1994
Mareridtsåret i formel 1.
af Flemming Hansen |

Nu er kalenderen røget så meget i hak, at
det er 15 år siden, at året hed 1994. I formel
1 sammenhæng er dette år lig med den rædselsfulde
weekend på Imola der kulminerede den 1. Maj, hvor
Ayrton Senna for øjnene af millioner af tv-seere
bliver dræbt da hans Williams FW-16 ryger direkte
i betonmuren i Tamburello kurven kort efter start.
Men 1994 sæsonen var også på andre måder
en yderst kontroversiel sæson
Sæsonen startede som det var typisk den gang –
i Brasilien. Forventningerne til sæsonen var dæmpede
for at sige det mildt. Udsigten til Senna i feltets absolut
bedste bil efter skiftet til Williams gjorde, at de fleste
trak på skuldrene og ikke mange væddemål
om sæsonens verdensmester gik til andre end brasilianeren.
Året før havde Prost vundet VM i netop en Williams.
Senna havde gjort sit bedste i den Ford drevne McLaren MP4/8
og vandt da også sejre i blandt andet Monaco og det
enlige løb på Donington, men true de stærke
Williams racere kunne han ikke for alvor. Så skiftet
til Williams blev ikke anset for at være spændingsfremmende
for VM for at sige det mildt.
En anden ændring før 1994 gik ud på
at al den elektronik der hjalp kørerne med start,
traction control, ABS, intelligent affjedring blev forbudt.
Det var vældigt kritiseret af kørerne, da man
mente, at det kunne give uheldige følger for sikkerheden.
Der blev også indført mulighed for tankning
i løbene – hvilket også var frygtet af
mange. Det skulle vise sig, at det ikke var gjort med de
ændringer – meget ville ske i 1994.
Interlagos åbner sæsonen
Brasilien skulle åbenbare sig meget anderledes end
forventet! Senna havde godt nok poleposition, men i løbet
var det en ung tysk opkomling ved navn Michael Schumacher,
der i sin spraglede Benetton havde den frækhed at
køre fra Senna. I et desperat forsøg på
at hente den hurtige tysker røg Senna af banen på
55. omgang af de 71. Den ny Williams var ikke en god (nok)
bil. Formel 1 var i chok.
Det næste løb afvikledes på en rigmands
bane i nogle fjerne japanske bjerge. Aida var en lille Mickey
Mouse bane, som formel 1 besøgte for første
og næstsidste gang i 1994. Senna var igen i pole postion
– men ak – allerede i første sving bliver
han skubbet af banen i en hidtil ukendt Larini / Häkkinen
manøvre. Slutresultat – Michael Schumacher
vinder sit 2. Løb i træk og førte nu
VM med 20 point. Senna har 0. Williams var i krise. Senna
var i krise. Det var helt uventet det her og formel 1 verdenen
så frem til den sidste weekend i april når den
europæiske sæson fløjtedes i gang. Senna
proklamerer at ’nu er det nu’. Kun en sejr tæller
i Imola. Koste hvad det vil…

Michael Schumacher i spidsen –
sådan kender vi ham. © Schlegelmilch photography
Imola…
Fredag 29. april oversatsede Barrichello i sin Jordan i
chikanen før indgangen til opløbssvinget.
Kerben på indersiden af svinget slyngede bilen i vejret,
så den med fuldstændig uformindsket fart drøner
lige ind i dækvold og hegn. Det var en meget alvorlig
ulykke, med store skader på bilen. Mirakuløst
var Barrichello sluppet med knubs og småskrammer.
Da han vågner på hospitalet våger en bekymret
Senna over ham. Alt var dog ok.
Lørdag den 30. april går det helt galt. I
den hurtige kurve på vej ned mod Tosa mistede Roland
Ratzenberger kontrollen over sin Simtek. Bilen var ikke
voldsomt ødelagt efter mødet med muren, men
de G-kræfter Ratzenberger havde været udsat
for gør, at hans hals brækker og hans liv ikke
står til at redde. Formel 1 var i chok. Men det skulle
blive værre…

