The
way to go!
af Flemming Hansen |
© Shell Media
Hvis der stadig er nogen der tvivler på at det er
verdens største kører nogensinde, der efter
næste Grand Prix forlader os - så kig en gang
til på det Kinesiske Grand Prix.
Ja Michael har lavet sine fejl i sin lange karriere. Han
kan virke arrogant og tillukket - og der kan sikkert siges
meget andet negativt om tyskeren.
Michael Schumacher har stadig en teoretisk chance for at
vinde VM i 2006 - men med et ubehagligt ubelejligt motorhavari
på Suzuka - det første siden Frankrig 2000(!)
- er tyskeren reelt ude af kampen om VM. Desværre.
Men lur mig, om ikke han vil gøre alt for at slutte
af med en sejr!
Det må være ubestrideligt.
Det ER en af verdens største kørere der nu
takker af og han vil efterlade sig et hul så gigantisk,
som det ikke er set siden 1974, hvor Jackie Stewart takkede
af efter kun 99 Grand Prixer. Naturligvis var det hul som
Senna efterlod sig i 1994 OGSÅ gigantisk - men det
var jo absolut ikke af naturlige årsager - desværre.
Prøv engang at tænke tilbage på tidligere
verdensmestre siden 1973. Det bliver naturligvis lidt overfladisk
og 'Robinson agtigt' med 'værdige' og 'uværdige'
verdensmestre - men lad os skride til det
og kigge på dem:
Mika Häkkinen - 2 gange verdensmester,
der stoppede og så fik comeback i DTM. En dygtig kører
- men blev tromlet flad af Ferrari/Schumacher kombinationen
der fik alle ned med nakken mellem 2000 og 2005. Kimi Räikkonen
overtog 'hans' plads uden det helt store
resultat - foreløbig.
© Flemming Hansen
Jacques Villeneuve - verdensmester i 1997
- der tog et drastisk fald ned gennem rækkerne efter
sit skifte til BAR. Forlod F1 i 2006 til fordel for en hurtigere
Polak. Kun hans kompromisløse udtalelser er vist
savnet?
Damon Hill - verdensmester i 1996. Derefter
gik det ned ad bakke. Først hos Arrows og derefter
hos Jordan. Fik en flot sejr på Spa i 1998 - men fik
'gummifod' i 1999 og forlod sporten på en ikke rigtig
værdig vis.
Alain Prost - verdensmester sidste gang
i 1993. Fik et nærmest 'forudbestilt' VM hos Williams
efter et år på sidelinien. Det var et 'billigt'
VM... Senna og McLaren havde sagt farvel til Honda og Benetton/Schumacher
kunne ikke helt matche de suveræne Williams FW-15,
der klart var feltets hurtigste biler. Prost forlod F1 -
men med kørere som Schumacher og Senna i feltet blev
det nok af de fleste mødt af et træk på
skuldrene. Absolut en stor kører, men 1992 havde
vist, at F1 overlevede alligevel uden den lille franskmand.
© Flemming Hansen
Nigel Mansell - verdensmester i 1992.
'Valgte' derefter en karriere i det daværende Champcar
som han vandt overbevisende. I 1994 vendte han tilbage til
F1 - sporadisk - men var blevet overhalet af Damon Hill
og Michael Schumacher. Vandt heldigt i Adelaide i 1994 efter
et af de mest berømte sammenstød nogensinde.
Fik i 1995 kontrakt med McLaren, hvilket var en 'major mistake'.
Han var for 'rund' til bilen, så den skulle omkonstrueres.
Da han så endelig kom til at køre - kørte
han af og kørte sig selv ud af F1 på særdeles
uværdig vis.
Nelson Piquet - verdensmester sidste gang
i 1987. Kom året efter til Lotus. Samme år kørte
Senna og Prost fra alt og alle i McLarens MP4/4 der som
Lotus også havde Honda bagi. Afsluttede karrieren
hos Benetton og så flere og flere køre hurtigere
end ham selv. Fik smadret benene ved et uheld på Indianapolis.
Endnu en kører, hvor alderen (og de lukrative kontrakter)
løb fra talentet.
Niki Lauda - verdensmester sidste gang
i 1984. Sluttede sin karriere i 1985 på absolut værdig
vis. Han vidste godt, at de nye unge kørere ville
køre fra ham - så han sluttede inden det blev
pinligt. Men han efterlod intet hul. Med kørere som
Senna, Prost, Rosberg, Mansell, Piquet mfl. kom F1 ind i
sin nok mest intense periode.
Keke Rosberg - verdensmester på
afbud i 1982. En megakører hele vejen igennem lige
til han takkede af i 1986 (Fra F1). Men han havde aldrig
vundet VM i 1982, hvis Villeneuve ikke var blevet dræbt
og Pironi var blevet alvorligt kvæstet.
© Flemming Hansen
Alan Jones - verdensmester i 1980. Åh nej...
Forsøgte flere comebacks, hvor bilerne enten var
skrumpet (Mansell syndrom) eller var noget skrammel. Sluttede
sin karriere i F1 i det ikke særligt succesrige Beatrice
team.
Jody Scheckter - verdensmester i 1979.
Kæmpede videre i 1980 i en Ferrari der blev overhalet
indenom af stort set alle teams i vingebilsperiodens guldalder
i 1980. Sluttede karrieren i 1980 uden at efterlade sig
et større hul. Det eventuelle hul der var, blev mere
end kompetent fyldt ud af Gilles Villeneuve.
Mario Andretti - verdensmester i 1978.
