Status Quo er aldrig en blivende tilstand. Ting forandrer sig, også selvom det på forhånd kan være svært at se de vil gøre det. Forandringer har det med at komme pludseligt, og det kan være svært for mange at forudsige. Glidende overgange er lettere at forholde sig til på forhånd, mens det letteste naturligvis er at tingene bliver ved med at være som de er!

For to – tre år siden, kunne man høre folk snakke om at Ferrari var uovervindelige. Teorien om at Schumacher ville blive med at vinde konstant indtil han gik på pension som nogen og fyrre-årig, og Ferrari derefter ville fortsætte med at vinde. I virkeligheden en naiv tro på at ingenting forandrer sig.

I foråret 1989 var der meget få mennesker der kunne forestille sig at Europa i dag ikke stadig ville være opdelt i øst og vest. Nu er Formel 1 og verdenspolitik måske ikke helt ligeværdige størrelser, men eksemplet tjener meget godt som illustration af at tingene ikke altid sker på en forudsigelig måde, men ofte ganske pludseligt.

Normalt laver man bud på fremtiden ved at fremskrive nutiden. Men den metode er bare ikke særlig holdbar i længden. Visse ting kan fremskrives, men enkelte uforudsigelige begivenheder kan få en enorm indflydelse på hvordan vi opfatter verdenen – tænk bare på et par amerikanske højhuse og nogle bitre terrorister i fly!

At Ferrari i øjeblikket er ved at falde ned fra tronen kunne udfra de sidste mange år ikke være forudset. Og dog – hvis man kigger på Formel 1 historien er den fuld af pludselige nedture for teams der ellers har været helt i front. Og ud fra den betragtning kunne man kvalificeret set have gættet på at Ferrari på et tidspunkt vil begynde at tabe. Om det var sidste år, i år eller næste år, er straks vanskeligere at spå om – netop fordi der ikke er noget forvarsel – ingen glidende overgang.


Williams i 1989 – på vej op igen - © Schlegelmilch Photography

På vej op – glidende overgang

Når et Formel 1 team er på vej op, plejer det tilgengæld at ske på en mere behersket måde, hvor de gennem nogle år viser at de bliver stadig stærkere, inden de endelig kommer i en position hvor sejrene kommer næsten pr. automatik og VM pokalen kan få indgraveret vinderens navn allerede midt på året.

Sådan var det også for Ferrari. Mange peger på at Ferraris optur startede da Michael Schumacher kom til teamet i 1996. Men det i virkeligheden en grov undervurdering af teamet. Allerede da Jean Todt kom til teamet i første halvdel af 90’erne begyndte det at gå den rigtige vej. Ferrari var langt nede på det tidspunkt, og først punkt på dagsordenen var at få ro i teamet. Og det kom der.

Dernæst skulle bilen være konkurrencedygtig. Og efter tre år uden Ferrari sejr, kunne Gerhard Berger, lidt heldigt bevares, vinde på Hockenheim i 1994. Året efter vandt Jean Alesi, ligeså heldigt, i Canada. Men selvom sejrene måske var heldige, var teamet efterhånden kommet i en position hvor de kunne udnytte andres uheld. Altså Ferrari var konstant med i kampen om podiepladser.

Så kom Schumacher, og tingene gik endnu bedre. Efter ham fulgte andre nøglepersoner som Ross Brawn og Rory Byrne – og så begyndte det for alvor at gå rigtig godt. Hvad der senere fulgte er der ingen grund til gå i detaljer med, men blot konstatere af lykkens gudinde ikke har været fedtet med uddeling af sejre til Ferrari.

For andre teams har historien været den samme. McLaren havde i 1980 et elendigt år og lignede ikke ligefrem et team med en stor fremtid. Ron Dennis blev chef og i 1981 fandt man igen den rigtige vej. Niki Lauda blev hentet tilbage fra sin pensionist-tilværelse i 1982 og i 1984 kom også Prost til(bage) til teamet.

I 1990’erne gentog McLaren historien, lidt hurtigere, da de i 1996 fik Mercedes heste i motorrummet. Da skulle de kun bruge to sæsoner til at øve sig i, før de var VM klare.

Også Williams har haft sine opture. På tre sæsoner fik Frank Williams stablet et slagkraftigt team på benene. I 1978 skulle man dog være mere end almindelig optimistisk for at tro at teamet kunne være en VM kandidat i 1980. Mens i slutningen af 1979 skulle man være mere end almindelig pessimistisk for at tro det modsatte.

I slutningen af 80’erne gentog Williams historien, da de fik Renault 10-cylindrede motor i bilen. Godt nok bød 1989 på sejre, og en 3. plads i VM til Riccardo Patrese. Men der var langt til storformen. Da Mansell vendte tilbage til teamet i 1991, og Adrian Newey kom forbi og designede en bil, kom der mere form over det, og i 1992 kom titlen så i hus.

