David Coulthard Man vinder som brite, men taber som skotte af Michael D. Ewert

Årets udgave af mestermødet Race of Champions er netop blevet afviklet på Wembley stadion, og arrangementet hvor specielt indbudte racerkørere er inviteret til en dyst i ens materiel skulle meget symbolsk vise sig at ligne den netop i Formel 1-stoppede karriere. For endnu engang blev det lige ved og næsten, og det har nærmest kendetegnet den 37-årige skottes karriere, at selv om han har været med helt fremme, så kom han aldrig helt til tops.

I 2008-udgaven af Race of Champions nåede David Coulthard ikke kun, at komme i finalen, men også, at tvinge den senere vinder (den femdobbelte rallyverdensmester) Sebastien Loeb ud i et tredje og afgørende heat. David Coulthard tabte det afgørende heat med tre tiendedele af et sekund, og det var igen nærmest et metafor på den skotske gentlemans karriere.

For det krævede hårdt arbejde og masser af sejre at komme til finalen. Indimellem er der blevet bukket noget blik, men man har tilgivet David Coulthard, når han har stået på podiet med sit store smil og vist den glæde som kendetegner en sand vinder. Et ordsprog siger, at nummer to er den første taber, og den følelse kender David Coulthard alt for godt fra hans Formel 1-karriere.

Igennem de ni år som David Coulthard kørte for McLaren-Mercedes lærte han på den hårde måde, at det ikke kun var hans holdkammerat han kæmpede imod, men også teamchefen Ron Dennis. Mere end en gang har David haft lyst til at køre for sin egen chance kun for at blive mindet om, at han var ansat som holdspiller, ikke som individialist.

Selv om vi har lært David Coulthard at kende som Formel 1-kører, så lå det ikke i kortene, at David Coulthard skulle blive storbritanniens mest vindende kører (d.d.) og den fjerdemest scorende kører i Formel 1 kun overgået af de mangedobbelte verdensmestre Ayrton Senna, Michael Schumacher og Alain Prost. Vi tager en tur tilbage til David Coulthards barndom.

David Coulthard blev nummer to ved Race of Champions Copyright Race of Champions

David Coulthards forældrende ophav

David Marshall Coulthard blev født den 27. marts 1971, som det andet barn i en flok på tre. Som søn af Duncan Coulthard og Ma Coulthard. Med storebror Duncan Jr. og efternøleren Lyndsay voksede han op i den lille skotske by Twynholm med omkring 750 indbyggere lige i midten af byen.

David Coulthard beskriver selv byen således. Imellem de smalle gader og stejle bakker er der en skole, en butik, et postkontor og to pubs. For foden af en lille bakke i midten af byen ligger firmaet Hayton Coulthard, der danner grundlaget for hele David Coulthards opvækst. Twynholm ligger dog tæt på hovedvejen A75, der løber til havnebyen Stranraer, hvilket er idellet for Hayton Coulthard, som er af Skotlands store fragtfirmaer med en større vognpark.

For at forstå David Coulthards baggrund må man kigge lidt på hans familie, og det kræver et kig på David Coulthards forældres historie. Det er dog ikke lykkedes mig at finde navnet på David Coulthards mor, så jeg kalder hende Ma Coulthard, når hun nævnes.

Peter Coulthard, der er David Coulthards oldefar etablerede firmaet Hayton Coulthard tilbage i 1916, der efter nogle svære år er endt som et af Skotlands største vognmandsfirmaer. Det betød, at Coulthard-familien har været velhavende, men det har ikke betydet et overforbrug af den grund. Det er jo et skotsk firma, men det gav familien nogle muligheder, som mange andre ikke havde.

David Coulthard nævner i hans bog ’It is what it is’, at familien lejede små personfly og fløj til diverse motorløb i England. Motorløb har betydet meget for familien Coulthard. David Coulthards farfar Jimmy Coulthard har deltaget i Tulip Rally og Monte Carlo Rally i en Austin Sheerline. David Coulthards far Duncan begyndte i en tidlig alder at køre gokart og nåede blandt andet at vinde det skotske gokartmesterskab. Duncan var så god, at han blev tilbudt en test for et Lotus hold, men motorsportskarrieren fik en brat afslutning.