Som for Scheckter blev året efter hans VM et skidt
år. Skiftede til Alfa Romeo i 1981, hvilket ikke gjorde
sagen bedre. Fik i 1982 et rimeligt farvel, da han sluttede
i Ferraris 126C2 i to løb heraf på 'hjemmebane'
på Monza som stand-in. Afsluttede sin karriere med
stil i Indycar - men var i F1 forlængst blevet overhalet
af ungdommen.
James Hunt - verdensmester i 1976 - hvorefter
det gik hastigt nedad bakke - dog hjulpet godt på
vej af teamet! Skiftede til Wolf i 1979 - men hans angst
for at køre blev større og større og
han forlod F1 efter Monaco i 1979. En farverig kører
- men vandt også kun sit VM på afbud, da Niki
Lauda på Nürburgring nær var blevet dræbt.
Som et velformuleret svar på James Hunts VM vandt
Lauda VM i 1977 - nærmest med bandagerne flagrende
i fartvinden.
© Flemming Hansen
Emerson Fittipaldi vandt sit 2. og sidste VM i
1974 og skiftede af nationalistiske årsager til brormands
Copersucar team. Major mistake... Kom tilbage i Champcar
og havde nogle gode år der, til en alvorlig ulykke
satte en stopper for legen.
© Flemming Hansen
Jackie Stewart vandt sit sidste VM i 1973
og sluttede sin karriere i utide med 1 løb tilbage
da hans teamkammerat og gode ven Francois Cevert blev dræbt
på Watkins Glen i oktober 1973. Cevert var udpeget
til Team Tyrrell's næste verdensmester. Istedet stod
teamet på bar bund med to nye unge kørere.
Tyrrell fik aldrig flere verdensmestre. Ferrari var på
bunden af deres karriere efter et katastrofalt 1973. Lotus
kørte rundt med en gammel smadrekasse kaldet Lotus
72. 1974 blev et meget åbent år i formel 1 historien
- men også et år, hvor der blev kæmpet
om at udfylde hullet efter Stewart og det succesrige Tyrrell
team. Det lykkedes delvis for Ferrari det år, med
et nyt stjerneskud der hed Niki Lauda - the rest is history!
En sådan listning af verdensmestre og indbyrdes 'vurdering'
vil altid blive mødt med debat. Ja der er jo andre
der mener at en liste over verdensmestre der ikke indeholder
navne som Ronnie Peterson og Stirling Moss alligevel ikke
giver mening. Sådan er der jo så meget!
Med dette in mente så står vi overfor et 2007,
hvor Alonso skifter til McLaren og Räikkonen til Ferrari.
Med al respekt for Renault, tror jeg ikke på, at Kovalainen
laver et VM i sin første sæson. Alonso og McLaren?
Lad os håbe at driftssikkerheden bliver lidt bedre
- for ellers bliver Alonso sikkert hurtigt træt. Räikkonen
hos Ferrari er nok det bedste bud på et VM. Men -
og det er et meget stort men... Schumacher efterlader et
stort hul og hvis også Ross Brawn forlader teamet,
kan Ferrari risikere at komme tilbage til de gamle politiske
Ferrari dage, hvor alt går op i hat og briller. Det
kan blive en ny Alesi/ Berger peridode
med kun sporadiske resultater. Det bedste bevis er jo dengang
da Alesi og Berger skiftede til Benetton efter Schumacher
og pludselig måtte erkende at den bil var umulig at
køre - og denne Schumacher formåede at vende
Ferrari skuden.
Så Schumi - jeg kommer til at savne dig og vil huske
tilbage på dig som en af de største kørere
nogensinde. For fedt at du vælger at stige af på
toppen istedet for at jolle rundt i en Spyker... Eller som
han selv siger - Det er bedre at blive spurgt:" Hvorfor
stopper du? " end "Hvorfor stopper du ikke?"
Schumachers talrige rekorder vil sikkert stå som
et vidnesbyrd om en fantastisk kører i de næste
50 år. Sikken et fodaftryk!
The way to go!
Peter Brock
I den mere sørgelige afdeling er nyheden om Peter
Brocks død i et asfalt rally i Australien. Nu er
Peter Brock ikke særligt kendt herhjemme i og med
at han kørte bil ude i den anden ende af verden.
Men i Australien var han en legende på kultstatus.
Nærmest i retning af den på vore breddegrader
mere kendte Steve Irwin, der som bekendt også omkom
for nylig. Men 61 årige Peter Brock omkom bag rattet
i en Daytona Coupe i TargaWest asfalt rallyet i nærheden
af Perth. Han ramte et træ og var dræbt på
stedet.
Peter Brock vandt Bathurst 1000 løbet intet mindre
end 9 gange, hvilket gav him tilnavnet 'King of the Mountain'.
Tre sejre i det Australske Touring Car Championship blev
det også til.
Peter Brocks status i det Australske samfund bevidnes af,
at der den 19. september blev afholdt statsbegravelse, for
manden der iøvrigt gennem hele sin karriere kæmpede
for sikkerheden på vejene og med sit startnummer 05
signalerede sit standpunkt om en promillegrænse på
0,05.
Peter Brock var også en populær besøgende
på det Festival of Speed i 2005, hvor der ikke var
langt mellem autograferne til det store publikum.
Brock efterlader en i øvrigt fraskilt kone og deres
to børn, samt et barn fra et tidligere forhold.
Peter Brock ved Festival of Speed
2005 © Flemming Hansen
Årets sidste nummer af F1journal kan du forvente
lander på din digitale dørtærskel i starten
af december!
Med venlig hilsen
Flemming Hansen
Redaktør