De sørgelige rester af Ratzenbergers
racer.
Søndag den 1. maj gik starten på San Marinos
GP kl. 14.00 I tiden op til starten har kameraerne fokuseret
på sammenbidte ansigter på gridden. Senna sad
i sin Williams på sin vante plads – pole position.
I lommen på køredragten lå et Østrigsk
flag. Ratzenberger var Østriger. Senna var fast besluttet
på at vinde dette løb og hædre den afdøde
kører på sin plads øverst på sejrsskamlen.
Starten går og var ikke mange sekunder gammel da
Lotusen med Pedro Lamy bag rattet smadrede med fuld kraft
ind i den stationære Benetton med J.J. Lehto bag rattet.
Hele højre side på Lotusen blev revet af i
en eksplosion af kulfiberstumper og andre vragdele. Et hjul
røg ud blandt publikum. Øjeblikkeligt kom
sikkerhedsbilen på banen mens der blev ryddet op.
Ved slutningen af den 5. omgang blev der givet grønt
flag igen. Senna var i spidsen og får sammen med Schumacher
et godt forspring til Berger på trediepladsen. De
når en hel baneomgang i samme position. På den
6. omgang mistede Senna herredømmet over sin Williams
i Tamburello og hamrer ind i betonmuren. Ikke et uheld der
under normale omstændigheder skulle betyde andet end
knubs og småskrammer. Men tragisk nok blev en bærearm
fra forhjulsophænget slynget af i kollisionen med
betonvæggen og gennemborede styrthjelmen med fatale
følger for Senna. Det så Sid Watkins naturligvis
med det samme og kan også samtidig konstatere at Senna
var meget alvorligt kvæstet og næppe står
til at redde. Derfor var der ingen grund til at køre
ham til banens ’medical center’ – man
valgte at flyve ham til hospitalet i stedet. Italien har
nogle skrappe love omkring den slags, så arrangørerne
var sikkert også ret interesserede i at Senna ikke
blev erklæret død på banen – men
derimod på hospitalet…

Resterne af Sennas Williams fjernes
© Schlegelmilch photography
Efter at Senna var blevet ført til hospitalet, blev
løbet genoptaget og Schumacher vandt en glædesløs
sejr. Schumacher havde nu 30 point – langt foran Damon
Hill på 2. pladsen med sølle 7 point. Senere
på dagen blev Senna erklæret død
Følgerne del 1
Efter Imola var der naturligvis mange diskussioner om,
at der måtte gøres noget. Hurtige sving i fuld
fart med begrænsede afkørselsmuligheder kom
pludselig i fokus. Tamburello var en af de grimme, der havde
været centrum for mange alvorlige ulykker. Piquet
i 1987 og Berger i 1989 for at nævne to af de rigtigt
alvorlige. Men nu med Sennas dødsulykke fik piben
en anden lyd end bare ’kørerfejl’. Ratzenbergers
uheld kunne med lidt god vilje kategoriseres som en ’begynderfejl’
– men ikke Sennas. Biler og baner passede ikke længere
sammen hed det. Ændringer på banerne ville tages
hen ad vejen – men her og nu skulle bilerne have en
omgang med nedstrygeren! Downforce skulle sænkes og
det skete i første omgang ved at fjerne de efterhånden
voldsomme aerodynamiske underbygninger til frontspoilernes
sideplader. De var udformet til at styre luftstrømme
omkring hjul, sider og bund på bilen. De røg
af. For at balancere dette indgreb blev bagendens venturi
afkortet helt tilbage til bagakslen med undtagelse af en
30 cm bred midtersektion.
Disse ændringer blev indført til det Spanske
GP. Indimellem skulle F1 verdenen dog først overstå
Monacos GP. Allerede inden det for alvor kom i gang var
Karl Wendlinger i koma efter en ulykke der mindede om Buttons
i 2002 – på fuldstændigt samme sted. Chokket
ville slet ikke fortage sig. Formel 1 virkede utroligt sårbar
i denne periode. Hvad ville det næste mareridt blive?
Det skal siges at Karl Wendlinger overlevede og vendte sporadisk
tilbage til F1 i 1995 – men havde ikke længere
hastigheden til formel 1 og kører i dag DTM.