Hayton Coulthard lastbil på de skotske veje Copyright Hayton Coulthard

Jimmy Coulthard døde i en alder af 44 år af sygdom. Rygterne vil han drak sig ihjel af sorg over, at have mistet sin førstefødte søn, der i en alder af 4 år blev kørt ihjel af en lastbil på vejen ud for Hayton Coulthard. Duncan måtte derfor droppe sin motorsportskarriere og fokusere på firmaet. Han var kun 17 år, da han begyndte at køre lastbiler, og han var slet ikke klar til at overtage familiefirmaet de første mange år.

For at gøre ondt værre var Duncan ordblind, hvilket ikke var nemt i en tid, hvor det at være ordblind ikke var en sygdom, men et tegn på manglende intelligens. Når man ikke kunne lade de boglige præstationer snakke for sig, så kunne man vende man vende sig mod de sportslige præstationer, og han vandt en medalje som bedste all-round sportsmand i skolen.

Efter Jimmy Coulthards død begyndte det at gå alvorligt ned ad bakke for firmaet Hayton Coulthard. Duncan Coulthard var ikke moden nok til at overtage firmaet, der indtil Duncan tog roret som 21-årig blev viderekørt af en ven af familien. Det stod så greelt til, at firmaet var tæt på konkurs, da Duncan kiggede på en dåse bønner, som stod i et næsten tomt skab. Det gav ham en ide, og dagen efter kontaktede han Heinz. Det reddede firmaet og Heinz blev en trofast kunde i Hayton Coulthard.

”Jeg har hørt, at I har haft et par problemer med jeres distribution og det vil jeg gerne diskutere med jer.”

David Coulthards mødrende side har også en speciel historie. Den starter i den skotske by Stranraer, hvor Ma Coulthards forældre bor i et stort hus, som de stadig bor i. Familien hedder Marshall til efternavnet, hvilket du allerede har gættet er grunden til, at David Coulthard hedder Marshall til mellemnavn.

Familien var børnerig og flokken bestod af hele otte eksemplarer. For at holde styr på de mange børn kom religionen til at spille en rolle, hvilket ikke overrasker, når man tænker på, at vi befinder os i Skotland. Granny Marshall som David Coulthard kalder hende var en striks, men kærlig mor. Davids morfar var på samme måde en rigtig levemand. Han kunne underholde en hel forsamling og kendetegnes på de fleste forestillinger om den glade stemning man kan opleve på en pub. Hvor Duncan Coulthard mistede sin bror i en tidlig alder skulle familien Marshall også opleve en tragedie i familien.

David Coulthards tante Anne var 11 år, da hun tabte sin søster Rose på gulvet. Det var et uheld, der kom til at påvirke hendes livsretning. Rose blev mentalt handicappet efter faldet, og Anne blev meget religiøs efter dette. David Coulthard brugte meget tid sammen med Rose, mens han var lille, og det har været medvirkende til, at David Coulthard gerne stiller op til velgørenhedsarrangementer.

David Coulthard har signeret en køredragt, som skal gå til velgørenhed i David Coulthards sidste løb i Brasilien Copyright GEPA-Pictures/Red Bull Media.

David Coulthards forældre mødtes ved et indendørs bowlingarrangement og begyndte at date kort efter. Forholdet var dog ikke velset hos Davids farmor, der ikke mente, at DC’s mor passede til hendes søn. Det gik dog ikke nogen betydning, da kærligheden vandt og de giftede sig med hinanden, da Duncan var 22 år og Ma 20 år. De mange historier om svigermødre passer meget godt, og de første par år så familien mere til Granny Marshall end Grandmother Coulthard. Med tiden er forholdet dog blevet godt mellem Ma Coulthard og Grandmother Coulthard.

