BRASILIENS GRAND PRIX SET I BAKSPEJLET

Den mand er vinder løbet hvor årets verdensmester findes bliver altid overset, og sådan er det også i år. Sidste år trak Kimi Räikkönen det kedelige lod at vinde i Belgien mens Schumacher vandt sin syvende titel. I år er det Juan Pablo Montoya der kører først over stregen men alle nyhederne går på manden der endte på tredjepladsen; Fernando Alonso vandt sit første VM på Interlagos banen og blev dermed den yngste verdensmester i Formel 1 nogensinde. En præstation der sendte Spaniens seertal helt til tops og på kun et år har Alonso ene mand degraderet Real Madrid, La Liga, cykling, golf og tennis til små ligegyldige sportsbegivenheder. Sportsbegivenheder der førhen dominerede de spanske sportsaviser, men som i dag må se sig banket tilbage i sektionen for at gøre plads til den nye komet.

Hele weekenden kunne man se en dybt koncentreret Renault lejr pudse på de to racere, og samtidig se hvordan McLaren holdet lige så heftigt forsøgte at bevare roen, samt ikke mindst troen på at miraklet ville ske. At Kimi Räikkönen ville få en chance mere. Det skete bare ikke. Renault og Alonso kørte en perfekt weekend hjem og sikrede sig dermed det altafgørende trofæ med hele to Grand Prix løb tilbage endnu. Konstruktørtitlen vippede til gengæld over mod McLaren, og de sidste løb vil blive en intens duel om dette trofæ.

FREDAGENS FRI TRÆNING

I den første fri træning var Alexander Wurz ikke overraskende hurtigste mand med over ét sekund ned til Takuma Sato i en opgraderet BAR-Honda racer. Han fortsatte denne fart i anden fri træning hvor flere kørere var ude og finde grænsen, og køre over den. Deriblandt Michael Schumacher og danske Nicolas Kiesa.

Indsæt ”Nicolas.jpg” m. følgende billedtekst:
Kiesa fik oplevet Brasiliens Formel 1 bane med en smuk himmel bag sig – © Jordan Press

Netop danske Kiesa fik kørt på Interlagos banen igen for første gang siden 2002 da han kørte Formel 3000. Hans kondition er blevet markant bedre siden da, og han var endnu engang med til at evaluere og vælge hvilke Bridgestone dæk de to faste Jordan kørere skulle bruge resten af weekenden. Han fik kørt masser af omgange, og et enkelt lille spin. Værst gik det dog for Red Bulls Christian Klien der smadrede sin Red Bull racer i den sidste fri træning. Østrigeren slap dog uskadt og fredagen var en almindelig følen-på-tænderne dag.

LØRDAGENS KVALIFIKATION

Første tegn på at Kimi Räikkönens iskolde image var ved at krakelere under overfladen viste sig i kvalifikationen. Han lå til at køre en rigtig god omgang men allerede i første kurve blokerede han hjulene ved en for sen nedbremsning og så var omgangen reelt ødelagt. Finnen måtte da også til sidst tage til takke med en startplacering som nummer fem. Noget bedre gik det holdkammeraten Juan Pablo Montoya der nappede andenpladsen. Men trods feltets bedste biler kunne de intet gøre mod en stålsat Fernando Alonso der kørte en sikker Pole hjem.


Fernando var klart hurtigst i kvalifikationen og siger: Vi ligger nummer 1! – © Renault F1 Press

Spanieren drev sin Renault racer rundt på den brasilianske asfalt som havde han aldrig gjort andet og var eneste mand under 1:20 i sin tid 1:19.988. Imponerende nok var Button med helt oppe som fire, og endnu mere spektakulært var Red Bulls Christian Klien oppe på sjette holdeplads, lige foran den nu tidligere verdensmester Michael Schumacher der måtte tage til takke med en syvende startplads. Som sædvanlig var der en Minardi bil der skulle starte i pitten, mens Takuma Sato gik helt ned med flaget pga. et motorskifte og man valgte derfor også at lade ham starte helt bagerst qua den straf han alligevel ville få.

SØNDAGENS GRAND PRIX

Selve løbet blev ikke den store gyser. Alonso kom frit fra start men blev hurtig hentet af Montoya mens Räikkönen måtte kæmpe for at holde en kvik Michael Schumacher bag sig. Længere nede var de knap så heldige da Pizzonia kørte ind i David Coulthard og samtidig ramte holdkammeraten Mark Webber. Sikkerhedsbilen blev sat ind for at rydde vragresterne af vejen nede i den første kurve, og Webber kørte i garagen hvor han blev i et stykke tid.