1994 blev det sidste år vi
kunne opleve Lotus. Her med Johnny Herbert bag rattet ©
Schlegelmilch photography
Det alle gerne ville se var et løb helt uden drama.
Det blev det ’heldigvis’. Det var nok det mest
gudsjammerligt kedelige Monacos GP i mange år. Men
ingen var kede af det. Det var bare et løb der skulle
overstås. Helt uden kontroverser var det dog ikke.
Det lykkedes nemlig Hill og Hakkinen at køre hinanden
af banen i St. Devote få hundrede meter efter starten
– så hvem førte fra start til mål?
Michael Schumacher – der nu havde 40 point mod Gerhard
Bergers 10 point på 2. pladsen. Snak lige om kedelige
udsigter til resten af sæsonen! Schumacher helt uden
oplagte konkurrenter… havde allerede vundet 4 løb
og nærmeste konkurrent var 3 fulde løbssejre
fra at tangere – vel at mærke uden at Schumacher
scorede point. Han skal jo nærmest køre baglæns
for ikke at vinde VM…
I Spanien havde man valgt gummiløsningen for at
ændre lidt på banen. På en hurtig del
af banen havde man valgt at stille to rækker dæk
op på tværs af banen med et par vognlængders
mellemrum, således at bilerne skulle snegle sig igennem
på én række. Mange frygtede sammenstød
med dækkene – men på mirakuløs
vis skete det ikke. Det var en lidt forhastet løsning,
der forsvandt året efter. Løbet skulle vise
sig at være et vendepunkt i sæsonen. Det lykkedes
Hill at vinde løbet på teknisk knock-out, da
Schumachers Benetton fik gearskifteproblemer efter første
trediedel af løbet. Resten af løbet havde
Schumacher kun 5. gear til sin rådighed – på
den baggrund var det vel ok at klare en 2. Plads…
Løbet var også kendetegnet af David Coulthards
debut i formel 1 og Mark Blundells tredieplads for Tyrrell.
Men Schumacher havde stadig 29 points forspring til den
nye nummer 2 – Damon Hill.
Følgerne del 2
Næste løb var i Canada, hvilket samtidig var
indførelsen af fase to på regelændringerne
der gik ud på at begrænse motorkraften ved at
lave huller i motorcoveret over luftindtaget. Der var forskellige
varianter i anvendelse i Canada – men efterfølgende
blev det typisk et par lange aflange huller i ’ryggen’
på motorcoveret. (En regel der i øvrigt blev
fjernet i midten af 1995)

Huller i indsugningen fra Canadas
GP. Dette er i en Simtek - © Flemming Hansen
Ikke fordi det havde nogen som helst indflydelse på
resultatet. Schumacher kørte igen af sted til en
sikker sejr, hvor Damon Hill atter må teste 2. violinen
på 2. pladsen. Nu førte Schumacher med 56 points
foran Hills beskedne 23. 2002 virkede nærmest underholdende
set i dette lys!
Også det franske GP endte på fuldstændig
samme måde. Læsterlige tæsk til Hill og
Williams. Eneste lyspunkt for Hill var dog, at han samtidig
gav eftertrykkeligt baghjul til den tidligere mester Nigel
Mansell, der efter kun ét år i det Amerikanske
var blevet træt af CART… eller var det omvendt?
Sort dag eller sort flag?
Nej vi skal frem til det Britiske GP, der skulle vise sig,
at være et kontroversielt vendepunkt. Der er jo ikke
noget der ansporer til gode resultater som en gang hjemmebane.
Læg nogle Adrian Newey modifikationer til den besværlige
FW-16 og ansporet af hjemmepublikum var pole position i
hus for ’Demon Damon’ – med den evige
rival Michael Schumacher på 2. pladsen på gridden.
Grundlaget til det berømte sorte flag for Michael
Schumacher blev lagt på opvarmningsomgangen. Michael
Schumacher der nok helt havde glemt, at starte på
andet end 1. position overhalede Damon Hill… Ikke
fordi det virkede som noget voldsomt alvorligt – men
regler er regler og man skal holde sin position på
hele opvarmningsomgangen. Starten gik - men først
efter endnu en opvarmningsomgang da David Coulthard får
problemer før start – og til publikums øredøvende
jubel var det Damon Hill der tog spidsen fra start. Vi kom
frem til første pitstop og ikke usædvanligt
var Williams teamets arbejde ikke lige så hurtigt
som Benetton teamets. Resultat – ho-hum – Michael
Schumacher var i spidsen. Det blev værre. Schumacher
trak fra… Så var det jo ’heldigt’
at kommissærerne pludselig tildelte et sort flag til
Michael Schumacher. Stop-go straf. Ikke fordi det havde
den mindste effekt på Schumachers kørsel. Han
fortsatte, mens Flavio Briatore og Tom Walkinshaw skreg
ørene fulde på diverse FIA repræsentanter.
Men der var ingen nåde og Schumacher kom endelig i
pit. Skaden var sket og Damon Hill kunne køre en
sikker sejr hjem.