David Coulthards barndom

Familien Coulthard boede i en lille bungalow på toppen af en bakke i Twynholm. Den lille bungalow blev bygget i 1949 af Jimmy Coulthard og opkaldt Dunmhor efter børnene Duncan og Morag. Der var tre værelser i starten, så i mange år delte storebror Duncan Jr og David værelse, så lillesøster Lyndsey kunne få sit eget. Det sidste værelse blev brugt som kontor, men med tiden er bungalowen blevet udbygget.

Selv om motorsporten betød meget for familien Coulthard, så gik der mange år før David Coulthard fik interesse for den. Tiden i skolen gik ikke med at tænke på næste weekends løb, og David Coulthard var heller ikke med, når resten af familien tog til racerløb i starten. Det sagde ham ikke rigtig noget.

Barndommen var rimelig idyllisk.I Primary school lærte David Coulthard David Cawthorne at kende, og de to er stadig nære venner. Det var dog ikke fordi David Coulthard havde mange nære venner, og hele barndommen har han kæmpet lidt med prædikatet Rich Kid fordi hans far ejer Hayton Coulthard. Familien holdt nogle store fester i den lille bungalow for firmaets medarbejdere og kunder, men i skolen følte David sig lidt som en outsider.

Mens de andre spillede fodbold og gik til fester, så befandt David Coulthard sig på de små gokartbaner i storbritannien.

David Coulthards gokart karriere

Mens David Coulthard godt kunne stå op midt om natten og se Formel 1 med sin far, så ville han ikke med, når farmand fløj til Silverstone og så Formel 1. Det interessede ham ikke, og gokartsporten sagde ham heller ikke meget i starten.

Derfor forsøgte David Coulthard sig med rugby, men den interesse stoppede hurtigt. Det skete, da David Coulthard faldt og landede i en hundelort. Hundelorten tørrede han af i ærmet og i den efterfølgende hurdle undskyldte David til sidekammeraten for, at han ikke skulle stikke hovedet ned i hundelorten. I stedet for at sige tak for advarslen kørte han hele hovedet i resterne af hundelorten, og så stod David Coulthard af. Den type person var han ikke.

David Coulthards første gokart hænger i loftet på David Coulthard Museum Copyright udklip fra Red Bulletin

Davids far havde været en habil gokartkører i sine unge dage, så han forærede David en 100cc gokart i gave på Davids 11 års fødselsdag. Duncan drev sideløbende med Hayton Coulthard gokartteamet Coulthard Racing. David Coulthards første gokartløb foregik på gokartbanen The Cults i Stranraer. Tre løb deltog David i, og det var tilsynelandende her, at Davids racerinstinkt blev vakt til live.
David Coulthard siger selv.

”I det første heat blev jeg sat en omgang tilbage en del gange. Det andet heat blev jeg kun sat en omgang tilbage af nogle få kørere, og i det sidste heat blev jeg slet ikke sat en omgang tilbage. Min far sagde senere, at det var på denne dag, at han så noget i min natur og i mit talent, som en dag ville bringe mig til Formel 1.”

Første gokartsejr kom ikke lang tid efter, men endnu var passionen for racing ikke vakt. Det skete først fler år senere skriver David Coulthard i hans biografi. På trods af at Duncan Coulthard havde råd til at købe nyt materiel til David, så var Davids første kørerdragt en alt for stor og brugt motorcykeldragt, som havde tilhørt den skotske mester Craig McWilliams.

Selv om passionen ikke var vakt helt endnu, så var lysten til at køre startet. Således skriver David, at når han ikke valfartede rundt på diverse skotske gokartbaner, så kørte han rundt i familiebilen hjemme i indkørslen. Gokart kom hurtigt til at fylde mere og mere i Davids liv og en af fordelene ved at køre gokart var, at man slap for at gå i kirke om søndagen. David lærte også, at et tip til at køre hurtigt er ikke at kigge sig tilbage. Et trick som har hjulpet David meget. Fokus skal ligge foran dig og på at køre hurtigt.

”Hvis man ikke kan se fjenden, så skal man ikke bekymre sig om dem.”

