F1Journal.com - Michael Schumacher 2. del. Fra Rookie til verdensmester.

Michael Schumacher
- fra rookie til verdensmester

Af Kent Kirkegaard Jensen

KUN ÉT LØB HOS JORDAN

Debutløbet på Spa-Francorchamps i 1991 blev en enlig svale for Michael Schumacher hos Eddie Jordans tropper fra Northamptonshire. Benetton havde nemlig øjnet chancen for at hive det unge talent over i deres fold, og kontrakten med Jordan blev finkæmmet for en udvej af manager Willi Weber og Benettons chef, Flavio Briatore. Man fandt det hul man ledte efter, og så gik man i gang med at udfærdige en ny kontrakt, og Michael Schumacher kørte næste løb for Benetton. Det var Eddie Jordan naturligvis ikke glad for, og han mente smuthullet ikke var lovligt, hvorfor der blev truet med rettergang osv. for kontraktbrud. Det juridiske tovtrækkeri gav dog ikke pote til ireren, og Michael Schumacher kunne kort tid efter fortælle journalisterne på Monza, at han ikke havde følt kontrakten med Jordan honorerede de forhold han gerne ville have, og at han derfor følte sig nødsaget til at kigge andetsteds. Det hele klang en anelse hult, for faktum var, at han ganske simpelt var blevet taget på sengen, og havde fået chancen hos et af de større hold noget tidligere end planlagt, og naturligvis var nødt til at springe på for ikke at blive overhalet indenom af en anden håbefuld kører, der ventede i kulissen.

Weber, Schumacher og Briatore i Italien mens retssagen står på – © Schlegelmilch Photography

Resten af 1991 sæsonen blev således gennemført hos Benetton-Ford. Der var ingen prangende resultater, men han formåede alligevel at udkvalificere sin makker, Nelson Piquet, næsten alle gange. Piquet, en tredobbelt verdensmester, blev den første der fik at føle på egen krop, at der var en ny kører på vej op ad rangstigen. Det blev til point i Italien, Portugal og Spanien, men i de to sidste løb udgik han. En hæderlig start på Formel 1 karrieren, og kimen var lagt til fremtidig succes.

For i starten af 1992 viste Michael Schumacher allerede tænder. Han fortsatte i en opdateret version af Benettons ’91-racer, en B191B, og det gav ham et par podieplaceringer i de første løb. Da man i Spanien havde den nye B192 klar, hev tyskeren sin første andenplads hjem prompte. Den eneste der holdt foran ham, og som vandt, var Nigel Mansell – briten var urørlig i den første halvdel af sæsonen, og Schumacher havde på intet tidspunkt chancen for at slå Mansell. Men han blev toer, og dermed ’best of the rest’. Etablerede navne som Senna, Patrese, Berger, Alesi og Alboreto vidste på dette tidspunkt udmærket hvem den nye stjerne var.

Michael Schumacher nåede at hilse på danske Brigitte Nielsen hos Benetton – © Schlegelmilch Photography

DEN FØRSTE SEJR I FORMEL 1

Mens hele Formel 1 verdenen så Nigel Mansell triumfere, og endelig hive et mesterskab hjem, lærte Michael Schumacher spillereglerne. Han udgik nogle gange, men i det meste af den europæiske del af mesterskabet endte han jævnligt på podiet. Lige indtil Belgiens Grand Prix 1992. Så trådte han ét skridt højere op af stigen, og kom i det forjættede selskab af kørere der har vundet et Formel 1 løb.

Weekenden startede ellers som sædvanlig i den sæson, med Mansell der hev endnu en pole-position ud af ærmet om lørdagen. Det lignede ’business as usual’, med den blå Williams-racer gørende kort proces med feltet, og den grøn-gule Benetton med den unge tysker lige i hælene. Men søndag skulle blive en helt anden kop te, for Ardenner-bjergene er en uforudsigelig størrelse, og søndag regnede det. Her viste Michael Schumacher hvad han var lavet af, og hev sin første sejr hjem under våde forhold, og vandt dermed sin første Grand Prix sejr under forhold han senere skulle komme til at elske. På banen han året forinden havde fået sin debut på. Ringen for en ung kører var sluttet, men Michael Schumacher ville lave større cirkler, og det kom han til.