En svær debutsæson for
Jos Verstappen i samme team som en vis tysker - © Grand
Prix Photo
Men sagen var slet ikke ovre efter dette. Schumacher får
to løbsdages karantæne og Benetton teamet får
et gevaldigt rap over nallerne med en bøde på
$500.000. ’Clerk of the Course’ Pierre Aumonier
fik sin licens frataget i et år for ikke at behandle
Schumachers straf korrekt. Schumachers forteelse skete på
den første opvarmningsomgang. Efter Coulthards startproblemer,
burde Schumacher have været placeret bagest på
gridden. Det skete bare ikke.
For at dette ikke skulle være nok, så blev
det afsløret af Max Mosley i appelretten, at Benetton
havde brugt et ulovligt ’launch control’ system
i San Marino…
Næste løb var på Hockenheim og af blandt
andet af hensyn til hjemmepublikum skulle Schumacher ikke
udstå sin straf her. Dette løb blev berømt
for to ting. Et kæmpe sammenstød i starten
forårsaget af Hakkinen, der eliminerede 10 biler på
stedet – og en spektakulær eksplosionsbrand
under tankning af Verstappens Benetton. Michael Schumacher
udgår med en motorskade og Damon Hill bliver forsinket
af startuheldet, så han ender på en ikke-pointgivende
8. Plads. Løbet vindes af Gerhard Berger i Ferrari
med de to Ligier racere med Olivier Panis og Eric Bernard
på de næste pladser.

Gerhard Berger vinder i Hockenheim
- © Grand Prix Photo
Benetton var ikke kun i ilden under løbet (et dårligt
ordvalg!) men også efterfølgende. Det viste
sig nemlig at der var pillet ved tankningsudstyret, så
FIA mente at Benetton selv var skyld i branden.
Benettons ’launch control’ sag fes også
ledt ud i sandet. Det viste sig at de fleste teams havde
lignende sager i deres sourcekode, men at funktionerne var
slået fra fremfor at blive fjernet. Det Benetton blev
dømt på var, at man ikke var for hurtige til
at aflevere sourcekoden. Onde tunger kan måske sige
at det var for at rense koden inden den skulle offentliggøres…?
Under alle omstændigheder slipper Michael Schumacher
ikke for at afsone sin straf på to løbsdages
karantæne – men inden dette skete, blev de sidste
løb med Schumi kørt – Ungarn og Belgien.
I Ungarn gik det ganske som forventet da det blev en opvisning
af Schumacher og atter engang med Damon Hill på 2.
pladsen. Resultatet betød, at Schumacher nu havde
76 point, mens Damon Hill havde 45 point.
Hill vinder med 2 millimeter
Belgiens Grand Prix på Spa bliver også vundet
af Michael Schumacher med - ja gæt selv hvem på
2. Pladsen. Men det var inden kommissærerne havde
gået Michael Schumachers Benetton efter i sømmene.
Med virkning fra det tyske GP var alle biler blevet forsynet
med en særdeles ’højteknologisk’
træplade i bunden. Dette skete ikke for at beskytte
bilerne på nogen måde, men tværtimod for,
at forhindre, at bilerne ikke blev sat så lavt op
at de skrabede på vejbanen.

Eau Rouge som den var ændret
forud for løbet i 1994. I 1995 var den normal igen
- © Flemming Hansen
Hovedpointen havde været i formel 1 i mange år,
at jo lavere man kunne justere bilen jo bedre vejgreb havde
man. Men som man erfarede med Sennas ulykke, kan det være
katastrofalt hvis dæktrykket falder og bilen kurer
på bunden. Derfor blev der påmonteret en træplade
– der ikke måtte slides! Efter Belgiens GP var
Schumachers træplade alt andet end ny. Benetton nr.
5 blev diskvalificeret!

Michael Schumachers Benetton føres
efter løbet til tjek for uregelmæssigheder…
- © Flemming Hansen
Schumacher fører nu VM med 21 point foran Damon
Hill. Problemet for Schumacher var at hans plads i bil nr.
5 overtages på Monza og Estoril af J.J. Lehto og ikke
ham selv.
Damon Hill vandt de to løb efter behag og kan nu
se et VM inden for rækkevidde da kørerne når
til det Europæiske GP på Jerez i Spanien. Schumacher
havde ikke tabt sin form. Jerez blev atter en Schumacher
opvisning med Damon Hill forvist til 2. pladsen.