Forskellige køredragter fra David Coulthards karriere hænger på DC Museum. Læderdragten til højre i billedet brugte David, da han startede i gokart. Copyright udklip fra Red Bulletin

David Coulthard rykkede hurtigt op til klassen Junior Britain, hvor man kunne køre fra man var 11 år gammel til man fyldte 16 år. David Coulthard følte sig naturligt nok lille, når han kørte rundt med noget ældre drenge på banerne. En af disse var Allan McNish. I 1983 begyndte David at vinde store sejre og fra 1983 til 1985 vandt David titlen Junior Britain.

Livet på gokartbanen foregik i en ombygget autocamper, der blev base for Davd Coulthards gokartkarriere. Ofte ville Duncan køre fredag, når David kom hjem fra skole sammen med mekanikere i autocamperen til banen og køre hjem søndag aften, når gokartløbet var overstået. Davids opgave var at gøre autocamperen ren, når de kom hjem til Twynholm igen.

David Coulthard husker, at han far kom hen til ham, da han var 14 år og sagde: ”David når du kommer til Formel 1, så skal du bo i Monaco.”

Efter tre succesrige år i Junior Britain gokartklassen avancered David til den større Super 1 Series. Den største gokartklasse man kunne køre i i britisk gokart. Gokarten var en Simon Wright kart med en TKM motor og hårde dæk. Nu var der behov for en mekaniker, så Dave Boyce blev hyret som chefmekaniker. Dave Boyce havde året før arbejdet sammen med Allan McNish.

Det var en hård periode for familien Coulthard. Super 1 Series blev kørt over hele storbritannien, og der blev også afviklet en vinterserie. Så fredag aften kunne autocamperen blive sat imod Rye House i London, og så spandt David Coulthard af i første sving. David Coulthard siger selv, at han mindedes, at han spandt af i samtlige løb i hans første sæson på engelske baner.

Det var hårdt arbejde denne tid, og det har givet Coulthard hår på brystet den modgang som han mødte. Glæden ved at vinde bliver samtidig så meget større og det gjorde de stressende perioder, hvor alt så håbløst ud noget nemmere at overkomme. Ved flere lejligheder var der otte mennesker med i autocamperen. David, mor og far, lillesøster Lyndsay, onkel Richard, Dave Boyce, Brian Smith og David Cawthorne.

Det var i denne tid, at David Coulthad udviklede den tekniske indsigt, der har været medvirkende til at han har kunne holde sig så mange år i Formel 1. Selv siger David Coulthard og tiden i gokart.

”Nogle gange ville Dave (Boyce) ændre rattets position med centrimetre eller millimetre, og ville altid vide det med det samme og hvorfor han havde gjort det. Han kunne ikke få noget forbi mig.”

David Coulthards første hjelm Copyright udklip fra Red Bulletin

David Coulthard lærte dog også at være ærlig. Hvis han lavede en fejl, så indrømmede han den med det samme i stedet for at forsøge at bortforklare den med dårlige undskyldninger. Hvordan skulle man ellers kunne forbedre sig, hvis man ikke vidste hvor man mistede tiden henne.

To løb som David Coulthard husker specielt var et løb, hvor hans onkel Richard var official. David førte løbet stort, men det lykkedes alligevel onkel Richard at flage løbet af en omgang før tid. Det gav en del protester, men de blev alle afvist. Afstanden mellem David Coulthard og nummer to havde været for stor. Selv siger David, at han tror Richard havde været så begejsret over, at flagede løbet af en omgang for tidligt ved en fejl.

Ved et andet løb i Rye-House blev David Coulthard diskvalificeret efter, at han havde vundet løbet. David skulle have overhalet under gult flag, men det troede hans mor ikke på. Efter at have protesteret til banechefen, valgte hun at følge protesten helt til tops i London, hvor hun bevæbnet med en advokat fik omstødt dommen.

David Coulthard oplevede ved en senere lejlighed samme år ved verdensmesterskabet i gokart, hvordan det lykkedes det italienske forbund at få rykket starten på finalen nogle timer frem. Verdensmesterskabet bev kørt i Italien. Årsagen var, at David Coulthard var kendt som regnvejrsspecialist og der var lovet regn til finalen. Nu blev løbet afviklet i tørvejr, og på grund af fremskyndelsen af løbsstarten, så havde David Coulthards team ikke haft tid nok til at finjustere gokarten.