Et typisk billede af ’92 sæsonen. Mansell øverst, Schumacher på podiet – © Schlegelmilch Photography

Resten af året gik med jævnligt at score gode point, og en podieplacering på Monza og i sæsonens sidste løb i Australien gjorde, at Schumacher sluttede samlet på en tredjeplads med 53 point, tre flere end selveste Ayrton Senna. Kun Williams-kørerne Mansell og Patrese sluttede foran Michael.

1993 – LEARNING THE TRICKS FROM THE MASTERS

Benetton-Ford lignede i 1993 et vinderhold. Altså lige indtil sæsonen startede. Bilen og kørerne var gode, men hos Williams hev man en kanin op af hatten. Alain Prost gjorde comeback for en enkelt sæson, og så var det op ad bakke for Michael Schumacher og Benetton, for trods Schumachers store talent, viste Prost sig fra sin bedste side med et uhyggelig taktisk overblik, god fart og en maksimering af potentialet i sin Williams-Renault racer. Adskillige andenpladser hev Schumacher hjem, og meget ofte lige bag Prosts Williams. Han så hvordan Prost kørte i en overlegen bil, og hvordan en hårdt kæmpende Ayrton Senna alligevel formåede at overhale indenom og sikre sejre hvor det burde være umuligt. Schumacher var således kødet i en sandwich mellem to af sportens allerstørste stjerner nogensinde, og han havde førsteparket til at lære fra de to. Han så sit idol, det største naturtalent sporten nogensinde havde set, Ayrton Senna, kæmpe en indædt kamp mod mesterstrategen, professoren – Alain Prost. En episk duel i 1993 hvor Schumacher, den unge løve, bed det etablerede samfund i hælene i ny og næ. Det var dog først i Portugal at han fik sneget sig forbi og sikret sig sin anden sejr i Formel 1.

Schumacher på Barcelona banen i sin Benetton B193B hvor han blev treer – © Schlegelmilch Photography

På Estoril banen fik han sin første rigtige kamp med Damon Hill. Briten var andenviolin til Prost hos Williams, og havde forinden kørt tre sejre hjem på stribe, men i Portugal fik Michael Schumacher vendt tallerkenen, og sejrede selvom Hill havde pole position. Prost tog andenpladsen mens Hill tog den sidste podieplacering, og Senna udgik. Endnu en sejr til Schumacher, om end det også skulle blive den eneste dette år. For i de to oversøiske løb i slutningen af mesterskabet udgik han begge gange, og var aldrig i nærheden af sejre. For Michael Schumacher var 1993 et år hvor der blev lært tricks, kørt til grænsen og udover den. På Monacos asfalt lærte han hvordan det er at udgå af et løb man fører, og han så hvordan man vinder, og taber et mesterskab. Gode lærepenge der skulle komme ham til gode allerede året efter.

1994 – TRAGEDIE, KONTROVERSER OG ET MESTERSKAB

Med Prost væk igen kunne Michael Schumacher måske tage teten. Men nej, sådan skulle det ikke gå. På papiret var Williams igen et skridt foran, for de havde luret Senna over som makker til Hill, og dermed klart feltets stærkeste par, bedste bil og stærkeste motor. Benetton fik dog også lidt hjælp fra Ford, der udskiftede den gamle HB motor med en ny Zetec-R model, og så kunne Schumacher ellers gå i gang. Han profiterede i de første to løb på, at Williams’ teknik ikke var som den skulle være, og han vandt dem begge. En fantastisk start på sæsonen.