I 1973 havde Ferrari en af deres værste sæsoner – rent resultatmæssigt. At det samme team to år senere skulle være det dominerende team resten af årtiet kunne være svært at forestille sig. Men i løbet af 1974 gik teamet hastigt frem mod toppen af feltet. Takket været både kørere (Lauda og Reggazzoni), konstruktør (Foghieri) og ledelse (de Montezemolo), og deres VM triumf i 1975 var heller ikke verdens største overraskelse.


Måske var det fordi den ikke var JPS farvet at Lotus fik fiasko i ’79

Det bratte fald

I skrivende stund har der været kørt seks løb i 2005. Ferrari har været på podiet to gange. Ikke meget i forhold til hvad de er vant til, men slet ikke nok til at vinde konkurrencen og det mest bratte fald fra en VM trone. Og da sæsonen langt fra er slut endnu, er det ganske plausibelt af teamet knalder nogle sejre ind på kontoen og i al fald en af kørerne placeret i top fem. Hvilket faktisk ville være så meget succes at man måske knapt vil kunne kalde det brat fald, hvis ikke fordi teamet havde været SÅ dominerende i 2004.

Alligevel må prisen for det mest bratte fald faktisk tilfalde Ferrari. I 1979 blev Jody Schekter verdensmester i en Ferrari foran Gilles Villeneuve i den anden Ferrari. Med seks sejre var Ferrari også det mest vindende team i 1979. At Williams ville blive en hård nød at knække var til at forudse. Men selv hvis Ferrari var rullet rundt på maven og havde overgivet sig på forhånd havde det ikke været værre end hvordan det blev.

Den regerende mester fik sølle to point ud af sæsonen, mens Villeneuve kæmpede alt hvad han kunne for seks point. Ikke nogen imponerende sæson. Tidligt på året lå de ellers med i front i tidskørslerne, og var endda uheldige ikke at få en enkelt eller to gode placeringer. Men som sæsonen skred frem faldt de røde racere længere og længere tilbage.

Andre teams har også lavet en stor nedtur. I 1998 fik Williams heller ikke en eneste sejr, efter to sæsoner med titler. Lotus dominerede ganske VM i 1978, men i 1979 blev det til én sølle 2. plads, som bedste resultat.

Godt nok havde Williams til 1998 mistet fabriksopbakningen fra Renault, men det var dog stadig den samme motor. Ti år tidligere var de også faldet af tronen med et ordentlig brag, men da var forklaringen mere indlysende. Efter i to sæsoner at have domineret med i alt 18 sejre, mistede Williams deres Honda motorer med udgangen af 1987. I stedet skulle de køre med den ret svage Judd motor, og det kom der ikke mange point ud af.

På samme måde kan Lotus’ fald fra tronen i 1971 også forklares. For godt nok havde de domineret i 1970, men manden der havde gjort det, Jochen Rindt, var blevet dræbt. Og Emerson Fittipaldi var måske nok talentfuld, men han skulle (åbenbart) lige have en hel sæson før han var klar til kampen om VM guldet.


Williams på vej op – McLaren på vej lidt ned – 1986 var intens

Den glidende overgang

Mens man ikke kan forudsige det bratte fald, eller den bratte opstigning, som for eksempel Brabham leverede mellem 1979 og 1980, så er de glidende overgange lettere at forholde sig til. Det er når et team på vej op krydser et team på vej ned. Og det er sådan nogle sæsoner der ofte kan være de bedste – netop fordi ingen i virkeligheden er bedst!

Det bedste eksempel er 1986 hvor McLaren efter to års overlegenhed er på vej ned – Porsche motoren er bare ikke helt så stærk længere. Hos Williams er man på vej op, efter en god, men ikke fantastisk 1985 sæson. Og så er der Lotus, der kæmper hvad der skulle vise sig at være deres dødskamp, men i 1986 kunne de stadig være med i front. Oveni det finder man så også det helt nye Benetton team, der også vil lege med.

Ud af det kom en af de allerbedste årgange af VM i Formel 1. Og McLaren vandt, selvom de egentlig var på vej ned. Året efter blev tilgengæld usigeligt kedeligt. McLaren kunne ikke længere følge med Williams, Lotus kunne ikke gøre sig gældende over en hel sæson og Ferrari prøvede at hale sig op mod toppen igen. Kun Williams holdt formen og lignede fra meget tidligt på sæsonen, sikre vindere.

1999 blev også en sæson med glidende overgang, da Ferrari (måske nok pga. Schumachers brækkede ben) endnu ikke var helt klar til at dominere sporten. Ferrari var på vej op og McLarens dominans fra året før holdt ikke. Igen blev det til en spændende sæson.

I 2003 fik vi noget der til forveksling lignede en glidende overgang, hvor Ferrari måske nok både vandt VM og var det bedste hold. Men de andre bed sig fast i hingstens hove. Men tilgengæld floppede de fælt i 2004, hvor Ferrari igen kunne hjemtage trofæet i gå tempo.

Glidende overgange er gode. Dels er de til at forholde sig til. Dels giver de ofte spændende sæsoner. Men der er langt imellem dem, de bratte overgange er så klart i overtal.

Martin Møller Thomsen