Dikkelam
og nye løver
Af Flemming Hansen |

Så sprang bomben!
Verdens nok mindst velbevarede hemmelighed – at Michael
Schumacher stopper med udgangen af i år - går
i opfyldelse efter offentliggørelsen ved det Italienske
Grand Prix på Monza. Det var en tydelig meget emotionel
Michael Schumacher, der på et usædvanligt langt
pressemøde efter løbet fortalte om sin beslutning.
Den 2. mindst bevarede hemmelighed var naturligvis også
at Kimi Räikkonen overtager tyskerens plads i Ferrari
teamet i 2007, således at hele det store transfer
puslespil kan falde på plads.
Det der ikke kan falde på plads endnu er jo naturligvis
den endnu mere intensive og tilspidsede kamp om kørernes
verdensmesterskab i formel 1. Med Michael Schumachers sejr
og Alonsos 0 point fra Monza er der nu kun sølle
to point mellem de to kamphaner. At kampen om det Italienske
GP så delvis blev afgjort af en måske spinkel
bortdømmelse af Alonsos tider i Q3 er jo noget helt
andet.
Michael Schumachers afgang fra formel 1 vil efterlade et
voldsomt tomrum. Ganske som Sennas død efterlod et
tomrum, vil også Schumachers exit gøre det
samme. Heldigvis er der tale om en frivillig abdicering
fra tronen denne gang. Schumachers afgang skaber også
en lang række interessante spørgsmål.
Er der nogen der vil blive den naturlige efterfølger,
eller skal vi nu (forhåbentlig) ud i en flersidet
kamp om VM’erne fremover? Kan Kimi løfte arven
efter Schumacher, der har sat et så kraftigt stempel
på formel 1 og Ferrari gennem de sidste 16 sæsoner?
Michael Schumachers trone er klar til at blive indtaget.
Hvem kunne den næste Schumacher blive? Der er nogle
unge løver på vej - men kan de ende med at
blive dikkelam - og ryge lige så hurtigt ud igen?
Hvem af de gamle kørere bliver 'ofret' i dette generationsskifte
- og dermed ender som offerlam?
Det er der jo naturligvis ingen der kan svare på,
på nuværende tidspunkt. Men ét er sikkert
– en epoke slutter efter det Brasilianske GP og det
kan vi jo på F1journal ikke sidde overhørig.
Derfor vil indeværende nummer blive ’relaunchet’
med en feature omkring Michael Schumacher, der vil blive
fulgt op i de næste 2 numre.
Unge løver på vej frem
Som kollega Ewert nævner i sin artikel er formel 1
i år blevet bemidlet med indtil flere nye og spændende
bekendtskaber. Robert Kubica fra Polen
har gjort det fremragende i den 3. BMW og skulle ikke spørges
to gange da Villeneuve atter engang fik afsluttet sin Formel
1 karriere på uværdig vis. Han sprang til med
en selvtillid som en gammel rotte og fik i sit allerførste
løb scoret point for en flot 7. plads. De blev dog
frataget ham på grund af at bilen var en smule undervægtig.
Men gud hjælpemig om han ikke i det Italienske Grand
Prix tager alle med storm og slutter på en fornem
3. plads på podiet. That's the way to do it!

Der er kubik i ham her!
Nico Rosberg startede med et brag, men
hen over sommeren må man sige at gassen er gået
af ballonen. MEN det er ikke Nicos skyld. Alle med bare
lidt forstand ved at Williams raceren er lidt af en spand,
der ikke kan komme i mål. Så Rosberg lider lidt
under det samme som Button, da han efter en storartet sæson
hos Williams i 2000, kom til Benetton i 2001. Den Benetton
kunne heller ikke drive det vidt. Så Rosberg kommer
tilbage, men spørgsmålet er bare om det bliver
i nær fremtid? Williams er pressede og Toyota motorer...
hmmm... jeg har min tvivl. Rosberg skal til et af de store
hold for at få det maksimale ud af talentet. Der er
bare alt udsolgt i øjeblikket.

Hej mor - jeg kørte hurtigst
igen!
Sebstian Vettel overtog Kubicas 3. BMW
og han lagde heller ikke fingrene imellem, da han kørt
ud på banen i Tyrkiet og Italien. Flotte tider og
overbevisende kørsel af den kun 19 årige Vettel,
fik for alvor øjnene op på medierne rundt omkring.
Ingen tvivl om at den unge mand nød livet i projektørlyset.
Det er naturligvis for tidligt at vurdere klassen - men
at lægge hårdt ud fra front er aldrig en helt
ringe taktik!
Det er jo et par af de spændende kørere der
venter på grænsen til kulissen
Herhjemme...
På den hjemlige DTC front har en gæv ung mand
i en bedaget BMW imponeret mig. Michael Outzen
har virkelig vist at han kan begå sig blandt de helt
store kørere herhjemme og med en altid fræk
bemærkning og et glimt i øjet er der lidt 'Jan
Magnussen' over ham. Kørefærdighederne har
han i hvert fald. Hvis Elgaard finder en plads i DTM, så
kunne det da tænkes at Outzen faldt naturligt ind
i Essex teamet - måske endda som afløser for
John Nielsen, der nu har nået en alder som selv Thyrring
ikke har nået...
Du kan stadig nå at komme ud og se noget race. F1
journal vil være tilbage igen efter det Japanske GP.
Med venlig hilsen
Flemming Hansen
Redaktør