Feltet af sted med Alonso forrest jagtet af de sølvgrå hævnere fra Woking – © Ferrari Press Office

Da sikkerhedsbilen gik ind legede Alonso og Montoya lidt med hinanden før de smed klampen i kælderen og der satte colombianeren en perfekt manøvre ind i den første kurve og kom forbi. Räikkönen var dog ikke hurtig nok til at gøre indtryk på de to forreste og havde hele tiden et hul på nogle sekunder op til dem.

Finnen måtte pænt vente indtil pit-stoppene hvor han blev lidt længere ude end de andre, og med en serie hurtige omgange fik han overtaget på den spanske ærkerival. Alt imens havde Button og Barrichello, der næste år er holdkammerater, en intens duel om placeringer lidt længere nede. En duel den erfarne brasilianer endte med at vinde til publikums store jubel.

Oppe i front var tingene status quo. Montoya holdt føringen foran Räikkönen, der måtte se til at Michael Schumacher ikke kunne gøre det mindste indtryk på Fernando Alonso på tredjepladsen, og dermed kunne se sine titelaspirationer forsvinde ud i horisonten over Sao Paulo. Løbet fortsatte i denne stationære fase, lige afbrudt af en udgående Minardi med en rygende Cosworth-motor og da Williams valgte at indsætte Mark Webber igen for at forbedre dennes startplacering til kvalifikationen på Suzuka.


Ingen kunne følge med Montoyas fart i dag. Colombianerens anden Interlagos-sejr – © Mercedes Motorsport

Da det ternede flag gik ned var det med Juan Pablo Montoya først over stregen og Räikkönen lige efter, således Team McLaren-Mercedes kunne fejre en fortjent 1 – 2 sejr. Alligevel var det Renaults Fernando Alonso der var i centrum. Han krydsede stregen et lille halvt minut senere end de to sølvpile og sikrede sig derned verdensmesterskabet. En meget glad spanier hoppede ud af sin racer og gjaldede et sandt sejrsbrøl over mod sit hold der også var helt ekstatiske.

Der var desuden point ti Michael Schumacher på fjerdepladsen, forfulgt af Fisichella, Barrichello, Button med Ralf Schumacher som sidste mand der fik ét point til sin konto. Dagens mand i skysovs er dog Fernando Alonso der stjal al opmærksomhed. Ikke helt ufortjent, for han satte samtidig rekord med at blive den yngste verdensmester nogensinde. Den rekord holdt brasilianske Emmerson Fittipaldi ellers da han vandt VM i 1972, men nu er den på spanske hænder!


Podiet som det så ud med vinder Montoya i midten og den nye verdensmester til højre – © Mercedes Motorsport

Løbsresultatet fra Brasiliens Grand Prix 2005 på Interlagos kan ses nedenfor:

1. Montoya McLaren-Mercedes (M) 1T:29:20.574
2. Räikkönen McLaren-Mercedes (M) + 2.527
3. Alonso Renault (M) + 24.840
4. M.Schumacher Ferrari (B) + 35.668
5. Fisichella Renault (M) + 40.218
6. Barrichello Ferrari (B) + 1:09.173
7. Button BAR-Honda (M) + 1 omg
8. R.Schumacher Toyota (M) + 1 omg
9. Klien Red Bull-Cosworth(M) + 1 omg
10. Sato BAR-Honda (M) + 1 omg
11. Massa Sauber-Petronas (M) + 1 omg
12. Villeneuve Sauber-Petronas (M) + 1 omg
13. Trulli Toyota (M) + 1 omg
14. Albers Minardi-Cosworth (B) + 2 omg
15. Karthikeyan Jordan-Toyota (B) + 3 omg

Hurtigste omgang: Räikkönen, 1:12.268

Udgåede biler

Monteiro Jordan-Toyota (B) omg. 56
Webber Williams-BMW (M) omg. 45
Doornbos Minardi-Cosworth (B) omg. 35
Pizzonia Williams-BMW (M) omg. 1
Coulthard Red Bull-Cosworth(M) omg. 1


Fernando Alonso – Formel 1 verdensmester anno 2005. Fuldt fortjent! – © Renault F1 Press

Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com