Men så kom den sorte weekend i maj. San Marinos Grand Prix på Imola banen. Først døde Ratzenberger i lørdagens kvalifikation, Rubens Barrichello kørte voldsomt galt, og i løbet kørte Ayrton Senna galt og døde. Kørerne fik ingen notifikation under løbet om hvor slemt det stod til med brasilianeren. Michael Schumacher krydsede stregen som vinder for tredje løb i træk, blev med det samme hevet til side sammen med de andre kørere og fortalt om begivenhedernes gang. Ingen jubel på podiet, en afmålt pressekonference, og så skulle der reflekteres. Sporten var blevet for farlig, bilerne og banerne for hurtige, og der måtte gøres noget.

Kørerne, både nuværende og tidligere, fik i hast skabt organisationen Grand Prix Drivers Association, eller GPDA. Michael Schumacher blev én af talsmændene, sammen med bl.a. Niki Lauda, og de gik i gang med lobbyarbejdet for en sikrere sport. Samarbejdet med FIA skulle udmønte sig i store ændringer allerede året efter.

Første sejr af mange til Michael Schumacher i Monaco – © Schlegelmilch Photography

Arbejdet udenfor banen fratog dog ikke helt fokus fra mesterskabet. Schumacher fortsatte sin sejrsrække med en sejr i fyrstendømmet Monaco; hans første i en række af mange. I Spanien bed Hill dog tilbage, men i Canada og Frankrig kunne Schumacher igen køre først over stregen. Men det hele var ikke fryd og gammen. FIA mistænkte Benetton for at køre med ulovlig software i deres bil, og have indført det forbudte ”traction control”. Sagen blev aldrig rigtig til noget, for FIA kunne ikke bevise, at Benetton havde kørt med det. Værre blev det dog, for Schumacher da han i England overhalede Hill på formationsrunden. Det gav ham en straf som Benetton-holdet misforstod, og han fik det sorte flag. Da han ignorerede dette, blev der søsat en sag og han endte med at måtte udstå en straf på to løb han ikke måtte deltage i. Det blev Italien og Portugal, og her sørgede Hill for at lukke hullet i mesterskabsstillingen med tre sikre sejre. For at føje spot til skade blev han også diskvalificeret på Spa, da Benetton racerens bundplade viste sig at være slidt mere end godt var ifølge det nye reglement.

Da Schumacher vendte tilbage på Nürburgring vandt han, men måtte se sig slået i Japan. Efter løbet på Suzuka banen førte Michael Schumacher med 92 point til Hills 91. Det var altså tæt, og der var ét løb tilbage; Australiens Grand Prix på Adelaide banen. Et løb der for altid vil gå over i historien, et løb der delte vandene blandt millioner af fans, et løb der også gav Michael Schumacher sit første verdensmesterskab i Formel 1.

Det var sjovt nok Nigel Mansell der havde pole, men lige bag ham holdt ærkerivalerne Michael Schumacher og Damon Hill. I løbet fik Schumacher den bedste start og kom foran, men som løbet udviklede sig fik Hill mere fart i sin Williams racer, og han fik lukket hullet op til Schumacher. Så skete det. Presset på Schumacher gjorde, at han kørte ind i væggen. En haltende Benetton racer fortsatte op mod næste sving med Hill tordnende op på siden for at overhale. Schumacher drejede ind, det samme gjorde Hill og de kørte sammen. Tyskeren satte sin racer med det samme og gik ud, mens Hill kørte videre, men måtte i pit. Her kunne Williams konstatere, at forhjulsophænget var ødelagt, og han måtte også udgå. Dermed kunne Schumacher sikre sig sin første titel, da han var foran med ét point forud for løbet. Mansell krydsede stregen, nærmest uden lagde mærke til det, for al snakken gik på Schumacher vs. Hill. Skulle Schumacher have ladet Hill komme forbi? Så han ikke Hill? Skulle Hill have ventet med at overhale til det blev mere ’sikkert’? Spørgsmålene var mange, men skriften på væggen var, at Michael Schumacher havde vundet verdensmesterskabet i 1994. De kontroversielle hændelser med traction control og sammenstød gjorde dog, at der her mange år efter stadig stilles kritiske spørgsmål angående hvordan det blev vundet.

