'Special Stage', hvor selve tidtagningen foregår. Transportstrækningerne mellem etaperne foregår på almindelig vej og med lovmæssig fart!


Den senere Danmarksmester Christian Jensen gør klar til start

En plan må man ha!

Med en ordentlig stak udskrifter, en overordnet tidsplan og detailkort for området var det derefter en nogenlunde smal sag, at pejle sig ind på hvor og hvornår der ville ske noget. Et ganske uundværligt værktøj i den henseende er en GPS. Det er lidt sin sag at sidde og fedte med et kort - det er straks noget andet, at blive ledt hen til det sted man har søgt ud - for man kommer virkelig uden for lands lov og ret! Der kan naturligvis ikke køres på selve ruten, så man er nødt til at køre uden om og finde et stykke vej der slutter ved eller i det mindste er i nærheden af ruten. Gerne med noget krølleri og nogle sving, da der ikke er så meget sjov ved bare at se dem drøne forbi i topfart.

En anden uundværlig ting at have i bagagerummet er simpelthen gummistøvler. Gode gamle røjsere, der kan tage bondemandens mark i fuldt firspring. For der ER mudret på den årstid og det med at stå tæt op ad ruten a'la tosserne sydpå er ikke lige mig. Det kan hurtigt gå galt og så er det fornuftigt at have lidt buffer at kunne løbe væk på. Husk at det er almindelige landeveje helt uden nogen form for barrierer! Det er dog en god ide altid at holde sig på afstand af de steder der er afmærket med minestrimmel af arrangørerne!


Ja selv en stor tung svensk jernklods kan flyve! Tim og Mick Fraas i Volvo 240

Gå i depotet

Ude på racerbanerne er sådan noget med at 'gå i depotet' noget der i reglen er forsynet med en ordentlig prislap. Bare tænk F1 - hvor man skal være i familie med Bernie Ecclestone eller have en meget rig og kendt familie for bare at komme i nærheden. Men i Stege var det bare at træde inden for på området. Ikke noget med afspærringer eller fæle kontrollører. Bevares, der var måske heller ikke lige det samme antal tuilskuere som til et F1 løb, men der var da mulighed for at se mehanikerne svede med udstyret og gaffatapen når nu bilerne vendte tilbage til serviceområdet, som det jo retteligt kaldes. Så kunne man jo selv i al fredelighed nyde en 'pølle' eller en lokal burger.

Det skal dog siges at der jo nok er nogen vej op til WRC standard. Reelt set er der i toppen af kransekagen kun ganske få aktører, der har det professionelle islæt over sig. Langt de fleste kørte rundt i ret bedagede biler med mange år på bagen og serviceomårådet bestod af en simpel havepavillion og en trailer. Læg også mærke til at de rigtigt dyre biler kører på prøveplader, der kun lige gælder for DM afdelingen - de kan jo alligevel ikke 'træne' i den forstand ude på vejene og MÅ heller ikke lave recce med andet en lovlig hastighed - selvom vist ikke alle husker det!

Men den hyggelig og uformel stemning er der til et sådan arrangement, så det kan varmt anbefales at tage en tur ud på landet og opleve lidt rigtig rallystemning. Men husk - vend ALDRIG ryggen til en rallybil!


En del af tilskuerne var sikkert en del yngre end denne Corolla kørt af Jonas Damgaard!

DM rally kalenderen for 2010

14. og 15. maj Rally Danmark 2010 - Kjellerup og Omegns Motorklub

18. og 19. juni Rødekro - Motor Sport Sønderjylland

3. og 4. september - Sydhavsrally - Nykøbing Falster Motor Sport

8. og 9. oktober - Sydvestjylland - Bramming Motor Club

6. november - Slagelse - Slagelse Auto Sport

Kilde: DASU


Det kan nok være at der var fart på denne Swift!


BMW M3 er stadig en fed bil. Johnny Pedersen i klassen for gamle biler fik dog defekt.

Fra løbets hjemmeside

Landets to hurtigste rallykørere, mesteren Max Christensen og udfordreren Christian Jensen, har året igennem kæmpet om brøkdele af sekunder frem til målstregen i hvert eneste løb, men i Yokohama Gjønge Rally, femte og sidste løb til danmarksmesterskabet i rally, gik det helt anderledes.

Christian Jensen lagde ud i et forrygende tempo i sin Peugeot 207 Super 2000 og efter kun to hastighedsprøver var han allerede 14 sekunder foran Max Christensen i Subaru Impreza. Det tvang den regerende mester til at forcere, og på den sjette ud af 10 hastighedsprøver gik det galt: Max Christensen ramte en chikane og bulede sin bil så meget, at han måtte udgå.

Dermed kunne Christian Jensen køre i mål som overlegen vinder af Yokohama Gjønge Rally og som ny danmarksmester i det prestigefyldte mesterskab for firehjulstrukne rallybiler.

I mesterskabet for tohjulstrukne tunede biler gik spændingen også hurtigt fløjten. På prøve 4 punkterede den regerende mester Martin Johansen i Suzuki Swift og satte så mange minutter til, at han valgte at udgå. Ny mester i klassen blev Tim Svanholt i VW Golf GTI, der har kørt i højt tempo året igennem og blev nr. 2 i DM-finaleløbet.

I gruppe H, gamle rallybiler, lagde Johnny Pedersen i BMW M3 hårdt ud og førte med 20 sekunder foran Henning Søgaard i Ford Sierra Cosworth, men så fik han som tidligere i år motorproblemer og kunne knapt nok slæbe bilen i mål. Henning Søgaard kørte sig samtidig meget op og tog løbets samlede sjetteplads og mesterskabet.

I den historiske klasse, Midland Historic Rally Cup, var der kamp til målstregen, og her var første mand Kim Madsen i Ford Escort RS 2000. Men han havde tidligere i løbet kørt mod retningen på en hastighedsprøve efter at have ramt en chikane, og det er forbudt, så han blev udelukket. Cupvinder blev således Per G. Hansen i Porsche 911 RS, der flere gange tidligere har været tæt på titlen, men haft tekniske uheld. I år kom den hurtige og flotte Porsche endelig til tops i den historiske rallysport.

Yokohama Gjønge Rally blev kørt på yderst krævende veje på Møn og understregede, at rallysporten i Danmark efter nogle magre år atter er på vej frem med voksende deltagerfelter og mange talentfulde kørere i alle mesterskabsklasser.


Ib Kragh i den meget vellydende Fiat Abarth Punto 2000


Tim Svanholt vandt den 'lille' klasse.


Og også DM som det kan skimtes på bagklappen


Mange af bilerne var uden de helt store sponsor midler.


Og ja - flere af bilerne var også til salg:
' Vintage' Sierra til salg - få kilometer - én forsigtig ejer... eller noget i den retning ;-)