Selv om det blev til titlerne Super 1 Series mester i 1986 og 1987 og Scottish Open-mesterskabet i 1986-1988, så var der en periode, hvor Duncan Coulthard gav David Coulthard et ultimatum. Duncan var i tvivl om Davids motivation var ægte for hvis han ikke var 100% dedikeret, så ville pengene være bedre brugt andre steder. David Coulthard kalder selv sin søster Lyndsay for et større gokarttalent end ham.

David Coulthard erindrer verdensmesterskabet i Italien, som løbet hvor han kom som en dreng, men rejste hjem som en mand. Det var nemlig her David Coulthard mistede sin mødom til Caroline. David beskriver selv oplevelsen således.

”Hun tog mig med ovenpå , og treethalvt minut senere røg jeg en cigaret.”

Nogle af de mange biler David Coulthard har kørt i igennem karrieren. Den røde bil, der hænger i loftet er den Formel Ford, som David kørte i 1989. Copyright udklip fra Red Bulletin.

Tiden efter gokart

Livet som gokartkører var relativt trygt, men på et tidspunkt skal alle kørere tage den samme beslutning. Skal jeg fortsætte i gokart eller skal jeg avancere til rigtige formelbiler. Hvor man efter mange år føler sig hjemme på gokartbanerne, så er formelbiler noget helt andet, og David Coulthard var ikke meget for at forlade den trygge tid i gokart.

Det var heller ikke Davids egen beslutning, men en der blev hjulpet godt på vej af Davids far Duncan. David Coulthard siger selv, at hvis han selv skulle tage beslutningen, så havde han fortsat i gokart, men det var lige så meget fordi han måtte sige farvel til personer som Dave Boyce, der ikke kunne hjælpe ham i Formel Ford.

Davids første tur i en Formel Ford kom på Knockhill-banen, og det var ikke en god oplevelse. I forhold til en gokart, så er en Formel Ford ikke særlig responsiv, og bilen føles bovlam på trods af en 110 hk motor, så føles den stor og blød i forhold til en gokart.

Det huede heller ikke David, at der blev kørt så lidt i forhold til en gokartweekend, så umiddelbart kedede David Coulthard sig i weekenderne. Men først skulle der findes et team, og derfor tog Duncan og David en tur til Snetterton, hvor de fik sig en lang sludder med Ralph Firman, der står bag Van Diemen. Han anbefalede Duncan Coulthard, at de kontaktede David Sears for at høre om David Coulthard kunne blive en del af David Sears Racing (David Sears er manden bag Super Nova). Skæbnen ville, at David Sears ikke var til at træffe, så i stedet tog Duncan kontakt til David Leslie, der drev et team.

Det blev aftalt at David skulle køre for teamet, og vintersæsonen brugte David på et teste Formel Ford –chassiset, så David Coulthard var så optimalt forberedt som muligt. Tiden husker David som lange dage i bidende kulde, men det betalte sig. David var forberedt til de to klasser, man kunne deltage i i Formel Ford i 1989. Den ene var Dunlop Star of Tomorrow og anden anden var P&O Ferries Championship. Begge serier bestod af 14 afdelinger.

Havde David været afvisende før sæsonen, så startede han med at vinde sine fem første løb og sluttede sæsonen med at have vundet 22 af de 28 afdelinger. David vandt begge serier, og efter sæsonen indrømmede han, at han faktisk havde nydt sæsonen. David sluttede sæsonen med at blive nummer 3 i det uofficielle Formel Ford verdensmesterskab på Brands Hatch. Det vakte opsigt, og David Coulthard blev kåret som Autosport Young Driver of the Year Award.

Autosport titlen betød, at David Coulthard udover en test i en Formel 3-bil også havde vundet en test i en McLaren-Honda Formel 1 bil. På dette tidspunkt var Formel 1 dog stadig kun en drøm ude i fremtiden. Det var ved Autosport Award-showet, at Jackie Stewart besluttede sig for, at David Coulthard skulle have chancen i hans formel-team.