Damon Hill vinder i Japan i sin Williams
- © Nyberg
I sæsonens næstsidste løb på Suzuka
i Japan havde Damon Hill kniven på struben. Vind eller
forsvind! Under de sværest mulige betingelser i et
frygteligt regnvejr kørte Damon Hill virkelig op
til sit allerbedste og formåede i en ’straight
fight’ at vinde over tyskeren. Det var da også
en sportslig gestus fra Schumacher der satte punktum for
løbet da Hill – stadig siddende i sin Williams
– får stukket tyskernes næve i hånden.
Et brag af en finale
1994 sæson skal derfor afgøres i Adelaide.
Schumacher førte med 1 point. Til dette løb
var Nigel Mansell vendt tilbage i Williams nr. 2 og dette
med bravour endda. Han tager pole position foran de to rivaler
Schumacher og Hill. At Schumacher ikke var helt upåvirket
af situationen bevidnede en voldsom ulykke under træning
om, hvor tyskeren smadrede sin Benetton. Men der blev linet
op til start og der var kun to kørere i fokus. Benetton
nr. 5 og Williams nr. 0. Der blev hurtigt gjort kål
på Mansell og Schumacher tog føringen foran
Hill. Men løbet udviklede sig ikke som vi var vant
til fra tidligere på sæsonen. Hill var hele
tiden inden for rækkevidde. Pludselig så det
ud som om, at Schumacher mistede lidt moment og Hill var
hurtigt oppe på siden af Benetton’en. Men Schumacher
var ikke helt indstillet på at give plads så
de to flettede hjul, hvor Schumachers Benetton pludselig
kørete på to hjul og efterfølgende brager
ned og ødelægges. Exit Schumacher. Hill haltede
resten af banen rundt til sin pit, hvor de måtte konstatere
at forhjulsophænget var brækket. Hill kom ikke
videre. Schumacher vandt sit første VM på teknisk
knock-out.

Verdensmesterskabet 1994 afgøres her - © Erzek
Zsolt
En kontroversiel afslutning på 1994. Det var klart
at Schumacher og Benetton var alle andre overlegne. Williams
havde ikke en super bil – men fik det mod slutningen
af sæsonen – og var naturligvis præget
af Sennas dødsulykke. Det som alle fans spørger
om den dag i dag er: Ville Schumacher have vundet VM hvis
Senna havde overlevet ulykken? Det ved naturligvis ingen
– desværre.
DE KEDELIGE OVERSKRIFTER FRA 1994:
Eddie Irvine får en bøde på 10.000$
og et løbs udelukkelse for at forårsage en
stor ulykke i Brasilien. Efter appel bliver bøden
fjernet – men byttet til 3 løbs karantæne…
Michael Schumacher bliver idømt en bøde på
25.000$ for totalt at ignorere et sort flag på Silverstone
– hvilket blive ’byttet’ til to løbs
karantæne
Benetton får en bøde på 500.000$ for
at ignorere officials under løbet på Silverstone
Benetton og McLaren får en bøde på 100.000$
for ikke at aflevere sourcekoden til deres elektroniksystemer.
Mika Hakkinen idømmes en løbsdags karantæne
betinget under tre løb, for ikke at holde sin plads
på opvarmningsrunden og for at forlade Silverstone
uden at snakke med officials om en kollision med Barrichello
Rubens Barrichello idømmes samme straf som Hakkinen
Mika Hakkinen kommer i søgelyset igen efter Hockenheim
da han forårsager en ulykke i starten. Resultat: En
løbsdags karantæne
Efter Spa kommer Schumachers vindende Benetton under mikrometerskruen.
Der mangler gods i træpladen. Sejren fratages.
FIA har nu endelig mistet tålmodigheden med Schumacher
og han får ikke lov at starte på Monza og Estoril
(Hvilket ’belejligt’ giver Damon Hill mulighed
for at indhente Schumachers forspring…)
Efter Monza var Eddie Irvine igen i den sorte bog. Et sammenstød
ved starten på Monza giver ham en betinget straf på
en løbsdags karantæne over de næste tre
løb.
Endelig bliver Ferrari idømt en bøde på
50.000$ for at slå en dør ind i Estoril og
David Brabham får en betinget et-tre’er for
at støde sammen med Jean Alesi i Portugal…
Jo der var sandelig gang i den i 1994!