1995 – SCHUMACHER DOMINERER

Som nyslået verdensmester, én af de yngste nogensinde, var Michael Schumacher pludselig en sportsstjerne, ikke bare i Formel 1, men i hele verden. Nu kom en endnu større udfordring så; at forsvare mesterskabet. Benetton fik lidt bedre forhold at arbejde under, da de skiftede Ford ud med Renault, og dermed nød samme motorkraft som ærkerivalerne Williams. Det skulle vise sig at være udslagsgivende, og understregede forskellen af kvalitet på de to herrer Michael Schumacher og Damon Hill. For allerede i sæsonens første løb i Brasilien hev Schumacher en sejr hjem, og fortsatte derefter med en podieplacering i Argentina. Han udgik på Imola, men derefter var det igen et par sejre i Spanien og Monaco.

Året blev præget af, at Hill udgik oftere end han vandt, og mens Schumacher formåede at hive i alt ni sejre hjem, var der aldrig den store spænding om hvor mesterskabet ville ende. Benetton-Renault var simpelthen for stærke, og med en trofast Johnny Herbert som andenkører, der endda også hev et par sejre hjem til holdet, var det nærmest en ’walk-over’ for holdet, der sikrede sig begge titler. Michael Schumacher blev kåret som dobbelt verdensmester, den yngste nogensinde, og Benetton vandt sit første, og eneste, konstruktørmesterskab. Kulminationen kom, da Hill snurrede rundt på Nürburgring og udgik af Europas Grand Prix. Schumacher vandt løbet og satte trumf på ved også at vinde de to næste løb på Aida og Suzuka. verdensmesterskabet blev sikret på Aida banen - tilfældigvis et løb der står tydeligt i enhver dansk F1 fans erindring. Jan Magnussens debut i F1.

DOBBELT VERDENSMESTER – HVAD NU?

Fra Jordan kører i september måned 1991 til dobbelt verdensmester i oktober måned 1995. Tingene flaskede sig for Michael Schumacher i starten af Formel 1 karrieren. Han fik lært spillet af koryfæer som Mansell, Alesi, Berger, Prost og ikke mindst Senna. Fik placeret sig som førstekører i et team der var på vej op, og med hårdt slid blev arbejdet belønnet med den største gave; et mesterskab. Det var ikke helt uden kontroverser, men også dét havde han lært af de tunge drenge, for uden kamp til og over stregen, ingen gladiatorer! Og Michael Schumacher viste sig at være en gladiator. Kæmpende til sidste blodsdråbe. Denne kompromisløse tilgang til Formel 1 har vundet ham millioner af fans verden over, men afgjort afskrækket måske lige så mange. Han delte vandene allerede i sine unge dage, og det skulle ikke blive bedre i fremtiden.

For efter at have vundet to mesterskaber hos Benetton skulle der ske noget nyt. Hans mangeårige manager, Willi Weber, fik strikket en kontrakt sammen med La Scuderia Ferrari Marlboro der betød, at han ville tjene i omegnen af 200 mio. kroner om året, plus sponsoraftaler. En kontrakt der gjorde, at flere tv-kommentatorer i adskillige år hævdede, at mandens årsgage var omkring én milliard, mens den dog i virkeligheden nok nærmere var på det halve. Stadig et beløb man knapt fatter, og det skulle blive starten på en ny karriere i sporten. For Ferrari var på dette tidspunkt ikke noget tophold, og der skulle derfor en længere ørkenvandring, mange års hårdt arbejde, sved, blod og tårer til førend Schumacher igen kunne smage sejrens sødme. Men som vi alle ved blev frugterne af det hårde arbejde høstet på Suzuka i 2000, hvor han blev kronet som verdensmester hos Ferrari for første gang.

I næste nummer ser vi på Michael Schumachers fantastiske karriere hos Ferrari. Fra den spæde start i 1996, den episke sejr i Spanien samme år, lavpunktet på Jerez i 1997, den onde ånd Häkkinen, Silverstone 1999 og storhedstiden der fulgte derefter. Vi ser på det hele, og håber at kunne præsentere jer læsere for en fyldestgørende afslutning på F1Journal’s portræt af den syvdobbelte verdensmester.