David Coulthard som vinder af de to Formel Ford-serier med 22 sejre ud af 28 mulige. Copyright udklip fra Red Bulletin

Tiden hos Paul Stewart Racing

Så da Jackie Stewart i slutningen af 1989 ringede til David Coulthard for at tilbyde ham en plads i Paul Stewart Racing’s Staircase of Talent-program;.først Formel Vauxhaul Lotus, siden F3 og slutteligt F3000; troede David at det var en kammerat, der lavede telefonfis med ham. Det gik dog op for ham, at det var den rigtige Jackie Stewart, der tilbød ham en plads i PSR’s holdet i Formel Vauxhall Lotus. Ikke nok med at han blev tilbudt en plads, men han skulle end ikke medbringe et budget til holdet.

David Coulthard i Formel Vauxhall/Opel Lotus på Spa-Francorchamps Copyright RG Racing

David Coulthard sagde ja, og det var på dette tidspunkt det største han havde gjort endnu. For det betød, at David Coulthard forlod hjembyen Twynholm og flyttede til Milton Keynes, hvor han blev indlogeret hos ægteparret Brian og Dawn Parias. Her boede David et år inden han flyttede rundt mellem huse han delte med mekanikere og andre kørere. Først i 1993 lejede David sit eget hus.

Afstanden mellem Milton Keynes og Twynholm betød, at farmand Duncan blev mindre involveret i Davids karriere. Det var mere når der skulle findes et budget, at farmand fik indflydelse igen.

David Coulthards holdkammerat hos PSR Vauxhall Lotus-holdet var Gil de Ferran for Brasilien. De to gik godt i spænd, og delte blandt andet værelse, når de var ude i Europa og køre. Forholdet startede dog skidt, da da to holdkammerater startede deres første løb på Zolder-banen ramlede sammen, så Gil de Ferran måtte udgå, mens David endte på podiet. De blev dog gode venner igen, og David Coulthard er idag gudfar for Gil de Ferrans datter Anna.

1990 skulle dog blive et dårligt år for David Coulthard. David brækkede det ene ben på Spa-Franchorchamps på den første omgang. En modstander fik spundet David rundt, og han blev ramt af Alain Plasch, der også havde mistet kontrollen over sin bil. Det var den første rigtige skade David Coulthard har fået som motorkører. Det brækkede ben betød, at David måtte sidde flere afdelinger over.

Da sæsonen sluttede var det kun blevet til to sejre, en fjerdeplads i det britiske Formel Vauxhall Lotus mesterskab og en femteplads i det europæiske Formel Opel Lotus. Sæsonen sluttede dog godt for David Coulthard, da han endelig fik sin test hos McLaren, og fik lov at køre en McLaren MP 4/5. Den samme bil som Ayrton Senna vandt sit andet verdensmesterskab i Formel 1 med.

David Coulthards første McLaren-test i vinteren 1991. Copyright udklip fra Red Bulletin

I 1991 sad David Coulthard i en Paul Stewart Racing Ralt RT35 F3 racer. Det var nu andet år i PSR Staircase of Talent, og planen var opbygget som en tretrinsraket med Vauxhall/Opel Lutus det første år, britisk Formel 3 i det andet år og det sidste år i det internationale F3000 mesterskab, som på dette tidspunkt er et mesterskab, der kører sideløbende som et selvstændigt mesterskab, og ikke som i seriens sidste år, hvor F3000 agerede opvarmning til Formel 1.

David Coulthard blev før sæsonen udråbt som mesterskabsfavorit, og det blev da også en stribe sejre det år, inklusiv sejren i supportløbet til Formel 1 på Silverstone i juli måned. Mesterskabet gik dog til en kører vi kender så godt fra Formel 1, som i lighed med David Coulthard formodentlig har kørt sin sidste sæson i Formel 1. Rubens Barrichello vandt det britiske F3 mesterskab i 1991 med noget nær mindste margin.

Selv skriver David Coulthard: ”Jeg ankom til det sidste løb i Thruxton ganske kontrolleret. Hvis jeg vandt og min nærmeste konkurrent sluttede lavere end plads 4, så var titlen min. Tingene startede ikke så godt. Rubens var på pole og jeg var tilbage på plads 7, men jeg har før vundet fra denne position, så jeg var optimistisk.”

”Jeg var nået op til plads 3, da bilen på plads 2 – Hideki Noda fra Alan Docking Racing – skar ind foran mig og bøjede min vinge, så jeg til sidst måtte udgå. Barrichello sluttede på plads 6, hvilket var nok til at sikre ham titlen, hvilket var mere end irriterende, da jeg havde vundet flere løb end ham det år.”

David Coulthard vandt midt på sæsonen det berømte Marlboro Masters F3 –løb på Zandvoort-banen i Holland, og sluttede sæsonen af med sejren i det uofficielle verdensmesterskab i F3 på Macau-banen. En sejr som gav ham præmiepenge nok til at finansiere en del af den kommende F3000 sæson i 1992. Sejren i Macau betød, at David Coulthard blev inviteret tilbage i 1992 for at forsvare title, og det ene løb i F3 var på en måde skelsættende. Det var første gang, at David Coulthard blev betalt for at køre motorløb.

I det sidste år i PSR talentprogram avancerede David Coulthard til Paul Stewart Racings F3000 program. Han blev holdkammerat med Paul Stewart, og holdet satsede på en ny Judd-motor, der dog aldrig kom til at fungere ordentligt i 1992. Det frustrerede David, at mindre bemidlede teams gjorde det bedre end PSR, der havde et ganske fornuftigt budget, men dengang var F3000 ikke en mærkeklasse, men et mesterskab med flere chassiskonstruktører og motorfabrikanter.

Sidst på 1992 sæsonen endte David dog på podiet i de to afdelinger på Magny-Cours og Nogaro, hvilket gav de fleste af de 11 point David Coulthard endte med at score i 1992. En skuffende sæson for PSR, og David Coulthard nævner at Jackie og Paul Stewart allerede i 1992 barslede med ideen om at etablere et Formel 1-team.

I december 1992 sad David Coulthard igen i en Formel 1-bil. Det var en Benetton B192, og Benetton havde indvilget i at give David en test, hvis og så fremt han kunne betale forsikringen for bilen. Et beløb, som det lød på £20.000 pund i tilfælde af et uheld. Det skete heldigvis ikke, men testen var ikke så meget for at teste David Coulthard, mere en slags trøstepræmie (bona fide som David selv kaldte det), som Davids daværende magager Tim Wright fra IMG fik sat op. Tim Wright var på daværende tidspunkt lettere involveret med Michael Schumacher, og tidligere haft Ayrton Senna og Alain Prost i sin portfolio.

Desværre for David regnede det den dag i december på Silverstone, hvor testen skulle foregå. Det betød, at David aldrig rigtig fik presset sig selv og bilen til det yderste, og Benetton gjorde ikke mere ud af testen. Heldigvis for David var der andre, der havde kigget på ham under testen. En af disse var Iain Cunningham, som senere var medvirkende til, at David Coulthard i 1993 fik en test for Williams.

David Coulthard fik en trøste-test hos Benetton i december 1992. Copyright udklip fra Red Bulletin

Efter 1992 skiltes David Coulthards veje med Paul Stewart Racing og deres talentprogram. PSR forlange, at David Coulthard skulle bidrage med et beløb mellem £500.000-750.000 til budgettet, og det beløb kunne David eller hans far Duncan Coulthard ikke samle. Der blev dog samlet penge nok til en ny F3000-sæson, men PSR blev skiftet ud med Pacific Racing.

Pacific Racing var et noget mindre teams og svarede nok til Minardi i F3000. Davids nye holdkammerat hed Michael Bartels, og de gik godt i spænd. Atmosfæren var mere venlig, men budgettet var stramt. Dog var der råd til en blå/pink/orange-bemaling, som David lyder til at have været mindre glad for. Selv om 1993 blev et år uden de helt store resultater, så fordoblede David de 11 point fra 1992 og så endte han øverst på podiet på Enna-banen i Sicilien. 1993 sluttede med plads 3 i F3000-mesterskabet, hvilket var en flot placering, og han blev kun slået af Olivier Panis, der vandt mesterskabet og rykkede op i Formel 1 med Ligier, og Pedro Lamy, som også kom til Formel 1.

Sports- og standardvognskøreren David Coulthard

Vi kender David Coulthard som Formel 1-kører. Efter at David Coulthard er stoppet i Formel 1 som aktiv løbskører, så har der været mange spekulationer omkring Davids
motorsportsfremtid. En af disse har handlet om Le Mans, og selv om det er en mulighed, at vi får David Coulthard at se på Le Mans, så er det nok ikke det vi skal forvente.

Sådan kan man i hvert fald tolke David Coulthards beretninger fra bogen ’It is what it is’, hvor han fortæller om hans eneste Le Mans, der både endte med en sejr og siden diskvalifikation. For øvrigt i Tom Walkinshaws Jaguar XJ220 og med John Nielsen som holdkaptajn i bilen. Tom Walkinshaw havde været til stede under Davids Benetton-test i december 1992.

David Coulthard husker dog ikke tilbage på Le Mans med glæde. For det første fordi Le Mans i 1993 strider imod enhver racerkørers interesse. Le Mans var dengang et rigtigt udholdenhedsløb, hvor det nu mere er et 24-timers sprintløb, men dengang kørte man efter konstante omgangstider, hvilket gjorde at David aldrig kørte 100%.

David Coulthard deltog i Le Mans i 1993, men Le Mans sagde ikke rigtig David noget Copyright udklip fra Red Bulletin

David Coulthard fik dog alligevel sin sag for, da holdkammeraten David Brabham fik bilen ned over sin fod og udgik tidligt i løbet. Det gjorde, at David og John Nielsen kørte det meste af løbet, og da David Coulthard dengang kun var 22 år gammel, så fik han lov at stå for en masse natkørsel. Man regnede med at Davids unge øjne var bedre om natten.

Strategien var lagt og stabil kørsel endte da også med at besejre de hurtige Porsche 911’ere. Så David Coulthard vandt sit første Le Mans og oplevede de mange tusinde britiske fans vifte med Union Jack fra topen af podiet. Sejren endte dog i en diskvalifikation efter løbet på grund af en mindre standardkomponent fra standardbilen, som man ikke havde bygget på racerbilen. Det betød, at David Coulthard aldrig modtog nogen præmiepenge fra sejren, men som han selv siger, så afleverede han heller ikke pokalen tilbage.

David Coulthards oplevelse af Le Mans var, at det var kedeligt, og det er umiddelbart ikke noget han ville prøve igen. Tilbage i 1990 blev David Coulthard hyret til at køre to løb for Vauxhall i det britiske standardvognsmesterskab. Det blev kun til et løb, da David brækkede benet i Vauxhall/Opel Lotus-løbet på Spa-Francorchamps imellem de to BTCC-løb, men det gjorde ikke David noget.

”Det bekymrede mig ikke særlig meget for at være ærlig, fordi det var en forhjulstrukken bil og jeg nød hverken følelsen af bilen eller selve løbet. Det var som at køre på en helt anden måde end jeg var vant til, og jeg havde ikke den store interesse i at lære det, da min sti gik i en helt anden retning.”

Første del er slut

Med denne lille gennemgang af David Coulthards vej op mod Formel 1 vil jeg afslutte denne artikel. I det næste nummer af F1journal.com kan du læse den anden og afsluttende del i denne lille farvel-serie om David Coulthards lange karriere i Formel 1. Vi starter med jobbet som testkører hos Williams i 1993 og op til det sidste løb i David Coulthards karriere i Brasilien i 2008.

Uanset hvad man mener om David Coulthard, så har den populære skotte sat sig præg på Formel 1 på godt og ondt. Både igennem præstationerne på banen, men lige så meget udenfor banen, hvor hans rygte som damernes mand tit er løbet lige så hurtigt som bilerne på banen.